Hessen-Kassel: Forskelle mellem versioner

Hessen-Kassel tilhørte [[Huset Hessen]]s ældre linje, stiftet af [[Filip 1. den Ædelmodige]]'s ældste søn, landgrev [[Vilhelm den Vise]] (1567-1592). Hans søn og efterfølger [[Moritz af Hessen-Kassel|Moritz den Lærde]] gik i [[1605]] over til [[den reformerte kirke]] og blev senere indviklet i [[Trediveårskrigen]]. Da han [[1623]] blev tvunget af kejseren til at afstå noget af sit område til [[Hessen-Darmstadt]], overlod han [[1627]] regeringen til sin søn [[Vilhelm 5. af Hessen-Kassel|Vilhelm 5.]], mens hans tre andre sønner [[Herman 4. af Hessen-Rothenburg|Herman]], [[Frederik af Hessen-Eschwege|Frederik]] og [[Ernst af Hessen-Rheinfels|Ernst]] stiftede sidelinjerne [[Hessen-Rotenburg|Rotenburg]] (indtil 1658), [[Hessen-Eschwege|Eschwege]] (indtil [[1655]]) og [[Hessen-Rheinfels|Rheinfels]], hvilken sidste [[1693]] delte sig i Rheinfels-Rotenburg (indtil 1834) og Rheinfels-Wanfried (indtil [[1755]]). Vilhelm 5. kæmpede i Trediveårskrigen på [[Sverige]]s side og fik gentagne gange sit land plyndret af de kejserlige; han døde 1637. Hans søn, [[Vilhelm 6. af Hessen-Kassel|Vilhelm 6.]] (1637-1763), stod indtil 1650 under formynderskab af sin moder [[Amalie Elisabeth af Hanau-Münzenberg|Amalie Elisabeth]], der ved den [[Westfalske Fred]] erhvervede størstedelen af [[Grevskabet Schaumburg]] og [[Abbediet Hersfeld]], lige som det lykkedes hende at generhverve en del af det til Hessen-Darmstadt afståede område. Hun indførte [[førstefødselsret]]ten.

Efter [[Vilhelm 7. af Hessen-Kassel|Vilhelm 7.]], der døde som mindreårig i 1670, fulgte hans broder, [[Karl af Hessen-Kassel|Karl]] (1670-1730), mens en tredje broder, [[Philip af Hessen-Philippsthal|Philip]], blev stifter af Linjen [[Hessen-Philippsthal]]. Karl's ældste søn [[Frederik 1. af Sverige|Frederik]] giftede sig [[1715]] med [[Ulrika Eleonora af Sverige]], [[Karl 12.]]'s søster, og blev [[1720]] konge af Sverige. [[1730]] overtog han regeringen i Hessen-Kassel, men udnævnte sin broder [[Vilhelm 8. af Hessen-Kassel|Vilhelm]]til [[statholder]],. derHan fulgte ham ved hans død 1751 efterfulgte ham under navn afsom landgrev Vilhelm 8. DenneHan kæmpede som britisk forbundsfælle i [[Syvårskrigen (1756–1763)]] og døde [[1760]].

Vilhelm 8. efterfulgtes af sin katolske søn [[Frederik 2. af Hessen-Kassel|Frederik 2.]], der i den [[nordamerikanske frihedskrig]] [[1776]]—[[1784]] lod 22.000 mand kæmpe i engelsk sold, hvorfor han fik over 20 mio. thaler. Ved Frederik 2.s død i [[1785]] fulgte hans søn landgrev [[Vilhelm 9. af Hessen-Kassel|Vilhelm 9.]], der kæmpede mod [[Frankrig]] i [[revolutionskrigene]] og [[1795]] tiltrådte [[Freden i Basel]]; til gengæld for de [[1801]] på venstre Rhin-bred afståede landstrækninger fik han [[1803]] rigsstaden [[Gelnhausen]] og enklaverne Fritzlar, Holzhausen og Amoneburg samt [[kurfyrste|kurværdigheden]], som han i maj 1803 antog under navn af Vilhelm 1. [[1806]] sluttede han overenskomst med [[Napoleon]] til opretholdelse af kurfyrstendømmets neutralitet, men undgik dog ikke, da Napoleon ikke stolede på ham, at landet samme år blev besat af franske troppersoldater og ved [[Freden i Tilsit]] blev indlemmet i det nyoprettede [[Kongeriget Westfalen|kongerige Westfalen]].

På [[Wienerkongressen]] [[1815]] fik han sine lande tilbage og beholdt dentitel af kurfyrste; en titel der var betydningsløs efter det [[tysk-romerske rige]]s opløsning betydningsløse titel af kurfyrste, idet kongressen afslog at give ham kongeværdigheden. De under det franske herredømme indførte reformer afskaffedes, og den af kurfyrsten [[1817]] udstedte hus- og statslov tog så godt som intet hensyn til folkets rettigheder; for at undgå stændernes protest undlod han at sammenkalde dem.

Han efterfulgtes [[1821]] af sin søn Vilhelm 2., under hvem der [[1830]] udbrød uroligheder. I september samme år1830 indvilgede Vilhelm 2. i indkaldelsen af stænderforsamlingen og undertegnede i januar 1831 den af denne vedtagne ny grundlov. Det anstød, han vakte ved sit forhold til den af ham til grevinde af Reichenberg ophøjede Emilie Ortlopp, foranledigede ham til at forlægge residensen til [[Hanau]] og i september 1831 at antage sin søn, kurprins Frederik Vilhelm, til medregent. Ved Vilhelm 2.s død [[1847]] fulgte Frederik Vilhelm 1., der allerede som medregent med alle midler havde bekæmpet landdagen og forfatningen.

[[Februarrevolutionen (Frankrig)|Februarrevolutionen]] [[1848]] fremkaldte stærk bevægelse i befolkningen, og kurfyrsten blev tvunget til at afskedige sit reaktionære ministerium og gå med til en mængde liberale reformer så som fx religionsfrihed, og pressefrihed med mere. Efter, at den nationale rigsdag i [[Frankfurt am Main|Frankfurt]] var opløst, sluttede Hessen sig til det preussiske forbund. Men da [[Østrig]] atter kom til kræfter, indtrådte i Hessen, som overalt i Tyskland, en reaktion, og februar [[1850]] udnævnte kurfyrsten [[Hassenpflug]] til førsteminister, der med iver kastede sig ind i en kamp mod den liberale forfatning og mod unionen med Preussen. Da landdagen nægtede opkrævelse af skatter, blev forsamlingen opløst, og ved forordningen af [[4. September]] blev der taget bestemmelse om indkrævning af samtlige skatter. Embedsstanden og befolkningen gjorde indsigelser, men kurfyrsten erklærede landet i belejringstilstand, forlagde residensen til Wilhelmsbad og anråbte [[forbundsdagen i Frankfurt]] om hjælp. Denne lod i november et bayersk-østrisk armékorps overskride den kurhessiske grænse og besætte Hanau. Herimod protesterede preusserne og besatte Kassel og [[Fulda]]. Preussen var dog ikke i stand til at tage kampen op og måtte derfor ved konferencen i Olmutz overlade Hessen til forbundsdagen, der i marts [[1852]] ophævede forfatningen af 1831 med tilføjelserne 1848 og 1849 og i april gav landet en ny forfatning. Ifølge denne havde landdagen meget ringe indflydelse og kunne ikke hindre kurfyrsten i at øge sin formue af landets midler og hemme den økonomiske udvikling ved forbud mod anlæg af jernbaner og fabrikker.

Efter Hassenpflug'sHassenpflugs fald [[1855]] fortsattes den reaktionære politik, og først i juni [[1862]] blev efter preussernes indblanding forfatningen af 1831 atter proklameret. Stridighederne fortsattes dog stadig mellem regeringen og landdagen. Da kurfyrsten [[1866]] stillede sig på Østrigs side, rykkede preusserne ind den [[16. juni]], og den [[20. september]] blev Hessen indlemmet i det preussiske monarki. Kurfyrsten, der var ført som krigsfange til [[Stettin]], begav sig til sine godser i [[Böhmen]]. [[1875]] døde kurfyrst Frederik Vilhelm barnløs; den ældre hovedlinje af det hessiske hus repræsenteredes derefter af landgrev Alexander Frederik (født 1863).