Slaget ved Königgrätz: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m konvering fra Skabelon:coor title d/dm/dms til Skabelon:Coord |
SorenRK (diskussion | bidrag) m Smårettelser |
||
Linje 29:
'''Slaget ved Königgrätz''' var det afgørende slag i den [[Preussisk-østrigske krig]]. Det udkæmpedes den [[3. juli]] [[1866]] i nærheden af fæstningen [[Hradec Králové|Königgrätz]] ved landsbyen [[Sadová]] mellem tropper fra kongeriget [[Preussen]] på den ene side mod tropper fra [[Østrig]] og [[Kongeriget Sachsen|Sachsen]] på den anden.
Slagmarken var omkring 10 km lang og fem km bred. Her kæmpede over 400.000 soldater. Slagets centrum var de strategisk vigtige bakker Svib ved [[Máslojedy]] og [[Chlum (Všestary)|Chlum]].
Som følge af sejren blev Preussen den førende magt i [[Tyskland]], og [[Otto von Bismarck|Bismarck]] kunne gennemføre
== Forhistorie ==
Efter [[Napoleonskrigene]] blev magtbalancen mellem europæiske stater genoprettet på [[Wienerkongressen]] i [[1814]]-[[1815]]. På ruinerne af det [[tysk-romerske rige]] opstod det [[Tyske forbund]] som et løst statsforbund med [[Østrig]]. Årsagen til den preussisk-østrigske krig skulle findes i, at spændingerne mellem Preussen og Østrig om herredømmet i det tyske forbund blev stadig større, ikke mindst som følge af Preussens unionspolitik. Den direkte anledning til krigen var uenighed om herredømmet over de fælles hertugdømmer [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] efter [[krigen i 1864]] mod [[Danmark]]. I [[1865]] blev modsætningerne i første omgang bilagt i [[Gastein-aftalen]]. Da Preussen i strid med aftalen besatte Holsten, forlangte Østrig den tyske forbundshær mobiliseret. Herefter trådte Preussen ud af det tyske forbund og erklærede Østrig krig den [[19. juni]] [[1866]].
De tyske mellemstater [[Kongeriget Bayern|Bayern]], [[Hannover (land)|Hannover]], [[Kongeriget Sachsen|Sachsen]], [[Württemberg]], [[Baden]] foruden en række tyske småstater sluttede sig til Østrig.
Linje 44:
Næsten vigtigere var mobiliseringen af store troppestyrker ved hjælp af de moderne jernbaner. Den preussiske generalstabschef [[Helmuth Karl Bernhard Graf von Moltke|Helmuth von Moltke]] anvendte konsekvent jernbanerne til at gennemføre sine komplicerede opmarchplaner, som var baseret på præcis overholdelse af udstukne tidsrammer. Clark <ref>Christopher Clark, Preußen, Aufstieg und Niedergang. 1600-1947, DVA, 7. Auflage, ISBN 978-3-421-05392-3, Side 612 ff.|Clark, Preußen, Aufstieg und Niedergang. 1600-1947, S. 612</ref> mener imidlertid, at Moltkes omfattende logistiske planlægning nær havde styrtet Preussen i ulykke, da forsyningstogene først ankom, da slaget ved Königgrätz allerede var vundet.
Lige så banebrydende virkede fornyelsen af den
Alle disse tendenser havde vist sig i den [[amerikanske borgerkrig]] (1861-1865). Før den Preussisk-østrigske krig havde Preussen militærobservatører, som fulgte [[Nordstaterne]] i borgerkrigen, hvor de iagttog brugen af jernbaner, telegraf og moderne krigsvåben.
Linje 52:
== Forløb ==
[[Fil:Karte zur Schlacht bei Koeniggraetz (3. Juli 1866).jpg|thumb|300px|left|Historisk kort over slagordenen umiddelbart inden starten på slaget ved Königgrätz.]]
Tre uger efter den preussiske indmarch i Bøhmen havde den nordlige [[k.u.k.]] armé stærkt brug for en sejr. Ved Sadowa (nu: [[Sadová]]) forsøgte den østrigske øverstkommanderende "Generalfeldzeugmeister" [[Ludwig von Benedek]] at sejre. Benedek havde allerede gjort erfaringer med den preussiske tændnålsgeværer og besluttede sig for at etablere stillinger på en række små bakker mellem [[Bystřice (Cidlina)|Bistritz]] og [[Elben]] i nærheden af fæstningen Königgrätz. Han satsede på, at infanteri i faste stillinger og artilleri, som skød over faste
På preussisk side havde generalstabschefen Helmuth von Moltke planlagt en knibtangsmanøvre. Moltkes slagplan var, som han selv sagde: "yderst enkel". Han byggede på det simple, men i gennemførelsen bestemt problematiske princip: "Adskilt marchere, forenet slås!. Således satte den preussiske overkommando i slutningen af juni 1866 tre armeer i bevægelse: Den 1. armé under prins [[Frederik Karl af Preussen|Friedrich Karl af Preussen]], den 2. under dennes fætter, kronprins [[Frederik 3. af Preussen|Friedrich-Wilhelm]] og Elbenarmeen under general [[Eberhard Herwarth von Bittenfeld|Herwarth von Bittenfeld]] – som i en stort anlagt bue skulle indkredse de østrigske styrker og rive dem op, hvorefter den 1. armé skulle binde østrigerne i vest og den 2. og Elbenarmeen indeslutte østrigerne fra nord og syd.
Linje 68:
Betydningen af slaget var tydelig for de samtidige. Også [[det andet franske kejserdømme]] så, at der var en mægtig ny nabo i støbeskeen under preussisk ledelse. For at hindre tysk samling hørtes snart slagordet ''Revanche pour Sadowa!''. Det var målet at kvæle den nye nabo i fødslen.
Slaget fik også fatale følger for det østrigske kejserdømme. Trods sejrene i [[Slaget ved Custozza (1866)|Slaget ved Custoza]] (24. juni) og [[Slaget ved Lissa (1866)|Søslaget ved Lissa]] (20. juli) mod italienerne, som var trådt ind i krigen på preussisk side, så kejser Franz Joseph sig efter det katastrofale nederlag ved Königgrätz tvunget til at kapitulere og afstå Veneto til [[Napoleon 3. af Frankrig|Napoleon 3.]], som overdrog området til Italien. Østrig trådte også ud af det tyske forbund, og
Den østrigske øverstbefalende var en dygtig strateg, men han havde forsøgt at undslå sig fra posten som øverstbefalende for nordarmeen, da han ikke havde erfaring med forholdene i Bøhmen og da nordarmeen befandt sig i en yderst ringe tilstand, hvilket medvirkede til at afgøre slaget. Efter slaget ved Königgrätz blev han fjernet fra sin post og stillet for en krigsret. Efter pres fra kejseren blev sagen imidlertid indstillet, og Benedek fik ordre til at tie om slaget. Nutidige historikere mener, at Benedek godt nok begik nogle fodfejl, men at nederlaget skyldtes ungarske officerer, som i modstrid med hans ordrer indledte et modangreb i skovene ved Svip og frembragte et hul i den østrigske front, hvorved de blev overrumplet af det "forsinkede" 1. preussiske garderegiment. Benedek var ganske godt informeret om de preussiske geværers overlegenhed, ikke mindst fordi lederen af det østrigske "Evidenzbüro" – militærets efterretningstjeneste – [[Georg von Kees]] var i hans stab. Derfor valgte han at placere de østrigske stillinger i områder med tyk skov som ved Svip, for at tvinge preusserne til nærkamp, hvor deres moderne geværer ikke var til særlig nytte. Denne taktik fungerede også ganske godt indtil det skæbnesvangre modangreb.
Linje 80:
[[Sebastian Haffner]] taler imod denne udlægning i sin bog ''Preußen ohne Legende'':
{{citat|Talemåden … vedrører ikke hvor hurtigt de (preusserne) skød i kamp - da skød de endog meget hurtigt - men derimod, at de ikke havde så travlt med at skyde desertører … I Preussen blev de ganske vist pryglet halvt ihjel, men derefter blev de plejet til de var raske, så de igen kunne indtræde i tjenesten. Det var alt for værdifulde til at kunne skydes. Også her
Under alle omstændigheder blev talemåden knyttet til slaget ved Königgrätz og den endelige preussiske sejr og opstigen til dominerende magt i tysk politik.
Linje 87:
=== Benedek, det fjols ===
Den østrigske kejser Franz Joseph skal, efter at han havde fået overbragt nyheden om slagets udgang, ganske ukejserligt have skældt ud over sin feltherre og sagt: "Benedek, det fjols!"
Generalen blev derefter afskediget i unåde.
| |||