Frederik 1.: Forskelle mellem versioner

Værre endnu blev forholdet til [[Christian 2.|Christian II]]. Christian havde overtaget tronen efter sin fader, kong Hans. Christian II viste sig som en meget virksom konge med lyst til store foretagender, men springende og urolig. Hans fremfusende og egenrådige fremfærd gjorde, at han blev mere og mere upopulær. Frederik var helt anderledes rolig, jævn og sparsommelig, tilbageholdende med reformer. Dette gjorde, at der var kredse blandt stormændene i kongeriget, som allerede ved kong Hans´ død havde overvejet at få ham på tronen, men dette var ikke lykkedes i første omgang. Da Christian II’sII's fremfærd stadig blev mere egenrådig, og da han på det dybeste krænkede hertugen ved at få forleningsretten over Holsten overdraget til sig, benyttede hertugen sig af de mange vanskeligheder, hvori Christian II havde indviklet sig, og optog atter de gamle fordringer fra broderens Tid. På et møde i [[Bordesholm]] i august 1522 henvistes spørgsmålet om rigernes deling til en voldgiftskendelse af tyske fyrster, men inden denne var faldet, udbrød det jyske oprør. Den [[8. marts]] [[1523]] erklærede hertug Frederik kongen Christian 2. [[krig]], og allerede 18 dage senere, den [[26. marts]] 1523 hyldedes Frederik som konge på [[Viborg]] ting og udstedte en foreløbig håndfæstning, der endelig vedtoges i Roskilde den 5. august samme år. København og Malmö overgav sig dog først i januar 1524, hvorpå kroningen fandt sted i København den 7. august samme år.

Under de usikre forhold måtte kongen handle varsomt. Han forstod nødvendigheden af at vinde de lavere stænder for sig, og blandt befolkningen i hertugdømmerne færdedes han jævnt og ligefremt, men han kunne ikke bryde med de højere stænder, der havde sat ham på tronen. Han søgte, lige som Christian II, at få [[vornedskabet]] indskrænket, men måtte opgive det på grund af rigsrådets modstand. Den 14. maj udstedte Frederik en forordning, der sagde, at kongen havde erfaret, at mange fæstere "''udvises af deres gård imod al skel og uden al skyld''", og det fastslås heri, at fæstere ikke måtte sættes ud af deres gård så længe, de opfyldte fæstevilkårene og var godsejeren "''hørig og lydig''". Det var en forordning, der i praksis betød, at begge parter var forpligtede til at respektere fæsteaftalen.<ref name="Witt 99">Wittendorff, s. 99</ref> Københavns og Malmøs borgerskab søgte han at vinde for sig ved at lægge valget af øvrigheden i det menige borgerskabs hænder, og borgmestrenes antal forøgedes. [[Gilde]]r og [[lav (organisation)|lav]] blev endog ophævede den [[6. december]] [[1526]]. Dermed mistede Christian II to af sine vigtigste støtter i Danmark.<ref name="Witt 156">Wittendorff, s. 156</ref> Men mange i de lavere stænder, [[borger]]e og [[bonde|bønder]], så fortsat hen til Christian II som deres naturlige beskytter.

Christian IIsII's statholder på [[Gotland]], [[Søren Norby]] gik i 1525 land i det vestlige [[Blekinge]] i et desperat forsøg på at få genindsat Christian II. på Danmarks trone<ref name="Witt 141">Wittendorff, s. 141</ref>, og det lykkedes at samle ikke mindre end 8.000 mand, som indledte en belejring af [[Helsingborg Slot]]. Frederik Is holstenske hærfører [[Johan Rantzau]] med en hær samt [[artilleri]] forenede sig dog med den danske adelshær samt et kontingent svenske tropper. Disse knuste den utrænede bondehær i to blodige slag ved Lund den [[28. april]] og ved [[Bunketofte]] på [[Helsingborgsletten]] den [[4. maj]] 1525.<ref name="Witt 142">Wittendorff, s. 142</ref> Også [[Lübeck]], der formelt var kongens allierede, havde sendt en flåde, som belejrede fæstningen Visborg. Søren Norby befandt sig i [[Landskrona]], og fik tilbud om at blive lensmand over Blekinge og [[Lister Herred]] mod at overgive sig. Lübeck fik [[Bornholm]] i pant i stedet samt indtægterne af Gotland og ret til at udnævne lensmanden på Gotland i 4 år. Ordningen bevirkede, at Gotland forblev under den danske krone.<ref name="Witt 142"/>

At kongen ikke kunne gå videre, lå i hele den politiske stilling; han kunne i kampen mod Christian II ikke helt bryde med gejstligheden og sit for størstedelen katolske rigsråd. Christian II havde atter nærmet sig katolicismen og udsonet sig med pave og kejser. Siden han havde forladt landet, var hans støtte i Danmark blevet alvorligt svækket. I 1531 lykkedes det ham endelig at foretage sit store tog til Norge, hvor han optrådte til forsvar for den katolske lære. Det sydlige Norge sluttede sig til ham, men fæstningerne [[Akershus slot|Akershus]], [[Bergenhus]] og [[Bohus]] forblev ved Frederik I. I maj 1532 indgik Frederik I og Lübeck en alliance. Kort efter indgik Frederik desuden en aftale, der gav [[Nederlandene]] fri sejlads gennem Øresund imod, at de opgav støtten til Christian II, som dermed havde mistet sin sidste betydningsfulde allierede.

Frederik var 2 gange gift, første gang den [[10. april]] [[1502]] med [[Anna af Brandenburg]]. Hun døde i en alder af 27 år i 1514. De fik en søn, [[Christian 3.|Christian (III)]], og en datter, Dorothea (1526 gift med hertug Albrecht af Preussen). Anden gang den [[9. oktober]] [[1518]] med [[Sophie af Pommern]], der overlevede ham, og med hvem han blandt andet havde sønnerne [[Hans den Ældre]], senere hertug i Haderslev, og Adolf, senere hertug af Gottorp. Gennem sønnerne Christian og Adolf er han stamfader til alle senere oldenborgske fyrstelinierfyrstelinjer (Danmark, Grækenland, Rusland, Oldenburg).