Belgisk Congo: Forskelle mellem versioner

Oprindeligt skulle staten være et frihandelsområde åbent for alle nationer, men på en international konference i Bruxelles i 1890 bemyndigedes regeringen til at opkræve visse importtolde. Det viste sig snart, at de højt spændte forhåbninger om den nye stat ikke skulle blive opfyldte, idet hverken trafikforholdene på Kongos bifloder og ej heller kolonisations- og erhvervsmulighederne var så gode, som man havde antaget. Dertil kom, at forsøgene på at undertrykke slavehandelen fremkaldte en krig med de arabiske slavehandlere i 1891-1894 uden, at slaveriet kunne udryddes. Imidlertid overdrog kong Leopold ved testamente af 2. august 1889 sine rettigheder over Kongo efter sin død til staten Belgien, hvilket kunne anses så meget mere rimeligt, som dette land havde ydet store summer til Kongos besættelse. Ved en konvention af 3. juli 1890 mellem Belgien og Kongo anerkendtes den førstnævnte stat ret til at annektere den sidstnævnte efter 10 år, og denne overenskommelse fornyedes den 10. august 1901. I 1903 fremkom højlydte klager fra udlandet imod den ubarmhjertige måde, hvorpå kongen og hans embedsmænd udnyttede negernede indfødte til egen fordel. Den engelske udenrigsminister lord Lansdowne indgav herom en note til den belgiske regering den 8. august 1903. Skønt kongen forsvarede sig mod disse anklager og især lod flere forfattere vise, at tvangsarbejdet med indsamling af kautschuk var et nødvendigt vilkår for koloniens videre opblomstring, så fortsatte protesterne mod regeringssystemet i Kongo, i særdeleshed i England, hvor man tilmed dannede en ''Congo reform association''. Kongen blev som følge heraf tvunget til at i september 1904 afsende en upartisk kommission for at undersøge forholdene; den vendte tilbage i marts 1905, men ej heller dennes redegørelse dæmpede opinionen i udlandet. Til sidst tilbød kong Leopold Belgien at allerede under hans livstid overtaga Kongo. Beslutningen herom blev udført ved en aftale mellem de to stater den 28. november 1907, hvilken blev godkendt af kamrene i august og af kongen den 18. oktober 1908. Derved fastsattes Kongos senere regeringsforhold. Dets højeste chef blev Belgiens kolonialminister, og ham bistod tre generalsekretærer (for udenrigs-, finans- og indenrigsanliggender. Han var formand for kolonialrådet, som bestod af 14 medlemmer, af hvilke 8 blev udnævnt af kongen, 3 udset af senatet og 3 af repræsentantkammaret. En fra hver af disse grupper afgik årligt, men kunne genvælges. Budgettet skulle godkendes af kamrene; sammen med budgettet skulle årligt til dem afgives en forvaltningsberetning. I Borna residerede en generalguvernør og to vicegeneralguvernører, en generalsekretær og direktører for justitsvæsenet, finanser og samfærdsel samt en overbefalende over tropperne. Der fandtes tillige en appellationsdomstol.