Andreas Schytte: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PalnaBot (diskussion | bidrag) der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB |
|||
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
[[Fil:Andreas Schytte.jpg|thumb|250px|Andreas Schytte]]
'''Andreas Schytte''' (døbt '''Anders Schytte''')([[16. august]] [[1726]] – [[27. august]] [[1777]]) var en dansk statsvidenskabelig professor og forfatter
== Karriere ==
Han blev født i Uggerslev på [[Fyn]], hvor hans fader, Rasmus Andersen Schytte, var præst; hans moder hed Johanne Cathrine (født Faber). Schytte blev student fra [[Odense]] [[1744]], tog [[teologi]]sk embedseksamen [[1750]] og var så huslærer for en hofjunker Caspergaard, med hvem han først opholdt sig nogen tid ved [[Sorø Akademi]] og siden gjorde en 3-årig udlandsrejse.
Derefter kom han til at tage fast bo i Sorø, da han [[1759]], samme år, som han var vendt hjem fra udlandet, blev ansat ved Akademiet som professor i offentlig ret og statsvidenskab (Professor juris publici et politices), og han vedblev at virke her indtil sin død, 27. august 1777. 1774 var han bleven justitsråd.
Schytte blev [[15. juni]] 1763 gift med Karen Kruusberg (født Stæhr) (død [[1791]]), enke efter forvalter Henrik Kruusberg og datter af rådmand A. Stæhr i [[Århus]]. Ægteskabet var barnløst.
Selve hans docentvirksomhed kunne på grund af den ringe frekvens ved Akademiet kun komme en snæver kreds til gode; men han indtog en fremragende stilling i den samling af lyse hoveder med varm begejstring for videnskaben, der har bragt Sorø Akademi til at stå så smukt i vort åndslivs historie i det [[18. århundrede]].
Det er da også et anset navn, han vandt som forfatter, først og fremmest ved 3 større arbejder: ''Staternes indvortes Regiering'' i 5 bind ([[1773]]-[[1776]]), ''Staternes udvortes Historie'' i 2 bind (1774-1775) og ''Danmarks og Norges naturlige og politiske Forfatning'', af hvilket værk dog kun
Line 17 ⟶ 19:
Schytte nærede ligesom hans kollega [[Jens Schielderup Sneedorff]] høje tanker om statsvidenskabernes betydning, og ligesom Sneedorff derved bragtes til at skrive sit værk om den borgerlige regering, således var det den samme opfattelse, der for Schyttes vedkommende satte frugt i den nys nævnte produktion. Han mente rigtignok, at hvis det skulle lykkes at fremstille stats- og samfundsforhold fyldigt, ville det være nødvendigt at skrive en mængde bind, hvad livet ikke levnede ham tid til; ja selve det afsnit, som han nåede længst med, staternes indre historie, fik han ikke bragt til ende. Men det var dog noget betydeligt, at han fik udgivet 5 bind af dette, der sikkert i alle henseender er det vigtigste af hans værker.
Hvad der måske først falder i øjnene ved dette skrift, er, at det omfatter langt mere, end vi ville vente efter de krav, vi ville stille til et sådant arbejde. Det giver i virkeligheden alt for meget. Når han nemlig gennemgår de enkelte dele af staternes styrelse, som f.eks. finansstyrelsen med oversigt over statsindtægter og statsudgifter og skattevæsenet, eller, for at tage et andet eksempel, hvad han kalder politiet med justitsvæsenet i det hele taget, giver det ham lejlighed til at dvæle ved de forskellige menneskelige sysler, han behandler da både agerbrug, handel, vindskibelighed (produktion) samt oplysning med videnskab og kunst, og alt det fremstiller han historisk, i det han følger udviklingen deraf fra den tidligste tid og illustrerer sin fremstilling med en mangfoldighed af eksempler og citater.
== Kulturhistorie ==
Line 23 ⟶ 25:
flere henseender gode forudsætninger. Han sad inde med en meget omfattende læsning i mange forskellige retninger, og han var afgjort en åndrig mand, om end undertiden noget søgt åndrig, med en betydelig fremstillingsevne. Vistnok skrev han mindre korrekt og mindre let end Sneedorff, hans sætningsbygning er ikke altid heldig; men han førte en forbavsende livlig pen, og han fremstiller, hvad han vil sige, med stor klarhed. Den forkærlighed, han har for at meddele pikante udtalelser og karakteristiske træk, liver i høj grad op i den pædagogisk-moraliserende tone, som værkets plan let fører med sig.
Videnskabelig taget kan der indvendes adskilligt imod Schyttes værk. For slet ikke at tale om, hvad der følger af sig selv, at man nu ikke kan lære noget af denne naturligvis forældede bog, så skorter det jævnlig på tilstrækkelig skarphed i tanken og i begrebsbestemmelserne, forfatteren har ej heller undgået adskillige gentagelser og på visse steder selvmodsigelser. Også må man i det hele ikke tænke sig værket som grundlæggende noget nyt. Men man har endnu den dag i dag ved at læse det en behagelig følelse af at stå lige over for en ualmindelig livlig intelligent mand, der ønsker at meddele sin samtid belæring af den betydelige viden, han har erhvervet sig.
Og visselig kunne hans samtid lære meget af et sådant skrift på en mængde områder, så meget mere som kundskaben tilbødes i en tiltalende form. Det har virkelig været en stor mængde kundskab, Schytte har
Line 30 ⟶ 32:
== Montesquieu ==
[[Fil:Staternes udvortes Regiering.jpg|thumb|left|Titelbladet til Andreas Schyttes Staternes udvortes Regiering - Første Deel fra 1774.]]
Undersøgelser over statssamfundenes oprindelse og statsforfatningernes væsen og værd var i en del af det 18. århundrede yndlingsemner for dem, der syslede med statsvidenskaberne, og Schytte kom da også ind herpå. For ham som for alle her hjemme var [[Charles-Louis de Secondat Montesquieu|Montesquieus]] ''[[De l'esprit des lois]]'' (Lovens ånd) det banebrydende værk med hensyn til sligt. Det var fra det, de havde modtaget den befrugtende indflydelse, selv om de også i meget var uenige med dets berømte forfatter, og næppe har nogen udtalt sin anerkendelse deraf i stærkere udtryk end Schytte.
Påvirkningen fra Montesquieu er da også let at påvise, især i værkets 1. del. Det er sikkert den, det skyldes, at han med hensyn til opfattelsen af statssamfundenes dannelse fjerner sig fra den da almindelige mening, som naturretslærerne havde bragt i kurs, og som man også træffer hos [[Jean-Jacques Rousseau]], at de havde deres oprindelse i et fælles samtykke hos dem, der dannede dem, eller i, hvad der kaldtes en pagt.
Man mærker også tydelig Montesquieus indflydelse ved Schyttes fremstilling af, hvad han kaldte grundstøtterne for en stat, hvorved han forstod det samme, som Montesquieu kaldte ledende principper; han opstillede nemlig paa den franske forfatters vis æren som grundstøtten i monarkierne, ligesom frygten var det i de despotiske stater, og ligheden, grundet på dyden, var republikkens grundstøtte. Men mens Montesquieu som vel bekendt rokkede det enevældige monarkis grundpiller ved sin berømte fremstilling af den engelske forfatnings fortrin, stillede Schytte sig, ligesom hans forgænger Sneedorff havde gjort, ubetinget under monarkiets fane.
Line 39 ⟶ 41:
Han er, når han kommer ind på politikken, til trods for den interesse, han har for [[England]]s forhold, og den sympati, med hvilken han kan tale om oldtidens republikker eller om samtidige [[Schweiz|schweitserske]] tilstande, dog så loyal en dansk royalist, som nogen kunne være det. Han véd intet skønnere end overdragelsen af [[enevælde]]n til [[Frederik 3.]], intet mere tiltalende end de danske kongers styrelse, og han finder, at når enevælden er forenet med [[kollegium (flertydig)|kollegiestyrelse]], giver den det bedste værn for undersåtternes Lykke og deres borgerlige, ja endog deres politiske frihed.
Det er derfor i det hele langt fra, at Schyttes værk har bragt fart i den politiske eller sociale bevægelse her hjemme. Tvært imod, han passer i mange henseender udmærket ind i den tid, da han skrev sine arbejder, nemlig det [[Ove Høegh-Guldberg|guldbergske]] tidsrum. Således ved den styrke, hvormed han fremhæver statsinteressen ved fastsættelsen af individernes stilling i samfundet og til hverandre, og ved det statstilsyn, som han kræver på mange vigtige punkter. Derfor vil han bl.a. have pressen under skarp kontrol, og derfor er han også i høj grad konservativ med hensyn til [[Landboreformerne|landbospørgsmålet]].
Hvor tit han end fremhæver den personlige friheds store betydning, var han dog, når han skulle behandle de samtidige forhold her i landet, af den mening, at bonden havde så megen frihed, som "Regeringsformen, hans Stand og Forretninger krævede", og han var ikke kommen ud over at opfatte bonden som herremandens tyende. Og samtidig var han en svoren fjende af den [[Fritænkning|fritænkerske]] udvikling i datiden, der af ham betegnes som tøjlesløs frækhed, i det han tillige ret ejendommelig mener, at den kan få farlige politiske virkninger. "Man begynder", siger han, "med Religionen, man ender med Staterne, vi have Fritænkere i begge." Overvejende var det dog af rent religiøse Grunde, at han var fritænkeriets fjende, thi han hørte religiøst ganske til samme positivt kristelige retning som [[Peder Rosenstand-Goiske (teolog)|Peder Rosenstand-Goiske]], Ove Høegh-Guldberg og [[Nicolai Edinger Balle]], selv om han betegnende nok, når han taler om etiske emner, langt mere henter eksempler og citater fra den [[Antikken|klassiske oldtid]] end fra [[det nye Testamente]] og kirkens historie.
| |||