Adam Wilhelm Hauch: Forskelle mellem versioner

Han havde nemlig ved siden af sine embedspligter videnskabelige sysler, navnlig med fysik, og hvis der er nogen sandhed i, hvad der et enkelt sted berettes, at han nærede så megen interesse for videnskaberne, at han endog tænkte på at modtage ansættelse som [[professor]] ved universitetet i [[Göttingen]], hvilken var ham tilbudt, tør muligt deri søges anledningen til hans udtrædelse af den militære løbebane.

Udnævnt til chef for [[Den Kongelige Stald-Etat]] kom han tilbage til Danmark fra en ny større udenlandsrejse 1789. Samme år blev han udnævnt til medlem af direktionen for [[Veterinærskolen]] og for [[Frederiksborg Stutteri|Stutteriet]], hvis ledelse han forestod lige til sin død, og hvorigennem han virkede meget for hesteavlens fremme, ligesom han blandt andet søgte ved foranstaltning af væddeløbskørsler i nærheden af [[Viborg]] at vække interesse for forbedring af trækdyrtyperne. Han, der allerede [[1793]] var blevet [[Dannebrogordenen|Hvid Ridder]], blev [[1794]] kaldet til, som hofmarskal, at stilles i spidsen for hofbestyrelsen og i forening dermed til chef for [[Det Kongelige Teater]] og [[Det Kongelige Kapel|Kapel]], hvorhos samtidig forretningerne som [[ordenssekretær]] blev ham overdragne. Om det end var en vinding for ham ved bestyrelsen af hoffets økonomiske anliggender, at den hele kongelige familie ikke længer boede under samme tag, men at de enkelte hoffer - Kongens, Kronprinsens, Enkedronningens og Arveprinsens med flere - efter [[Christiansborgs brand 1794|Christiansborg Slots Brand]] i februar 1794 havde måttet tage ophold i forskellige bygninger i København, følgen heraf hvoraf blev blandt andet en sondring i deres økonomi, som i alt fald kun delvis havde fundet sted under de forudgående forhold, er der ingen tvivl om, at hans karakter og egenskaber havde, også i denne retning, ydet god virkning og bidraget til fremkaldelse af orden og nøjagtighed i mange forhold. Han var selv punktlig i alt, men forlangte også, uden at tage imod undskyldninger eller forklaringer, punktlighed af enhver; en prompt, nøjagtig og uvægerlig pligtopfyldelse banede langt lettere vej til hans gunst end de mest glimrende evner. Hans i al sin simple naturlighed fornemme væsen og den korte, afgørende og faste tone, hvori han gav instruktioner og befalinger, ytrede velvilje eller mishag, behagede vel ikke overalt, men ingen vovede let lige over for ham at tilsidesætte ærbødigheden. For resten tillod han sig aldrig med vidende mindste uret. At han igennem disse egenskaber og ved sin hele færd måtte stige i gunst hos sit høje herskab, fulgte af sig selv i betragtning af, at der deri var meget tilfælles med kronprinsregentens arbejdsomhed, udtryksmåde, medfødte sans for tarvelighed og pligtopfyldende tilbøjelighed.

Allerede [[1798]] udnævntes Hauch, lidt over 43 år gammel, til overhofmarskal, og kun modstræbende var der kort forinden blevet bevilget ham den af ham ansøgte afsked som chef for Det Kongelige Teater, hvilket embede han dog [[1801]], meget imod sit ønske, atter måtte overtage; men som en under ethvert forhold regenten tro, hengiven og strengt lydig tjener så han i anmodningen en befaling, hvilken det var hans skyldighed at efterkomme. Det lykkedes ham vel ikke at tilfredsstille til alle sider, og han lagde måske også for megen vægt på de økonomiske spørgsmål, hvilket endog gav digteren [[Christen Henriksen Pram]] anledning til at anvende følgende strofer på ham, nemlig at han

Men endskønt dette embede, i følge hans egne udtalelser, havde været det byrdefuldeste af alle dem, han havde beklædt, holdt han dog trolig ud. Da forretningerne imidlertid efterhånden vare blevne ham aldeles utålelige, søgte og opnåede han sin afsked 1811. Han vedblev dog at være chef for kapellet lige indtil sin død og holdt i denne post så omhyggelig over sin stillings selvstændighed, at teaterdirektionen ofte havde store vanskeligheder ved sit samarbejde med ham. Overhovedet holdt han overmåde meget på sin embedsmyndighed og på sit eneherredømme inden for dette område.

Efter et par måneders svagelighed døde han 26. februar 1838 i sin embedsbolig i [[Christian VII's Palæ]] på [[Amalienborg]]. Han var gift ([[22. december]] [[1789]]) med Vibeke Magdalene [[Brockenhuus]] (27. februar 1764 i København - 8. juni 1830 sammesteds), datter af [[gehejmekonferensråd]] [[Henrik Adam Brockenhuus]], men dette ægteskab var barnløst.

Med megen iver gik han op i Frimurerordenens filantropiske arbejder, og især interesserede han sig for blindesagen. Den fik især støtte fra [[Kædeordenen]], som Hauch også var medlem af. Hauch tog [[1829]]–[[1830|30]] initiativet til oprettelsen af "Bespisningsanstalten for trængende i Kjøbenhavn".