P.D. Bast: Forskelle mellem versioner

 

Efter at være dimitteret fra [[Nakskov]] [[Latinskole|Skole]] 1767 lå han i længere tid på [[Borchs Kollegium]] og var en nøje universitetsven af [[Johannes Ewald]]. I 1778 tog han [[attestats]]; men gejstlig virksomhed lå endnu fjærnt fra hans tanker. Han beskæftigede sig mere med de skønne videnskaber og dyrkede [[Engelsk (sprog)|det engelske sprog]], hvad der i hin tid var temmelig sjældent her hjemme. Af det mislykkede ''Almindelig dansk Bibliothek'', den blå bog, en slags forløber for ''Minerva'', var han medudgiver (1778-80) og hørte her til tidens uheldige versemagere, der ville fremelske [[ballade]]poesien på ny. I 1782 udkom ''Poetiske Forsøg'', hvor han også forsøgte sig i at skrive [[epigram]]mer. Den i sin tid yndede [[drikkevise]] ''Kommer, Venner, tager Sæde'' er af Bast. Men alvorligere studier var dog ikke fremmede for ham. Tidligere end [[Bastholm]] har han syslet med [[stoiker]]ne (''Stoikernes Tanker over Skæbnen og Forsynet'', 1782), og før han blev præst, udgav han efter [[John Hervey|Herveysk]] mønster åndelige taler og betragtninger over Guds almagt (1780), hvor den hule [[pathos]], som senere fulgte ham som [[prædikant]], allerede lagde sig for dagen. Sin præstegerning begyndte han i [[Næstved]] 1782; fik et par år efter [[professortitel]]; forflyttedes 1787 til [[Søllerød]] og blev 1788 [[sognepræst]] ved [[Vor Frue Kirke (København)|Vor Frue Kirke]] i København og [[stiftsprovst]]. I dette embede virkede han til sin død. Dagen i forvejen prædikede han, men ramt af et [[apoplektisk]] tilfælde måtte han bæres ned af [[prædikestol]]en. Han havde et smukt og temmelig imponerende ydre, men tillige noget forfængeligt og affekteret i hele sin optræden, hvad der gav stof til adskillige pudsige fortællinger om ham.