Peder Olivarius Bugge: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata
m der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
'''Peder''' (''Peter'') '''Olivarius Bugge''' ([[2. december]] [[1764]] i Holt ved [[Tvedestrand]] - [[6. december]] [[1849]] i [[Trondhjem]]) var en norsk biskop og politiker, søn af provst [[Søren Bugge]], far til [[Søren Bruun Bugge|Søren Bruun]] og [[Frederik Moltke Bugge]].
 
'''Peder''' (''Peter'') '''Olivarius Bugge''' ([[2. december]] [[1764]] i Holt ved [[Tvedestrand]] - [[6. december]] [[1849]] i [[Trondhjem]]) var en norsk biskop og politiker, søn af provst [[Søren Bugge]], far til [[Søren Bruun Bugge|Søren Bruun]] og [[Frederik Moltke Bugge]].
 
== Liv og virke ==
 
Han tog 1784 filologisk, 1786 teologisk eksamen, 1787 magistergraden, var 1787-90 [[sognepræst]] på Sjælland, blev der efter sin faders efterfølger i [[Vanse]] ved [[Farsund]], 1799-1803 sognepræst i [[Fredericia]], 1804-42 [[biskop]] i [[Trondhjem]]. Bugge fandt ved sin tiltræden til bispeembedet dettes sager i uorden og dets indtægter beskårede, hvilket havde til følge, at han kom i strid med kancelliet i København, der blev skive for den stridslystne og skarptungede prælats bidende kritik og [[spot]]tegloser. Det endte med, at han 1813 af kongen fik tildelt en "fortjent og alvorlig irettesættelse", mens en påtænkt afsættelse ikke længere lod sig gennemføre, om ikke af anden grund, så fordi de politiske begivenheder i og angående Norge snart skaffede regeringen i København andet at tænke på. I disse begivenheder spillede Bugge en fremtrædende rolle: han havde længe stået i korrespondance med prins [[Christian Fredrik]], og fra januar 1814 trådte den stærkt politisk interesserede Bugge i et personlig fortroligere forhold til ham som rådgiver og ivrig forfægter af Norges løsrivelse fra Danmark og sin vens kandidatur til Norges trone. Bugge var for længst en bitter modstander af det danske styre, stærkt påvirket af den fremspirende engelske liberalisme, og brugte med lige så megen energi som held sin indflydelse hos prinsen til at få ham til at godkende folkets suverænitet som grundlag for den konstitutionelle forfatning, hvilken selvstændighedspartiet snart skulle sætte al magt ind på at gennemføre. Et af året 1814’s mange grundlovsudkast (optrykt i Y. Nielsen: ''Bidrag til Norges Historie 1814'', I) skyldes Bugge, der også, uden at være medlem af rigsforsamlingen, opholdt sig på [[Eidsvold]] under dennes samvær der som prinsens gæst og omgangsfælle.
 
== Sveriges håndlanger ==
 
På det første ordentlige storting 1815-16 mødte Bugge som 1. repræsentant for Trondhjem og valgtes til odelstingspræsident og vicepræsident i stortinget foruden, at han var medlem af en række vigtige komiteer. Hos Karl Johan stod Bugge til at begynde med alt andet end i gunst, men der gik ikke ret lang tid, før Bugge havde forsonet sig med monarken og de nye tilstande, og ved kongens kroning i Trondhjem 7. september 1818 holdt Bugge en tale, der noksom viste hvilket overvældende indtryk, Karl Johan’s personlighed havde gjort på ham, men som indbragte den for tvetungethed mistænkte prælat demonstrativt mishag fra hans medborgeres side, idet de samme aften slog hans vinduer ind. Krænket og misfornøjet trak Bugge sig her efter tilbage fra politikken.
 
== Striden med det norske kirkedepartement ==
Line 15 ⟶ 17:
== Pietist ==
 
Bugge, der i sine yngre år tilhørte den rationalistiske retning, blev med årene stærkt påvirket af [[Herrnhutismen]] og gav sig mere og mere hen til missionering i [[pietisme|pietistisk ånd]] med bibellæsninger og opbyggelsesmøder.
 
== En modsætningsfyldt personlighed ==
 
Bugge var en sjælden rigt udrustet personlighed, rig også på karaktermodsætninger: med tilsyneladende skånselsløshed i sin dom over dem, der kom ud for hans kritik, var han mild og hjælpsom indtil den højeste selvopofrelse over for dem, der søgte ham af nød eller som sjælesørger. Selv usædvanlig lærd, blandt andet latiner om en hals, var han en varm ven af de klassiske studier og af en grundig teologisk dannelse. 1803-15 var han vicepræses, 1815-20 præses i [[Videnskabernes Selskab i Trondhjem]]. En række interessante breve fra Bugge, udgivne af M. Birkeland i "''Bidrag til Norges Historie 1814''" (1858), kaster Lys over ham som Menneske og Politiker.
 
== Litteratur ==