Peter Jerndorff: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Glenn (diskussion | bidrag) m linkændr |
PalnaBot (diskussion | bidrag) m der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB |
||
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
{{wikify|dato=august 2011}}
{{Infoboks skuespiller
Line 26 ⟶ 28:
'''Peter William Jerndorff''' ([[24. november]] [[1842]] i [[København]] – [[23. december]] [[1926]] sammesteds) var en [[Danmark|dansk]] [[skuespiller]] og fætter til [[August Jerndorff]].
Jerndorff havde gennemgået en lang [[uddannelse]], der strakte sig over frivillig deltagelse i [[krigen 1864]] med efterfølgende [[løjtnant]]charge til [[medicinsk embedseksamen]] (1870), inden han gav efter for trangen til at blive skuespiller og hos [[Ludvig Phister]] lærte den klare [[diktion]], der senere blev et særkende for hans kunst. Han debuterede [[17. februar]] [[1871]] som ''Aage'' i "[[Mester og Lærling]]" og viste sig i besiddelse af en smuk [[Stemmeleje|sangstemme]], hvis vellyd erstattede, hvad han som romantiker manglede i ydre skønhed og individuel poesi.
Da hans vokale evner var store nok til så fordringsfulde partier som [[Farinelli]], [[Gounod]]s og [[Arrigo Boito|Boïto]]s "[[Faust]]" samt ''Vilhelm Meister'' i "[[Mignon]]", betød det mindre, at hans bløde og sirlige væsen virkede spinkelt i skuespillet ved siden af [[Wilhelm Wiehe (1826-1884)|Vilhelm Wiehe]]s kraft og [[Emil Poulsen]]s myndighed. Jerndorff fik efterhånden et mangesidigt repertoire, og hans fremstillinger bar altid præg af refleksion og kultur, men det blev dog i roller, der krævede det modsatte af temperamentsfuld styrke og karakterfasthed, at han ydede sin egenlige kunst, hvad enten skikkelserne var af alvorlig art som Dr. Rank i »[[Et dukkehjem|Et Dukkehjem]]«, Visberg i »Gulddaasen« og pastor Manders i »[[Gengangere (drama)|Gengangere]]« eller komisk farvede som den smægtende prins Paris i »Ulysses v. Ithacia«, den gratiøse tolk i »Don Ranudo«, den umandige poet i »Den ny Barselstue«, den sølle løjtnant Skjoldborg i »Under Snefog«, på samme tid overlegen ligegyldig og ynkværdig hjælpeløs, den selvbehagelige adjunkt Rørlund i »Samfundets støtter«, den letfodede, drilske nar i »[[Helligtrekongersaften (skuespil)|Helligtrekongers aften]]«, hvis slutningsvise blev sunget med et nuanceret foredrag, samt den sv. dansemester i »Aprilsnarrene«, hvori J.’s tidstypiske satire fejrede en triumf. 1890 blev han kongelig ansat og var den eneste af teatrets kunstnere, som med fuld ret kunde bærer prædikatet »kongelig skuespiller«.
Line 42 ⟶ 44:
{{FD|1842|1926|Jerndorff, Peter}}
{{Autoritetsdata}}
[[Kategori:Teaterskuespillere fra Danmark]]
[[Kategori:Danskere i 1800-tallet]]
| |||