Sophus Heegaard: Forskelle mellem versioner

Heegaard blev [[student]] [[1853]] fra [[Frederiksborg Gymnasium og HF|Frederiksborg lærde Skole]]. Han vaklede mellem [[astronomi]] og [[teologi]] som studiefag, valgte sidstnævnte, blev [[1858]] [[cand. theol.]], men teologisk virksomhed lå ikke for ham, og han gik over til filosofien og blev [[1860]] [[magister]] i filosofi.

Året efter blev han [[Dr. phil.]] på afhandlingen ''Den [[Herbart]]ske Filosofi''. [[1866]] kom hans ''Indledning til den rationelle Etik''. Hjemkommen fra en rejse i udlandet lod han [[1867]] ''Professor Nielsens Lære om Tro og Viden'' udkomme, i hvilket skrift han filosofisk brød med [[Rasmus Nielsen (filosof)|Rasmus Nielsen]] og den [[spekulativ filosofi|spekulative filosofi]].

Han forlangte gode grunde i filosofien og ville ikke nøjes med subjektive meningstilkendegivelser og kan fra da af betegnes som kritisk filosof. [[1870]] blev han ansat som [[docent]] og udgav året efter ''Den formelle Logik'', der var et led i hans kamp mod spekulationen.

Anonymt skrev han, til dels af [[økonomisk]]e grunde, en række [[romaner]], ''Dobbeltgængeren'' (1871), ''Et Handelshus'' (1871), ''Familien Gorm'' (1872) og ''Urolige Tider'' (1874) samt [[humor]]istisk-[[satir]]iske småartikler i "[[Illustreret Tidende]]", der udkom samlede under titlen ''Øjebliksfotografier'' (1874).

[[1875]] blev han [[Hans Brøchner|Brøchners]] efterfølger som [[professor]] i filosofi. Først [[1878]] kom et nyt filosofisk skrift ''Om Intolerance'', et lille lejlighedsskrift, der gjorde ham bekendt i videre kredse. Hans [[forelæsninger]] fra de følgende år "vil for mange af hans Tilhørere staa som uforlignelige", ifølge [[Kristian Kroman|Kroman]].

[[1880]] blev han ved eksamen ramt af et [[apoplektisk]] tilfælde. På en rejse til [[Italien]] fik han et nyt anfald, mistede sin datter og var fra nu af helt knækket sammen. I den [[1883]] fremkomne 2. udgave af hans på [[Kultusministeriet]]s foranledning skrevne, 1880—[[1881|81]] udkomne [[lærebog]] i [[pædagogik]] meddelte han, at han i sin lidelse og sorg nu havde fundet hvile i [[kristendommen]].

Han karakteriseres som en bundærlig og kritisk natur, med "udpræget Trang til Klarhed og en næsten alt andet overvældende Interesse for at vinde Løsning paa Livets højeste og dybeste Gaader" (Kroman).