August Regenburg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PalnaBot (diskussion | bidrag) |
|||
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
[[Fil:TAJ Regenburg by Edward Monsrud (Johannes Hoffmann 1844-1920).jpg|thumb|T.A.J. Regenburg, buste af [[Johannes Hoffmann]].]]
[[Fil:Dendanskesprogordning1913.png|thumb|Sprogreskripters områder i Sønderjylland]]
'''Theodor August Jes Regenburg''' (født [[20. april]] [[1815]] i [[Aabenraa]], død [[7. juni]] [[1895]] i [[København]]) var en dansk-slesvigsk [[departementschef]] og [[stiftamtmand]]
Regenburg var en søn af præsten Jacob Regenburg og Anna Theodora Barbara, født Wetche. Faderen døde [[1821]], og efter at August Regenburg havde modtaget undervisning dels i fødebyen, dels i Bjolderup præstegård, optoges han [[1829]] som elev på [[Sorø Akademi]], hvorfra han dimitteredes [[1835]], og tog [[jura|juridisk]] [[embedseksamen]] i [[Københavns Universitet|København]] [[1841]].
Året efter trådte han ind i [[danske Kancelli]] som volontær og knyttedes nøje til statsminister [[Poul Christian von Stemann]], hvis personlighed og synsmåder i høj grad påvirkede ham. I kancelliet, hvor han [[1848]] blev kancellist, afbrødes hans bane [[1849]], i det kammerherre [[Frederik Ferdinand Tillisch]] ved sin udnævnelse til medlem af den slesvigske bestyrelseskommission bestemt forlangte at få Regenburg med til [[Flensborg]] som sin privatsekretær. Under de bevægede forhold [[1849]]-[[1850|50]] havde Regenburg rig lejlighed til at sætte sig ind i sit hjemlands tilstande, og [[1. september]] 1850, kort efter [[Slaget ved Isted]], stilledes han midlertidig i spidsen for Fforvaltningen af Hertugdømmets Kirke- og Skolevæsen, uagtet den offentlige mening, særlig i Flensborg, var yderst virksom for at sikre professor [[Christian Flor]] denne stilling.
Under Tillisch's overledelse blev det således den 35-årige Regenburgs opgave at reorganisere Slesvigs Kirke og skole, der ved krigen var bragte i stærk forvirring, og at gennemføre den mellemslesvigske sprogordning. Næsten hele gejstligheden var kompromitteret, henimod 80 præstekald stod ledige, og de lærde skoler var lukkede; men ved sin store arbejdsevne, autoritære myndighed og vågne interesse for personer lykkedes det ham hurtig at skabe ordnede tilstande og at knytte dygtige kongerigske kræfter til de slesvigske menigheder og skoler.
Den mellemslesvigske sprogordning (sprogreskripterne), for hvilken Regenburg bærer hovedansvaret, var, etnografisk set, mønstergyldig, i det ikke en eneste tysk folkedel underkastedes nogen som helst sprogtvang; derimod var den, rent sproglig set, mindre vellykket, fordi den behandlede de brogede forhold i Mellemslesvig med snart udelukkende dansk, snart dansk og [[plattysk]], snart overvejende plattysk folkemål efter den samme ensformige regel, og i politisk henseende var den skadelig, dels fordi den kølnede [[Rusland]]s og [[England]]s interesse for os under de vanskelige forhandlinger om Hertugdømmets statsretlige stilling, der førte til kundgøreisen af [[28. januar]] [[1852]], dels fordi den i de følgende år nærede en fjendtlig agitation i Mellemslesvig, som særlig efter kejser [[Nikolaj 1. af Rusland]]s død
| |||