Thomas Thaarup: Forskelle mellem versioner

Faderen blev senere, rimeligvis efter at være gået fallit, tolder på [[Læsø]], og sønnen blev så sat i [[Helsingør]]s lærde Skole, hvorfra han [[1768]] blev dimitteret til [[Københavns Universitet|Universitetet]]; det følgende år tog han 2. eksamen, men videre nåede han ikke i embedsstudierne, da han af naturen var noget doven og desuden tidlig blev optaget af litterære sysler.

Da det danske Litteraturselskab blev stiftet i [[1775]] af [[Johannes Ewald]]s venner og beundrere, blev han medlem deraf, og i det brev, hvormed [[Werner Hans Frederik Abrahamson]] underrettede Ewald om Selskabets stiftelse, omtales han som et af dets mest lovende medlemmer.

Hans første poetiske frembringelser er de utrykte bidrag, han i henhold til de gældende bestemmelser indleverede til Selskabet. Hans første trykte arbejde er, så vidt man ved, et digt: ''Ved en ung Piges Grav'', som han i [[1774]] anonymt fik optaget i ''[[Adresseavisen]]''.

Det første arbejde, hans navn står under, er en ode, som blev offentliggjort i den samling sange, ''Over Indfødsretten'', der blev udgivet [[1777]]. Digtet gjorde ikke lykke, blev endogså parodieret, bl.a. på grund af dets underlige strofebygning. Slutningen af [[1770'erne]] var [[Den unge Werthers lidelser|Werther-feberens]] tidsrum, og [[Knud Lyne Rahbek]] nævner i sine erindringer udtrykkelig Thaarup som en af de angrebne; han mener, at den ulykkelige kærlighed, han led af, "upaatvivlelig blev hans Digterheld". De digte, Thaarup offentliggjorde på denne tid, vidner da også tydelig nok om, at han var bleven indrulleret i "de ulykkelige Elskeres" hær.

I ''Almindeligt dansk Bibliothek'' [[1778]] lod han saaledes, anonymt, indrykke en [[elegi]], som Rahbek "stedse har anset for et Mesterstykke i sit Slags". Digteren udtaler sin smertefulde forvisning om, at hans elskede Julie engang vil glemme ham i en andens arme. "O! kan du smile rolig fra en anden Elskers Barm? Gid du kunde, min udvalgte Pige; thi du bør at vorde lykkelig."

Det er dog først i [[1782]], at han offentliggør et digt, der fortjener opmærksomhed. I det nævnte år udsatte et af medlemmerne i [[Drejers Klub]] en præmie for en god sang. [[Johan Herman Wessel]] skrev i den anledning: ''Brodne Kar i alle Lande'', og han betragtedes i begyndelsen som selvskreven til at få præmien; men så kom Thaarups digt ''Fødelandskjærlighed'', og et af medlemmerne, historikeren [[Jørgen Kierulf]], blev så begejstret over det, at han fik det tilkendt prisen.

Det store håb, som Thaarups venner havde sat til ham, syntes imidlertid ikke at skulle gå i opfyldelse; i november 1782 skriver Rahbek i et brev: "Næppe har det nogen Tid set tyndere ud paa det danske Parnas: Ewald død . . . Wessel, som før sang til sin Drik, drikker nu til sine Sange, [[Christen Henriksen Pram|Pram]] synger Aviser osv. . . . altsaa hviler det hele Haab nu paa Thaarup og kanske paa Hwiid, men Thaarup er for doven.» Tilmed var Thaarup på dette tidspunkt blevet optaget på anden måde. I 1781 blev han nemlig udnævnt til lærer i [[historie]], [[geografi]], [[filosofi]] og de skønne videnskaber ved Søkadetakademiet.

1784 betegner imidlertid et opsving i Thaarups digtning som i det hele taget i vort lands udvikling. Alle fremskridtsmænds håb stod jo til [[Frederik 6.|kronprinsen]], og allerede [[28. januar]] samme år hilste Thaarup denne, på hans fødselsdag, med et kønt, mandigt digt: ''O, Kongesøn! Gid Smigers Stemme -- dig ej forføre til at glemme, -- at Jordens Gud er Støvets Søn!''

Hermed åbner Thaarup rækken af sine patriotiske sange, der vandt ham så almindelig anerkendelse, at man betragtede ham som selvskreven til ved alle højtidelige lejligheder, både på vers og prosa, at udtale folkets stemning over for kongehuset.

Thomas hen, -- helt ofte bærer han gode Raad -- til selve Danmarks Konning".

Den digtart, vi møder i dette stykke, er den dramatiske idyl. Tilløb til den har vi ganske vist i den tidligere litteratur, bl.a. hos Johannes Ewald; men det er dog Thaarup, der bliver dens egentlige skaber med «Høstgildet».

Af handling og karaktertegning er der meget lidt i dette arbejde; det, der bærer det, er den lyriske, idylliskelegiske tone, som særlig kommer frem i de indlagte sange (''Nys fyldte skjøn Sired det attende Aar'', ''Fædrene Bolig, o straatækte Hytte'' og flere). Det er egentlig ''Høstgildet'', som bringer den danske bonde ind i litteraturen, vel at mærke ikke som en fordrukken og forkuet "[[Jeppe på Bjerget]]", men som en mand, man kan have agtelse og sympati for; thi kongen "har adlet Bondens Stand", "Adel kan en Bonde være", og han kan "føle under Vadmels Kofte". Det er bønder, som ikke "sælge deres Døtre" til den, der møder med det største [[hartkorn]], de er oplyste og udviklede, har sans for fædrelandet og [[almenvellet]] osv. Det er en fremtidsskikkelse, Thaarup her maler, ikke bonden fra 1790, der, lige løst fra [[stavnsbåndet]], endnu duknakket og halv sløv traskede bag ploven hen over [[hoveri]]marken.

''Høstgildet'' blev ved opførelsen modtaget med begejstring; "fra Tronen til Hytten, i Hovedstaden og paa Landet", skriver en samtidig anmelder, "nynner og spiller og synger man Stykkets fortræffelige Sange. Baade Digtet og Musikken ere blevne en Nationalejendom."

Den lykke, ''Høstgildet'' gjorde, gav Thaarup lyst til et nyt forsøg i samme retning, og så skrev han ''Peters Bryllup'', et syngespil i 2 akter ([[1793]]). I dette arbejde tager han handlingens tråd fra det første stykke op og fører den videre; som helhed står det imidlertid tilbage for ''Høstgildet'', men det har på den anden side mindst lige så stemningsfulde sange som det (f.eks. ''I Dalens Skjød en Hytte laa'', ''I Østen sølvblaa Dagen smiler'', ''Ung Adelsten paa Tinge stod'' og andre).

Thaarup havde i sin tid også et stort navn som taler; i 1782 udgav han en tale, som han havde holdt på Søkadetakademiet i anledning af en baron Wedels død, senere andre af lignende art (f.eks. hans sørgetale over [[Henrik Gerner]]).

Der kan en gang imellem være en vis kraft i disse taler, men de skæmmes af tidens sædvanlige tilbøjelighed for det svulstige, det bombastiske.

I [[1813]] udgav Thaarup ''Moses og Jesus eller om Jødernes og de kristnes intellektuelle og moralske Forhold'', en oversættelse af et tysk skrift (af [[Friedrich Buchholz]]); både i selve skriftet og i den forerindring, hvormed han ledsagede oversættelsen, rettes der mange fanatiske og usande beskyldninger mod jøderne, at deres særkende er "Egennytte, Grumhed og Ladhed m. m.".

I [[1794]] fratrådte Thaarup sin stilling ved Søkadetakademiet og blev samme år udnævnt til medlem af teaterdirektionen; [[1800]] fik han afsked fra denne stilling i nåde og pension og levede siden mest på en gård ([[Sophiehøj]]), som han havde købt i [[Smidstrup (Rungsted Sogn)|Smidstrup]] ([[Hørsholm Sogn]]).

Som digter var Thaarup den blide idyls digter, som menneske var han en hvas og temmelig hensynsløs natur. H. C. Sneedorff sang om ham: "Hans Tale var hvas som Biens Brod, -- hans Sange var som dens Honning". Han var gift med Sophia Magdalena født Lund (født [[1751]] død [[3. juni]] [[1819]]).

12. juli 1821 døde han og blev begravet på [[Hørsholm Kirke]]gård.