Vilhelm Birkedal: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
PalnaBot (diskussion | bidrag) |
||
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
[[Fil:Vilhelm Birkedal by Thora Hallager.jpg|thumb|200px|Vilhelm Birkedal]]
'''Schøller Parelius Vilhelm Birkedal''' ([[7. december]] [[1809]] på Ålebækgård på [[Møn]] – [[26. juli]] [[1892]]) var en [[Danmark|dansk]] [[præst]].
I naturskønne omgivelser og sammen med æstetisk dannede mennesker henlevede Birkedal sin barndom. [[1824]] blev han sat i lære på "Kong Salomon's Apotek" i [[København]], men det holdt han kun ud i 6 dage; han ville til [[Grækenland]] for at deltage i frihedskampen. Det fik man ham dog snakket fra, og han blev sat i [[Borgerdydskolen]] på [[Kristianshavn]].
[[P.A. Fenger]]s [[religionsundervisning]] greb ham dybt, han blev ham "næsten et Forbillede paa, hvorledes en Kristen og Præst skulde være". [[1829]] blev Birkedal [[student]]. Sammen med højt begavede jævnaldrende ([[C.C. Hall]], [[D.G. Monrad]], grev [[F.M. Knuth]], [[C.F. Allen]] og flere) levede han et rigt studenterliv, æstetisk begejstret for [[Oehlenschläger]], i hvis hus han kom, religiøst påvirket af [[J.P. Mynster]] og [[teologi]]sk uddannet ved [[Hans Lassen Martensen|Martensens]] [[manuduktion]].
[[1834]] blev han [[cand. theol.]] og, efter en tids [[lærer]]virksomhed, [[1837]] [[kateket]] i [[Ringkøbing]]. Herovre blev han en afgjort discipel af [[Grundtvig]]. [[1840]] blev han [[sognepræst]] i [[Sønder Omme]] og [[Hoven]] i [[Ribe Stift]], [[1849]] i [[Ryslinge]] på [[Fyn]]. Overalt flokkedes man om den trosvarme og ildfulde [[prædikant]], der forstod at vække både kristelig og folkelig.
[[1864]]-[[1866|66]] var Birkedal medlem af [[rigsrådet]], hvor han sluttede sig til [[det Nationale Venstre]], hans [[nationalliberal]]e ungdomsvenner var ham for åndsaristokratiske, [[Bondevennerne]] for snæversindede og egoistiske; her talte han med Kraft mod [[2. slesvigske krig|fredsslutningen 1864]] og i den følgende tid til fordel for den gamle [[grundlov]].
Sommeren 1864 endte han den sædvanlige [[kirkebøn]] med de ord: "Gud give Kongen et dansk Hjerte, om det er muligt", i hvilken anledning der blev rejst en undersøgelse, som
dog ingen direkte følger fik; men da han i rigsrådet [[2. september]] [[1865]] skarpt havde
angrebet ministeriet og dets politik, blev han den [[22. september|22. samme måned]] [[afsked]]iget.
Hans menighed vilde ikke slippe ham, og uden at ville træde ud af [[Folkekirken]] blev han ved med at holde [[gudstjeneste]], først i en [[lade]], senere i den ved frivillige gaver opførte [[Nazarethskirke]] i Ryslinge. Ved [[Valgmenighed]]sloven af [[15. maj]] [[1868]] godkendtes denne frie menighed som en valgmenighed inden for Folkekirken.
Da [[det forenede Venstre]] dannedes, trådte Birkedal bestemt op imod det, hvorimod hans menigheds flertal sluttede sig til det, og da de [[politisk]]e bølger gik højt i [[1880'erne]],
holdt han det for bedst at trække sig tilbage; [[1885]] tog han afsked med sin menighed. Sine
sidste år tilbragte han på [[Vældegaard Kvindeskole]] i [[Gentofte]], virksom til det sidste for det kirkelige og nationale livs fremvækst.
Birkedal var en af Grundtvigs mest fremragende disciple, kirkelig og folkelig gik han i mesterens spor, men uden at lægge sig i åg hverken for ham eller nogen anden. Han var en poetisk
begavelse, præget i Oehlenschlägers skole, men hans digteriske produktion skæmmes ikke sjælden ved platheder, som opfordrer til karikatur.
Som prædikant var Birkedal en af den danske kirkes ypperste; dyb inderlighed, poetisk flugt,
henrivende og smeltende [[veltalenhed]] parret med megen [[sjæl]]ekundskab; tit anslår han
strenge, som minder om den bedste [[middelalder]]lige [[mystik]] (se ''Synd og Naade'', 6. oplag
[[1883]] og ''Daglig Husandagt til Oplysning og Opbyggelse for Troende og Døbte'', 4. oplag [[1879]]'').
Hans offentlige færd prægedes af en djærv og uegennyttig [[sandhed]]skærlighed og [[frihed]]sbegejstring; på politisk forsynlighed, undertiden takt, skortede det, men for kirkens og
| |||