Ólafur Stefánsson (stiftamtmand): Forskelle mellem versioner

Stefánsson var søn af præsten Stefán Ólafsson og dennes 1. hustru, Ragnheiður Magnúsdatter, blev født på [[Höskuldsstaðir]] i det nordlige [[Island]] og blev i ung alder forældreløs. Han dimitteredes fra [[Latinskole]]n på [[Holar]] til [[Københavns Universitet]] [[1751]], blev [[jura|juridisk]] [[kandidat]] [[1754]] og ansattes som bogholder ved fabrikkerne i [[Reykjavik]], beskikkedes [[1756]] til vicel[[agmand]], adjungeredes [[1764]] [[amtmand]] [[Magnus Gíslason]] og udnævntes efter dennes død [[1766]] til amtmand over Island.

Med Ólafur Stefánssons udnævnelse til stiftamtmand havde for første gang en indfødt islænder fået landets øverste styrelse i hænde, og omtrent samtidig tilfaldt de fleste vigtigere embeder i landet hans Sønner eller nære slægtninge. Han var afholdt ved sin personlige elskværdighed og godgørenhed; man anerkendte hans sunde omdømme og landøkonomiske indsigt. Han havde også med iver virket for næringsvejenes udvikling og en bedre ordning af handelsforholdene, ligesom han hørte til den kreds af mænd, der i moderne reformer så betingelsen for Islands fremtid, om han end optrådte forsigtig og eftergivende. I sin embedsgerning, særlig som stiftamtmand, har han dog næppe ydet noget fremragende, tilmed var forholdene vanskelige så vel på grund af landets forarmelse som ved personlige modsætninger inden for de styrendes kreds. Med årene indsneg der sig uregelmæssigheder eller i alt fald nogen slaphed i hans bestyrelse, hvad der [[1803]] førte til nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af hans embedsførelse. Dette foranledigede hans afsked [[1806]], som dog bevilgedes ham på gunstige vilkår og med titel af gehejme[[etatsråd]].