Olof von Dalin: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Intro |
PalnaBot (diskussion | bidrag) |
||
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
[[Fil:Olof von Dalin.jpg|thumb|Olof von Dalin.]]
'''Olof Dalin''', [[adlet]] ''von Dalin'', (født [[29. august]] [[1708]] i [[Vinberg]] i [[Halland]], død [[12. august]] [[1763]] i [[Drottningholm]]) var en [[Sverrig|svensk]] [[digter]] og [[historiker]].
Dalin, som var søn af en [[præst]], blev tidlig faderløs. Om hans ungdom ved man meget lidt. Han blev [[student]] fra [[Lund (Sverige)|Lund]], hvor han kom under indflydelse af [[filosof]]fen [[Anders Rydelius]], der utvivlsomt har påvirket ham. På anbefaling af denne blev han [[1727]] [[huslærer]] hos [[friherre]] [[Rålamb]]; senere blev han ansat ved ''[[Kanslikollegiet]]''.
Da var det, at der [[1732]] begyndte at udkomme et [[ugeblad]], ''Then swänska Argus'' af en art, som man aldrig før havde kendt i Sverige; det indeholdt små kvikke [[artikel (skrift)|artikler]], [[afhandling]]er, [[fabler]], [[digte]] osv., alt sammen så let, så friskt og så aktuelt, at det gjorde den største lykke hos alle; det fik, ligesom [[Steele]]s ''[[The Tatelr|Tatler]]'' og [[Addison]]s ''[[The Spectator (1711)|Spectator]]'' 20 år i forvejen, indpas i alle familier og læstes af alle [[stænder]], aldere og køn; "man glædede sig til ethvert nyt nummer, som når man går til bords med en sulten mave", siger en af Dalins yngre samtidige.
Hvem forfatteren var, vidste ingen, og han var klog nok til at spænde nysgerrigheden til det yderste ved omhyggeligt at bevare sin [[anonymitet]]. Man kunde ikke tro, at een mand kunde være i besiddelse af så megen verdenserfaring, så megen modenhed i sine domme og tillige af så megen lethed og elegance i formen; det måtte være flere, der havde slået sig sammen. Denne antagelse bestyrkedes ved, at bladet selv udgav sig for redigeret af en kreds af mænd af forskellige livsstilling og karakter; dette var i virkeligheden kun en fiktion, hvortil ideen var hentet fra ''Spectator'', og udgiveren lod den forholdsvis hurtigt falde.
Endnu inden udgiverens anonymitet var røbet, blev der af rigets stænder i en skrivelse til regeringen henstillet, at den ubekendte Argus, der havde gjort sig så højt fortjent ved sine nyttige og smukke skrifter, måtte betænkes med en anstændig forfremmelse; dette skete [[1737]], da Dalin, efter at være blevet kendt som forfatter, blev [[kongelig]] [[bibliotekar]].
Snart fik Dalin lejlighed til at bruge sine evner på et nyt område. Den kongelige svenske skueplads var åbnet 1737, og til dens brug skrev Dalin både en [[komedie]], ''Den Afundsjuke'' og en [[tragedie]], ''Brynilda eller den olyckliga kärleken''. Komedien er, som alt titlen viser, mindre i [[Holberg]]s end i [[Molière]]s stil, idet den revser en moralsk fejl, ikke en naragtighed; den mangler også i høj grad Holbergs lune. Emnet til tragedien var intet mindre end Nordens største [[heltesagn]], [[Völsung-sagnet]], men rigtignok bearbejdet i fransk stil.
1739-40 foretog Dalin en længere [[Dannelsesrejse|udenlandsrejse]], på hvilken han særlig opholdt sig i [[Paris]], hvortil hele hans åndsretning og litterære udvikling drog ham. Af den derværende svenske gesandt, [[Tessin]], blev han indført i videnskabelige kredse, hvor navnlig hans sans for historisk forskning blev vakt.
Efter hjemkomsten skrev han blandt andet satiren ''Aprilvärk om vor härliga tid'', og den ypperlige ''Sagan om hästen'' en [[allegori]]sk skildring i [[Jonathan Swift|Swifts]] smag, hvor Sveriges skæbne fra [[Gustaf Vasa]] til [[Karl XII]] fremstilles under billedet af en [[hest]] med sine forskellige ryttere; endelig ''Svenska friheten'' (1742), et stort, allegorisk læredigt i [[alexandriner]]. Digtet, der indeholder en hyldest til frihedens gudinde og advarer mod de farer, der truer Sveriges ældgamle frihed, gjorde en betydelig virkning, omtrent som i det næste århundre [[Tegnér]]s ''Svea''.
Det var væsentlig dette, der gjorde, at det af rigets stænder blev overdraget ham at skrive ''Svea Rikes Historia'' (udkom 1740-61); han fuldførte dette værk med saa megen Dygtighed, at man har sagt om det, at han "flyttede historien fra boghylderne ind i svenskernes hjerter". Værket er i øvrigt i [[oplysningstiden]]s ånd og vender sig stærkt imod de [[Olof Rudbeck den ældre|Rudbeckske]] fantasterier. En værdifuld del af von Dalins forfatterskab er hans [[vise]]r, dels i fransk [[chanson]]stil, dels i [[folkevise]]stil, – en manér, der aldrig helt var forsvundet af den svenske litteratur – endogså [[børnerim]]ene faldt hans pen let; berømtest er vel ''Ängsövisan''.
Efterhaanden sluttede von Dalin sig både i politisk henseende og personlig nærmere til [[hof]]fet, særlig til den intelligente dronning, [[Lovisa Ulrika af Preussen|Lovisa Ulrika]] (søster til [[Frederik II af Preussen]]), der også satte stor pris på ham. I hendes kreds fik han ret lejlighed til at lade sit vid spille; her blev de berygtede "Calottpredikningar" til ([[prædiken]][[parodi]]er), som pådrog ham [[gejstlighed]]ens fjendskab.
Han blev lærer for [[Gustaf III|kronprinsen]], som fik sin lærer meget kær; von Dalin har, uvist med hvor megen ret, fået skyld for at have udviklet det letsindige og overfladiske i Gustaf III:s karakter. Dette forhold til hoffet gjorde ham mistænkt hos de ledende politikere; han blev sat under tiltale som deltager i [[oprør]]ske anslag, ja, man gjorde endog påstand på at få ham dømt fra livet; han slap dog med bøder og forvisning fra hoffet. I 1761 blev forvisningsdommen hævet; han kom tilbage til [[Stockholm]] og døde her allerede to år efter.
von Dalin er en af de betydeligste personligheder i svensk litteratur og kultur, så betydelig, at hele tidsrummet ofte benævnes efter ham. Det er ham, der fører den ny-europæiske, franskprægede åndsretning ind over Sverige og derved gør det af med den gamle latinske humanisme; han er således den begyndende oplysningstids første store repræsentant.
Han er en folkelig forfatter af høj rang; hvad der er sagt om Holberg, at han gør sit folk til et læsende folk, gælder også om von Dalin. Men på sprogets område er hans betydning større; den utrolige smidighed, hvormed han kan gå ind i enhver stilart, var noget ganske enestående, ikke blot for den tid. Han regnes med rette for grundlæggeren af den moderne svenske prosa. Hans varme kærlighed til svensk kultur og svensk sprog hører til det mest sympatetiske i hans ellers noget kølige personlighed.
Sine Forbilleder henter von Dalin så godt som udelukkende fra den franske og den franskdannede engelske litteratur; for det nyvågnede nationale åndsliv i Tyskland havde han ingen sans. Også af dansk indflydelse var han ret upåvirket; en af hans biografer taler ligefrem om hans udprægede danskhad. Derimod har hans værker haft et ikke ringe publikum i [[Danmark]].
"Argus" synes at være læst her samtidig med dens fremkomst i Sverige; thi allerede 1734 beklager [[Hans Gram]] i et brev, at Holberg ikke får lov til eller tør vove at skrive nogen komedie eller nogen ''Argus'' om disse tider. I 1740 blev "Argus" udgivet på [[Dansk (sprog)|dansk]], og det er rimeligt, at den har øvet nogen indflydelse både på [[Jørgen Riis|Riis]] ''Danske Spectator'' og på Holberg, som omtaler den i fortalen til ''Moralske Tanker''.
Tragedien "Brynilda" blev opført i [[København]] allerede 1747, dog ikke på Holbergs [[Scene (sted)|skueplads]], men på [[Julius Henrik von Qvoten|von Qvotens]]. Også "Den Afundsjuke" blev oversat. Af von Dalins viser synes ikke så få at være nået til Danmark; et digt til frøken Taube: "Födas, gråta, lindas, ammas", er oversat og benyttet af [[Ambrosius Stub]], andre, som visen til Dalberg og den om dronningens [[naturaliekabinet]], findes ligeledes på Dansk.
| |||