Forskel mellem versioner af "Jørgen Sonne (maler)"

175 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
m
der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB
m (der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB)
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
 
{{flertydigperson|Jørgen Sonne}}
[[Fil:Jørgen Valentin Sonne 1.jpg|thumb|Jørgen Sonne. Portræt af [[Wilhelm Marstrand]] (1853)<br />[[Frederiksborgmuseet]]]]
== Igen bataljemaleri ==
[[Fil:Rytterkampen ved Århus den 31. maj 1849.jpg|thumb|Jørgen Valentin Sonne,''[[Rytterfægtningen ved Århus|Rytterkampen ved Århus den 31. maj 1849]]'', 1853, [[ARoS]].]]
[[Fil:Dybbol Skanse.jpg|thumb|Jørgen V. Sonne, ''Dybbøl Skanse'', 1871 ]]
 
Bataljemaleriet syntes opgivet, men så kom krigen 1848, og med den blussede Sonnes ungdomskærlighed op med fornyet kraft og på ny vis; nu gjaldt det ikke mere at fortælle om fantasifostrede tyrolere, kosakker og tyrker, nu var det blevet til alvor. Sonne fik lov at følge med en hærafdeling, kom til [[Sønderjylland]], var med, hvor det gik hedt til, og vovede sit liv så godt som nogen krigsmand; mange af dem, som tog del i krigen, kunne fortælle om den lille gråklædte mand, der stod så rolig og tegnede løs af alle kræfter, medens kuglerne peb om ham. Det blev bod for ungdommens udspekulerede [[Slagmaleri|slagbilleder]], disse studier, taget i marken; efter dem malede han, da han var kommen hjem, sine store billeder ''Angrebet 5. juni 1848 fra Dybbøl Bjærg'', ''Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849'', ''Istedslaget; Fjenden angriber Centrum og højre Fløj'', ''Slutningen af Istedslaget'', ''Morgenen efter Slagdagen ved Isted'', der alle erhvervedes af Nationalgalleriet, medens andre kom til Museet i Århus. Efter fredsslutningen malede Sonne endnu enkelte krigsbilleder, således i 1864 det meget store ''Slaget ved Fredericia'', der blev ophængt i [[Fredericia]]s Rådhussal, og endnu i 1881 ''Kavaleriangrebet ved Stolk; General Schleppegrell falder''. I 1863 drog den aldrende mand for anden gang til hæren, færdedes i [[Kampene ved Dybbøl|Dybbølskanserne]] og var i [[Sønderborg]] under bombardementet af denne by; en af frugterne af dette hans sidste felttog var det store ''Fra Dybbøl, først i april 1864'', der var udstillet 1871. Men mest viede han sig dog nu til fredelige emner, sådanne, til hvis behandling han kunne bruge ”friske Studier”. Her skulle da nævnes hans ''St. Hansfest i Tisvilde med Valfart til Helenes Grav'', 1858, (Nationalgalleriet) og – fra kunstnerens 80. År – det vidunderlig friske og stemningsrige ''Sommernat; Præsten bliver hentet over Aaen til en syg''. Endnu i 1886 kom et elskværdigt stuebillede: ''Der vaages hos en syg''.
Få ydre begivenheder var Sonnes liv alt andet end rigt; anføres skal endnu blot, at han i 1865 var i [[Italien]] med [[Det anckerske Legat]]; han giftede sig aldrig. I det sidste par år, han levede – han lukkede sine øjne 24. september 1890 -, var han for svag til at arbejde; også synet slog ham fejl. Men endnu nær oppe imod denne tid følte han sig dog stærk og sund, og med fuld friskhed kunne han endnu på sin 80 års fødselsdag modtage og venlig besvare den hyldest, danske kunstnere i sang og tale bragte deres oldermand.
== Konservativ maler ==
Som maler var Sonne udpræget [[konservativ]], som det sømmede sig en af ”den [[Høyen]]ske gruppes” bedste mænd. Ensidig var han, for så vidt som han nærede den dybeste foragt for alt, hvad der hedder malerisk teknik, eller i alt fald betragtede denne med en høj grad af mistænksomhed som noget, der egentlig kun var indrettet på at dække over mangelen på et virkeligt indhold. Han var en solid tegner, men ingen kolorist og havde kun ringe begreb om den maleriske behandling, der giver hvert stof dets særlige karakter; ansigter, hestelød, klædningsstykker, kanoner, alt er hos ham mere eller mindre ”træet”. Men ser man gennem den tarvelige overflade, får man snart øje for, at Sonne har været en af de dybeste poetiske naturer, vor kunst har kendt. Ikke, at han skulde være nogen særlig indtrængende skildrer af den enkeltes sjæleliv; det er betegnende, at han vist aldrig har malet et portræt. Men hvor det gælder om at give en situation, en fortælling om menneskenes sammenspil, om udveksling af følelser, der når Sonne højt. Hvor man møder ham, har han noget at meddele, noget, der i sandhed ligger ham på hjerte, og for hvilket han evner at vække sympati. Sundt, rent og følelsesfuldt, altid digterisk bevæget – og endda stedse stilfærdig, aldrig i lidenskab – ser han på livet og tolker det sete med ubestikkelig sandhed. Om få malere gælder det i det mål som Sonne, at han i sin modne alder ingen sinde har gjort et penselstrøg ”for effektens skyld”.
 
== Hædersbevisninger ==
 
Sonne blev [[Ridder af Dannebrog]] 1852 og [[Dannebrogsmand]] 1881.
 
 
{{DBL
 
{{Autoritetsdata}}
 
[[Kategori:Malere fra Danmark]]
[[Kategori:Historiemalere]]
188.448

redigeringer