Jules Mazarin: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Undated signature of Cardinal Mazarin.jpg|thumb|Mazarins signatur. ]]

Under [[Valtelin-krigen]] førte han en lille hærafdeling for [[Pave]]n; han fik her lejlighed til at vise så megen diplomatisk evne, at han knyttedes til det pavelige diplomati fra [[1630]], og i de følgende år viste han under vanskelige forhandlinger den største dygtighed. [[1632]] gik han over i gejstligheden, og [[1634]] blev han pavelig udsending i Frankrig.

Han vandt her [[Richelieu]]s opmærksomhed, og [[1640]] bevægede denne ham til at gå i fransk tjeneste og skaffede ham [[Katolske kardinaler|kardinaltitel]]. Hans diplomatiske uddannelse fuldførtes nu under denne store læremester, og ved Richelieus død [[1642]] blev Mazarin hans efterfølger som ledende minister. Han benyttede den tid, [[Ludvig 13. af Frankrig|Ludvig 13.]] endnu levede, til at sætte sig i forbindelse med [[Anna af Østrig (1601-1666)|Anna af Østrig]] og satte efter kongens død igennem, at hun blev regentinde med udstrakt myndighed.

Dronning Anna blev inden længe hans elskerinde, og hans magt over hende blev for bestandig urokket. I de følgende år førte Mazarin [[Trediveårskrigen]] videre med held, og [[1648]] kunne han slutte den med store diplomatiske triumfer. Derimod blev hans stilling indadtil bestandig værre. Den smidige diplomat var i finanssager ukyndig og ligegyldig, og mens statens pengeforhold blev stedse uheldigere, samlede han sig selv på lidet redelig vis en stor formue.

Desuden var der i de højere klasser af befolkningen en dyb uvilje mod enhver art yndlingestyre, her endda skærpet ved, at det var en fremmed, en italiener, der udøvede det. Mazarins beregnende imødekommenhed kunne ikke få bugt hermed. Adelen og den højere embedsstand vendte sig mod ham, og de fik let støtte hos den parisiske almue, hvis harme var stor mod den fremmede pengeøder. I 1648 søgte Mazarin at standse denne bevægelse, men han opnåede blot at bringe den til udbrud; de følgende års [[Fronden|Frondebevægelse]] truede alvorlig Mazarins magt. Flere gange måtte han flygte fra landet, men urokkelig udholdende og sikker på dronningens støtte fik han dog til sidst bugt med de indbyrdes stærkt uenige modstandere.

Februar [[1653]] kom han tilbage, og han var fra nu af ubestridt leder af Frankrigs politik. Over for de besejrede modstandere viste han stor mildhed, og der kom fra nu af ro. Parlamentet måtte betale sin deltagelse i bevægelsen med betydelige indskrænkninger i dets magt. I mellemtiden var krigen fortsat med [[Spanien]], trods al uroen i Frankrig vedblivende med held. [[1659]] sluttede den med [[Pyrenæerfreden]], en ny triumf for Mazarins diplomatiske overlegenhed.

I de følgende år stod han som leder af hele [[Europa]]s politik. Under Frankrigs beskyttelse vendte [[Karl 2. af England|Karl 2.]] tilbage til [[England]], og det var ved dets indflydelse, [[Sverige]] slap heldig ud af kampen med [[Danmark]], [[Brandenburg]], [[Polen]] og [[Rusland]] i [[Anden Karl Gustav-krig]]. Den indre styrelse vedblev derimod at være tarvelig, finansstyrelsen elendig.