Johannes Wiedewelt: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
m der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
 
[[Fil:Johannes Wiedewelt.jpg|thumb|Johannes Wiedewelt malet af [[Peder Als]] i [[1766]]. <br />Portrætsamlingen på [[Frederiksborg Slot]]]]
'''Johannes Wiedewelt''' ([[1. juli]] [[1731]] i [[København]] – [[17. december]] [[1802]]) var dansk billedhugger. Søn af [[Just Wiedewelt]]. Faderen må tidlig have fået øje for sin søns kunstneriske begavelse, for allerede som dreng blev Wiedewelt sat i lære hos den italienskfødte historiemaler [[Hieronimo Miani]]. Da denne imidlertid forlod København [[1745]], tog Just Wiedewelt sig selv af sønnens videre uddannelse samtidig med, at han lod ham besøge det ældre [[Kunstakademi]], hvor Johannes Wiedewelt rimeligvis har tegnet og modelleret under [[Johann Christoph Petzold]]. Tidlig er han dog begyndt at arbejde på egen Hånd og har nået resultater, der må have vakt en vis opmærksomhed; så meget vides i alt fald, at den unge kunstner allerede i foråret [[1750]] havde modelleret og fået støbt i tin to små buster, forestillende kong [[Frederik 5.]] og dronning [[Louise af Storbritannien|Louise]], og at disse arbejder blev overrakte de høje herskaber og betalte med 120 daler.
Line 4 ⟶ 6:
== Paris ==
Stort mere end denne sum har Wiedewelt næppe haft til rådighed, da han et par måneder senere gav sig ud på en større studierejse. Over [[Hamborg]] drog han til [[Rouen]] og nåede i
begyndelsen af august [[Paris]], hvor han ikke længe efter havde det held at gøre bekendtskab med den danske [[Ambassadesekretær|legationssekretær]] ved det franske hof, [[justitsråd]] [[Joachim Wasserschlebe]].
 
Denne blev ham en værdifuld Støtte, i det han først skaffede sin unge landsmand optagelse i den ansete billedhugger [[Guilluame Coustou]] den yngres atelier og senere formåede kong Frederik 5. til at yde ham en årlig understøttelse, foreløbig på 2 år og på 200 rigsdaler årlig; senere blev summen forhøjet til det dobbelte. Hos Coustou indtog Wiedewelt en stilling
Line 22 ⟶ 24:
 
== Kongelig hofbilledhugger ==
Hvad Wiedewelt havde hjemsendt fra Rom var ikke meget; foruden en del Tegninger og kopier efter antikken nævnes kun et relief, der kom til akademiet i sønderbrudt tilstand, og hvis emne nu ikke kendes. At man imidlertid i de rådende kredse allerede regnede ham for en betydelig Kraft, fremgår af begivenhedernes gang: næppe et halvt år efter sin hjemkomst blev han optaget som medlem af det nyorganiserede [[Kunstakademi]], og samtidig fik han udnævnelse til kongelig hofbilledhugger med frit atelier i [[Materialgaarden]] ved [[Frederiksholms Kanal]]. Og bestillingerne lod ikke vente på sig; først blev det ham pålagt at udføre et monument over [[Christian 6.]] -- det—det var færdigt i marmor [[1770]] og består af en mægtig, med allegoriske relieffer prydet sarkofag, ved hvis endestykker 2 kvindelige figurer, «Sorgen» og «Berømmelsen» er anbragte; det hele er samlet med ikke ringe følelse for dekorativ
virkning og i mange enkeltheder smukt modelleret.
 
Lidt senere overdroges det ham at bidrage til den påbegyndte [[Frederikskirken|Frederikskirkes]] udsmykkelse med en stor mængde kunstværker, ikke mindre end 64 «Figurer» og 30 relieffer foruden flere dekorative ting. Til alt dette fik Wiedewelt, der må have modelleret med ganske overordentlig lethed, skitserne færdige i mindre end et års tid. Til endelig
Line 29 ⟶ 31:
 
== Udsmykningen i Fredensborg slotshave ==
I [[1760]] begyndte Wiedewelt at efterkomme en vistnok ikke mindre omfattende bestilling, og det lykkedes ham, selvfølgelig med bistand af talrige medhjælpere, at føre arbejdet til ende i Løbet af næppe længere -- måskelængere—måske endog kortere -- tidkortere—tid end 8 år. Det er de mangfoldige grupper, statuer og dekorationer af forskellig Art, som endnu står på deres plads i [[Fredensborg slotshave]].
 
Disse værker er af meget ulige værdi og i forskellig stil, om de end for enkeltfigurernes og endnu mere for figurkompositionens vedkommende gennemgående bærer utvetydigt mærke af den Påvirkning, kunstneren havde været underkastet i Paris. Mindst gælder dette om de kolossale -- 8kolossale—8 fod høje -- draperedehøje—draperede siddende kvindefigurer, som danner hovedstykkerne i de 2, hver 62 fod lange, for øvrigt med Våbenskjolde prydede «dekorationer», og som symboliserer [[Danmark]] og [[Norge]]; her er ro og plastisk holdning og en renhed i linjerne, der peger tilbage over Coustou og hans samtidige og lige mod den oldromerske plastik.
 
Men de andre figurer og grupper tager sig rigtignok nærmest ud, som om deres ophavsmand aldrig havde set en antik for sine øjne, -- som var de udgåede fra en fransk dekadencekunstners værksted, hvor [[Gian Lorenzo Bernini]]s indflydelse endnu var den bestemmende. Særlig gælder dette om gruppen, der forestiller [[Helena (græsk mytologi)|Helenas]] bortførelse, hvor især den oprakte arm med de vidt spredte fingre gør en [[barok]] virkning, men også de to andre bortførelsesscener med [[Flora (gud)|Flora]] og med [[Proserpina]] så vel som [[Æneas]], der med [[Anchises]] og [[Ascanius]] forlader [[Troja]], vilde have vakt Winckelmanns dybeste mishag, dersom han, der kaldte Bernini "''der grosste Esel unter den Neueren''", havde fået dem at se.
Ret tiltalende, især ved det indtryk de gør af virkelig at sove, er de to hvilende drenge; af ''Årstiderne'' er ''Foråret'' ret smuk i linjerne, men står, som i det hele Wiedewelts statuer, dårlig på benene; de 3 andre er meget tarvelige. Ikke synderlig mere tiltalende er de i dekorationerne indlagte relieffer; ''Gratierne'', der pryder [[obelisk]]en på øen, er unaturlig tynde og lange og meget flove i udtrykket; bedre og ikke blottet for reminiscenser fra antikken er ''Vinhøsten'', der findes på et ''Monument champêtre'', der som helhed er godt arrangeret. Dette kan overhovedet siges om næsten alle de til samlingen hørende helt eller væsentlig set dekorative arbejder, således om et ''Monument pittoresque'' med et [[Jonisk orden|ionisk]] tempel i relief og med en ypperlig anvendelse af [[ægstave]] og andre ornamentale led; endnu værdifuldere er de fleste af de mægtige, på firsidede [[postament]]er opstillede vaser med deres fine, [[antikiserende]] profiler og stilfulde udsmykning.
 
Af arbejderne i Fredensborg fristes man overhovedet til at slutte, at Wiedewelts talent væsentlig gik i retning af det ornamentale, og at han vilde have kunnet nå overmåde højt, hvis han havde uddannet sig og virket udelukkende som dekorationsbilledhugger. Den omtalte, for bedømmelsen af Wiedewelts evner og udvikling meget vigtige suite er for øvrigt mærkelig ved at fortælle om det sære tilbagefald til dyrkelsen af den franske Stil, der viser sig hos kunstneren kort efter hans hjemkomst fra Italien.
 
Senere arbejder af ham viser langt tydeligere end Fredensborgsagerne, at han virkelig har lært noget af at se og tegne efter antikke statuer og relieffer. Man mærker det allerede i [[1768]], da han tegner en reliefkomposition til titelkobberet foran [[J. G. Bradt]]s ''Gjengivelser af Monumenterne i Fredensborg Slotshave''; af alle Wiedewelts frembringelser er der vistnok ingen, der røber mere Forståelse af antik komposition, linjeføring og bevægelse end denne tegning.
Line 43 ⟶ 45:
== Direktør for akademiet ==
[[Fil:Peder paars stik 1772.jpg|thumb|300px|Stik af [[Johan Frederik Clemens]] efter tegning af Johannes Wiedewelt til pragtudgaven af [[Peder Paars]] fra [[1772]]]]
Wiedewelt, der fra [[1761]] var professor ved [[Modelskolen]], og som senere opnåede den på hans tid meget høje titel af [[justitsråd]], skal have passet sin lærergerning omhyggelig, endogså efter at han i [[1772]] var bleven Akademiets direktør. Den kunstneriske virksomhed, han ved siden deraf udfoldede, må kaldes i forbavsende grad omfattende, selv om man, hvad der vel er nødvendigt, forudsætter, at han til de fleste af sine værker -- ligesomværker—ligesom senere [[Bertel Thorvaldsen]] -- har—har nøjedes med selv at gøre en skitse og ladet medhjælperne besørge resten, og at han til "det simplere arbejde", som i rigelig mængde udgik fra hans værksted, kun har leveret en tegning.
 
Mange bestillinger modtog han på gravmæler, af hvilke en stor del ere spredte omkring i landets kirker, og på sarkofager, hvoriblandt [[Ludvig Holberg]]s i [[Sorø]] ([[1779]]) udmærker sig ved sin rene, monumentale stil og skønne udførelse. Adskillige af disse ting udførtes for privatfolk; i en række af år var det dog mest efter ordrer fra hoffet, han arbejdede.
 
I [[1765]]-[[1766]] leverede han således til [[riddersal]]en på [[Christiansborg]] et allegorisk relief og 12 medaljoner af oldenborgske konger samt 28 større og mindre Stykker af væsentlig dekorativ karakter; alt dette gik til grunde ved [[Christiansborgs brand 1794]], og kun nogle af medaljonerne kendes af kobberstik.
Line 53 ⟶ 55:
Danmark og Norge, som i dyb sorg. Om dette arbejde kan siges det samme som om Wiedewelts andre: det dekorerer godt, hvor det står, og frembyder en del smukt følte og vel udførte enkeltheder, men ved siden deraf meget, som tyder på en ikke ganske ægte følelse og en mangelfuld, i alt fald ikke konsekvent gennemført uddannelse.
 
I [[1768]]-[[1769]] var Wiedewelt på rejse i Frankrig og [[England]]; efter den tid fik han fra regeringen kun én stor bestilling, nemlig på over 50 mindestøtter for fremragende danske og norske, opstillede ved [[Jægerspris Slot]]; de blev udførte i årene [[1777]]-[[1784]] og er for en del i al deres beskedenhed vidnesbyrd om kunstnerens sans for gode proportioner og fin ornamentik. Fra værkstedet i Materialgaarden udgik end videre de på "Herkulespavillonen" i [[Rosenborg Have]] anbragte relieffer [[Herkules]] og [[Omphale]]. Men for øvrigt arbejdede Wiedewelt i den sidste snes år af sit liv så godt som udelukkende for privatfolk, og de opgaver, disse stillede ham, var kun sjælden nogenlunde betydelige eller lønnende -- næstenlønnende—næsten udelukkende på mere eller mindre tarvelig udstyrede og derfor prisbillige gravmæler. Et enkelt værk fra hans sidste tid er dog af større Interesse, statuen "Troskaben" på [[Frihedsstøtten]] i København, udført [[1797]]. Her er der, i alt fald i figurens bevægelse, noget, der virkelig minder om, at kunstneren har stået over for antikke billedværker.
 
== Alderdom, fattigdom og død ==
[[Fil:Roskilde kathedraal 21.jpg|thumb|left|250px|Frederik 5.s gravmonument]]
Wiedewelt blev 8 gange valgt til direktør for Kunstakademiet og beklædte denne post sidste gang [[1793]]-[[1794]]; han havde adskillige gange lejlighed til at vise kunstskolen betydelige tjenester, særlig ved at skaffe den ud over de pekuniære vanskeligheder, som regeringens store sparsommelighed beredte den. Virksom var han til det sidste, skønt han i sin fremrykkede alder led af stor legemsskrøbelighed, der vedligeholdtes af gentagne slagtilfælde. I sin kraftigste alder havde han vistnok siddet i ret gode Kår, men som gammel måtte han ligefrem kæmpe med fattigdommen.
 
Hans lønninger beløb sig kun til 500 rigsdaler eller lidt over 1500 kroner, hvilket på en tid, da en tønde rug kostede 18 kroner og alle andre priser stod i forhold dertil, kun kunne
Line 65 ⟶ 67:
 
== Samtidens vurdering af hans kunst ==
Den ganske urigtige vurdering af hans kunst lader sig i virkeligheden let forklare, uden at man behøver at søge grunden dertil udelukkende i hans samtids fænomenale kritikløshed og nøjsomhed. Wiedewelt var ganske vist ikke nogen stor kunstner; han stod således langt tilbage for sin samtidige, svenskeren [[Johan Tobias Sergel]]; hans oprindelige begavelse var næppe overvældende, og hans uddannelse, først i Paris og så i Rom, af en sådan art, at resultatet som helhed blev en aldrig ret organisk sammensmeltet blanding af parykstil og antik -- enantik—en blanding, hvori den førstnævnte bestanddel som oftest vejede mest til.
 
Men ved siden heraf sad han inde med fortrin, der hævede ham højt over mængden af tidsalderens billedhuggere. Hans fantasi var rig, han komponerede let og i reglen naturlig og havde så megen smag, at han, selv hvor den franske indflydelse var umiskendelig, dog kun rent undtagelsesvis faldt ud i svulst og bombast eller i den absolutte tomhed. I sammenhæng hermed kommer der noget i forhold til, hvad tiden ellers frembragte, ret sundt og menneskeligt over hans arbejder. Om hans nære forhold til antikken har der af og til, også i senere tider, været talt i alt for høje toner; ganske vist er han påvirket af sengræsk og romersk kunst, men udbyttet, han har haft af at studere det gamle, er dog væsentlig det, at han derved har fået sin smag således renset, at han delvis har kunnet sky de unoder, der skæmmede periodens franske skulpturer.
 
Sine bedste egenskaber lægger han ofte for dagen i sine tegninger, mindst dog i dem, han udførte til pragtudgaven af ''[[Peder Paars]]'', [[1772]]; disse er blottede for ethvert spor af lune og derved dødsdømte.