Forskel mellem versioner af "Johan de Witt"

168 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
m
→‎top: der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB
m (linkfix)
m (→‎top: der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB)
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
 
[[Fil:Grand Pensionary Johan de Witt.jpg|thumb|Johan de Witt som rådspensionær.]]
'''Johan (ell. Jan) de Witt''' ([[24. september]] [[1625]] – [[20. august]] [[1672]]) var en hollandsk statsmand.
Johan de Witt blev født i [[Dordrecht]], og han var søn af Jacob de Witt, Borgmester i byen. Han studerede i [[Leyden]] og blev en dygtig jurist, sprogmand og matematiker. [[1650]] blev han [[pensionær (titel)|pensionær]] for Dordrecht og var en af de ledende hollandske afsendinge på den store forsamling i [[Haag]] [[1651]], hvor provinsen Hollands forrang over de andre stater i [[Forenede Nederlande|Unionen]] blev fastslået, mens det tillige bestemtes, at der foreløbig ikke måtte vælges nogen ny [[statholder]] i den afdøde [[Vilhelm 2. af Oranien|Vilhelm IIs]] sted.
 
Da Holland således var den rådende stat i unionen, blev Witt, idet han [[1653]] blev rådspensionær for provinsen, dermed Nederlandenes styrer. Forholdene var vanskelige, det gjaldt om at hævde sø- og handelsvælden både over for [[England]] og [[Frankrig]], hvor [[Jean-Baptiste Colbert]] blev minister. I [[Første engelsk-hollandske krig|søkrigen mod England]] [[1652]]—[[1654|54]] bukkede Holland under. Det skyldtes Witts dygtighed, at freden dog blev tålelig. Han fik staterne til at finde sig i [[Oliver Cromwell]]s fordring om, at [[Stuart (slægt)|Stuarternes]] slægtninge, [[Oranien|Oranierne]], aldrig måtte beklæde nogen civil eller militær post i provinsen Holland (Eksklusionsakten).
 
Efter freden ophjalp Witt Unionens økonomiske forhold, renten af statsgælden nedsattes fra 5% til 4%, så at der årlig kunne afdrages på gælden. Handelen gik atter frem. Fred sluttedes med [[Portugal]], hvorved Nederlandene fik [[Celebes]] og [[Ceylon]].
 
Også det af [[Karl 10. Gustav af Sverige]] truede [[Østersøen|Østersøherredømme]] forstod Witt at bevare. [[1658]] sendte han [[Polen]] hjælp med flåden, og [[1659]] lod han [[Jacob van Wassenaer Obdam]] bringe [[Danmark]] undsætning under [[Københavns belejring (1658-1660)|Københavns belejring]].
 
Atter truede fare fra England, hvor Stuarterne kom på tronen [[1660]], og [[Den anden engelsk-hollandske krig 1664-67|en stor søkrig med dette land]] førtes [[1664]]—[[1667|67]]. Her indlagde Witt sig igen megen fortjeneste af sit fædreland. Efter nederlaget ved [[Lowestoft]] førte han atter flåden i søen, og den raske overrumpling, som han under fredsunderhandlingerne lod [[Michiel de Ruyter|Ruyter]] foretage op ad [[Themsen]], bragte [[Freden i Breda]] i stand [[1667]].
 
[[1668]] hindrede han ved sin tilslutning til Triplealliancen sammen med England og [[Sverige]] [[Ludvig 14. af Frankrig]]s planer om i [[Devolutionskrigen]] at erobre de [[Spanske Nederlande]].
 
Alt imens havde Witt indadtil fremmet de republikanske bypatricieres magt og holdt det oranske parti nede. Hans politik i så henseende stod i nøje samklang med hans faders stilling over for huset Oranien; thi Jacob de Witt havde været en af de 6 modstandere, som Vilhelm II lod fængsle på [[Loevestein]]. Witt vogtede da nøje på sit partis magt, om end han lod [[Vilhelm 3. af England|Vilhelm III]] kyndig og godt oplære.
 
Nu, da den unge prins blev voksen, fordrede Oraniepartiet, at både statholderposten og generalkaptajnatet skulde overdrages ham. Vel ville Witte ikke gå så vidt mod Oranierne, som de hollandske stater, der [[1667]] vedtog "det evige edikt", hvorved statholderposten ophævedes i provinsen Holland, en bestemmelse, der vakte heftig modstrid i de andre stater, men han fik dæmpet striden og alligevel fremmet sine planer ved vedtagelsen af "Harmoniakten" [[1670]], hvorved det fastsloges, at posten som overgeneral og statholder i Unionen ikke kunne beklædes af een og samme person. Witts magtstilling syntes sikret; dog kun kort tid efter fulgte hans fald.
 
Efter [[Freden i Aachen]] [[1668]] havde rådspensionæren og hans parti indskrænket landhæren. Hårdt straffede det sig nu, at Ludvig 14.s hære [[1672]] i hævnkrigen rykkede mod Holland. Skønt advaret havde Witt for sent indset faren, nu hjalp ikke al hans fædrelandskærlige energi for at bringe hæren på fode, dygtighed manglede i ledelsen, og staterne var træge til at bevilge. Ved franskmændenes indmarch fik da Witt hele skylden for landets ulykker. Selv i Dordrecht hejste folket Oraniens farver og råbte "Oranje op, Witt onder".
 
Det evige Edikt ophævedes, og den unge Vilhelm III udnævntes både til statholder og krigsherre i Unionen. [[4. august]] nedlagde Witt sit embede. Samtidig blev hans broder, Cornelis de Witt (født [[1623]]), myrdet [[1672]], løgnagtig beskyldt for at ville snigmyrde Vilhelm III. Cornelis de Witt blev lagt på pinebænken, men hævdede sin uskyldighed.
dommerne, der hverken kunne dødsdømme eller frikende ham, dømte ham til landflygtighed. Det var i [[Haag]], at Cornelis de Witt sad fængslet. Herhen var Witt rejst for at hjælpe sin broder; men da han [[20. august]] 1672, samme dag som dommen faldt, besøgte sin broder i fængslet, brød pøbelen, der rasende fordrede Cornelis dødsdømt, ind i fængslet og myrdede begge brødrene, hvis lig de ligefrem flængede i stykker. Generalstaterne fordrede morderne straffede; men Vilhelm III lod dem gå fri eller belønnede dem.
 
Witts memoirer udgaves [[1909]]. ''Brieven van Jan et Cornelis de Witt'' udkom i Haag [[1723]]—[[1725|25]]. Et matematisk arbejde af Witt: ''Elementa curvarum'' er udgivet af van Schooten 1659.
 
== Litteratur ==
188.448

redigeringer