Johan Frederik Vilhelm Schlegel: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata
m der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB
Linje 1:
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
 
{{harflertydig2|Johan Frederik Schlegel (flertydig)}}
[[Fil:JFW_Schlegel_1765-1836.jpg|thumb|Johan Friedrich Wilhelm Schlegel]]
'''Johan Frederik Vilhelm Schlegel''' ([[4. oktober]] [[1765]] i [[København]] – [[19. juli]] [[1836]] på [[Søllerødgård]]) var retslærd.
 
Han var søn af professor [[Johan Heinrich Schlegel]] Han nød i sit højtdannede hjem en omhyggelig undervisning, indtil farens død væsentlig af denne selv, og det berettes, at moren stedse talte fransk, faren stedse tysk med ham. Fra sit 13. år havde han som kontubernal farens medhjælper i biblioteksgerningen, den seks år ældre [[Rasmus Nyerup]], og med denne begavede yngling sluttede han et venskab, der varede livet igennem og var frugtbart for begge.
 
== Hjælp til selvhjælp ==
Line 11 ⟶ 13:
== Mangesidighed ==
 
Der er over Schlegels videnskabelige produktion og akademiske lærergerning noget af den forståelse sig på alt, af den mangesidighed, som hører en svunden tids videnskabelighed til, og som ganske vist også var mere forenelig med datidens stofmængde end med nutidens. Schlegel læste over statsret, almindelig retslære, retshistorie, juridisk encyklopædi, romerret, statistik og adskilligt mere, og han, der i de yngre år stedse var rede til under en kollegas bortrejse, svagelighed eller overtagelse af andet embede at varetage hans partes ((?) del), stod til tider som den eneste aktive lærer inden for det retsvidenskabelige fakultet. Hans litterære efterladenskaber frembyder et ikke mindre broget billede. Hans vigtigste arbejde og, tør man vel sige, det eneste, i hvilket hans videnskabelige navn er nærværende for den almindelige juridiske bevidsthed i nutiden, er ''Danmarks og Hertugdommenes Statsret med stadigt Hensyn til deres ældre Forfatning'' 1. del (1827). Med særligt hensyn til, at der her var tale om en slags nybegyndelse – før juridisk eksamens omordning ved forordningen af 26. januar 1821 bestod forelæsningerne over statsret kun i fattige kommentarer til [[kongeloven]] -, fortjente dette værk trods sine svagheder anerkendelse og fandt den også både hos retskyndige og historikere, ligesom det blev oversat på tysk 1829. 2. del af arbejdet, der skulle have indeholdt hertugdømmernes statsret, udkom aldrig, ligesom Schlegel også efter [[Orla Lehmann]]s noget bitre vidnesbyrd (Efterladte Skrifter I, 28) under sin forelæsningsvirksomhed negligerede denne del af statsretten, der åbenbart betragtedes som "noget, der egentlig kun vedkom Universitetet i Kiel, som visselig ikke forsømte sin Del af Opgaven". Schlegels ''Naturrettens eller den almindelige Retslæres Grundsætninger'', der afløste Nørregårds Naturret og udkom i to oplag (1798 og 1805), var påvirket af den [[Immanuel Kant|kantske]] filosofi og faldt i tidens smag, og hans 1825 udgivne ''Juridisk Encyklopædi'' udfyldte et savn i datidens litteratur. Det første større skrift, som Schlegel udgav her hjemme – efter at han 1790 (ved kronprinsens formæling) havde publiceret sin for den juridiske doktorgrad skrevne afhandling om forskellen mellem besiddelse i god tro og i ond tro efter romerske retsgrundsætninger -, var imidlertid en (ufuldendt) ''Statistisk Beskrivelse af de fornemste europæiske Stater'' (1793-96), det umiddelbare udbytte af hans ungdomsstudier i udlandet.
 
== Frit Skib, frit Gods ==
 
En vigtig plads inden for Schlegels produktion indtager hans lejlighedsskrifter, der til dels så lyset i tidsskriftet ''Astræa'', som han i årene 1797-1805 udgav i fem bind. Her må først og fremmest nævnes hans afhandling ''Frimodig Prøvelse af den engelske Admiralitetsrets Dom, afsagt 11. Juni 1799 i den bekjendte svenske Konvoisag'' (1800), hvori han over for den af Sir William Scott afsagte dom med kyndighed og skarpsindighed hævder sætningen "Frit Skib, frit Gods" og påviser utilstedeligheden af visitation af handelsskibe under konvoj af krigsskibe. Afhandlingen blev straks oversat på fransk og engelsk og levende diskuteret i det engelske parlament og i den engelske litteratur, hvor ingen ringere end Lord Granville skrev imod den. Fra svensk officiel side indbragte skriftet sin forfatter forskellig anerkendelse, og Schlegel blev en søgt konsulent i vigtigere engelske prisesager. Over for [[Michael Gottlieb Birckner|Birckners]] skrift om [[trykkefrihed]]en skrev Schlegel (1797) et modskrift, som han selv betegner som et "Forsøg på at bestemme Grænseskellet imellem Trykkefrihed og Trykkefrækhed", et arbejde, der just ikke lagde grunden til nogen popularitet for ham hos en senere tids [[liberalisme]]. I en fransk afhandling om forbindelsen mellem Slesvig og Holsten (1816) søgte han at modarbejde urigtige forestillinger blandt diplomatiet, og efter opfordring af den engelske gesandt i København udarbejdede han en fremstilling af katolikkernes retlige stilling i Danmark (1816). For den preussiske regering skrev Schlegel (1831) ''Memoiren üb. Gesetzgebung'' (uudgivet), for den svenske regering et lovgivningsudkast, og af Yngvar Nielsen er der i 1882 (''Bidrag til Norges Historie i 1814'') udgivet et i det danske gehejmearkiv opbevaret udkast til en forfatning for Norge, som Schlegel i 1814 tilstillede prins Christian Frederik. I videre forstand kunne også under Schlegels talrige lejlighedsskrifter henregnes hans anmærkninger til den af ham og R. Nyerup besørgede udgave af Kofod Anchers skrifter (1807-11), hvori han med hensyn til de gamle danske love og retssædvaners oprindelse gjorde de samme anskuelser gældende, som han senere udviklede i en fyldigere afhandling: ''Om de gamle danskes Retssædvaner og Avtonomi'' (1827), og hans indledning og kommentar til [[Den Arnamagnæanske Kommission]]s udgave af den islandske lovbog ''Graagaasen'' (1829).
 
== Professortræthed ==
 
Schlegel blev indtil sin dødsdag ved universitetet. Han var i 1801 bleven beskikket til kancellideputeret og chef for det gejstlige departement i kancelliet, men han havde ikke tiltrådt denne post, da han i 1803 på kronprinsens opfordring frasagde sig udnævnelsen og med et lønningstillæg af 1100 [[rigsdaler]] og titel af virkelig etatsråd trådte tilbage til universitetet, hvor der ved en revision af reglerne om juridisk eksamen var særlig brug for ham. I sine velmagtsdage var Schlegel en dygtig og omhyggelig docent, og han skal have været den første, der (1792) indførte skriftlige øvelser som et led i undervisningen. På sine ældre dage led han utvivlsomt af professortræthed, og som universitetets senior opnåede han (1833) dispensation fra at holde forelæsninger. Fra 1791 var Schlegel ekstraordinær [[assessor]] i [[højesteret]] og deltog jævnlig i rettens voteringer, fra 1800, da posten som Referendarius consistorii oprettedes, beklædte han denne indtil 1804, da han blev Nørregårds eftermand som decanus i fakultetet, hvilken post han indtog, indtil den fra 1817 gik over til vekselvis at forestås af professorerne. Flere gange (1803-4, 1812-13 og 1828-29) var han universitetets rektor. 1803 blev han medeforus (medforstander) for den Arnamagnæanske Stiftelse, 1806 medlem af [[Videnskabernes Selskab]] og [[Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie]], 1820 formand for [[Det skandinaviske Litteraturselskab]] og 1831 for [[Det kongelige Nordiske Oldskriftselskab]]. Talrige var de udenlandske lærde selskaber, af hvilke han var æresmedlem eller korresponderende medlem; endnu i de nærmeste dage efter hans død indløb der tre sådanne patenter fra fjerne steder. I 1832 var Schlegel medlem af den notabelforsamling (''de oplyste mænd''), der skulle afgive betænkning over stænderinstitutionen, men den på ham faldne udnævnelse som repræsentant for universitetet i stænderforsamlingerne frasagde han sig på grund af svagelighed. I stedet kom botanikeren [[Joakim Frederik Schouw]] til at repræsentere [[Københavns Universitet]]. (Schouw blev præsident for [[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|stænderforsamlingerne]] i Viborg og Roskilde og for [[Den Grundlovgivende Rigsforsamling]]). I 1812 blev Schlegel, der stod højt anskrevet hos [[Frederik 6.]], konferensråd og 1828 Kommandør af Dannebrog.
 
Schlegel, der 17. maj 1793 havde ægtet sit søskendebarn Marie Elisabeth Hellfried (1773 – 1851), ældste datter af generalpostdirektør [[Johan Carl Frederik Hellfried]], døde 19. juli 1836 på Søllerødgård.
 
== Litteratur ==
Line 51 ⟶ 53:
 
{{slut boks}}
 
 
{{DBL