Sophus Schandorph: Forskelle mellem versioner

[[Opposition]] mærker man dog foreløbig kun lidt til i hans digtning. Den har en smule udenoms[[polemik]] mod studenterforherligelse og [[skandinavisme]], og den vrænger i ny og næ ad [[bureaukratisme]] og [[bourgeoisi]]; men dens personligheds[[ideal]] er noget så overgemt som en afbleget [[chateaubriandsk]] [[Atala-René]], og den samfundsmæssige "ukorrekthed", som den lovpriser, er en slags rahbeksk anløbne stuesymposier med diskussion og bellmans- eller gluntarsang. Endnu fattigere er hans [[poesi]] på virkelighedsindtryk. Træffer man dem, så have de gerne for længst sat al deres beskedne ærlighed over styr i et dystert [[fantast]]ens skole. Man skulle blot vide, hvad han den gang kunne falde på at gøre ud af en så forholdsvis simpel sag som en flygtig lille [[forliebelse]] i en sangerinde. Læseren slap såmænd nødig billigere end med et dødsleje og med en hvileløs [[Don Juan]] af en asket og en skelende russisk greve og et dolkestød på åben, natsløret gade. De skulle være så [[Romantisk kærlighed|romantisk]] lidenskabelige, poeterne, den ægte poesi var den store "lidenskab"! Selv var Schandorph i 60erne et noget pigebarnsagtig spinkelt mandfolk med jomfruskære kinder; han bar sit tykke gule hår strøget frem ved begge sider i sirlig [[pomadiserede]] lag, der var over hans ansigt et halv sippet, halv forlegent-selvtilfreds udtryk. Hvad angår hans indre, så forsikrer han, at der er en evig "uro i hans hu», han "farer hvileløst fra Latter til Graad". Og han taler tit om sin store opfarenhed og utålmodighed. hans nervøse irritabilitet er sikker nok, den går tit igen i hans senere digtning, bl.a. i de piskeknald, hvormed de mere kommanderende af hans helte eller heltinder ynde at fremskynde en afgørelse. Men nervøsitet er jo ikke det samme som romantisk stor lidenskab. og for resten ytrer ikke engang nervøsiteten sig poetisk i hans ungdoms lyrik, den ses ikke af digtenes bygning, høres ikke i deres rytme. Han havde debuteret med nogle, for største delen erotiske, ''Digte'' (1862); i 1868 og 1875 var fulgt nye smådigte, og 1867 havde han anonymt udgivet nogle (i 1863 påbegyndte) dramatiske scener: ''Ude i Skoven''. Overalt i disse vers er formen konventionelt pyntelig, tonefaldet som oftest lidt dumpt eller mut eller vemodig forsagt. De bedste af digtene lyse blidt af en nøjsom fortrøstning, hvorover der er gledet som et åndepust af forsagelse. Og yderst påfaldende hos denne "lidenskabens" formentlige beundrer og offer er en inderlig sympati med al stilfærdig jævnhed. Hjemligst til mode føler Schandorph sig sammen med folk, som netop ikke kende noget til og ikke heller ville vide at sige af romantikkens lidenskabelighed (se f.eks. ''Digterens Moder'' i den første, det udmærkede mindedigt over Werner i den sidste af digtsamlingerne).