Gerhard 3. af Holsten: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
+kort |
SorenRK (diskussion | bidrag) m Smårettelser |
||
Linje 1:
[[Fil:Grevgerhardssegl.jpg|thumb
[[Fil:Danmarks kongeløse tid.png|thumb|I den kongeløse tid herskede Grev Gerhard over Danmark vest for Storebælt.]]
'''Gerhard 3. af [[Grevskabet Holsten|Holsten]]''' ([[1292]]–[[1340]]) blev i Danmark kaldt '''Grev Gert''' eller '''Den kullede (skaldede) greve''', i Holsten '''Gerhard den Store'''. Han regerede fra [[1312]] i Holsten sammen med fætteren [[Johan 3.]]
== Liv og gerning ==
Linje 7:
[[Greve (rang)|Greve]] Gerhard "den store" blev i 1326 den første [[schauenburg]]ske [[hertug]] af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] ([[Sønderjylland]]).
Efter faderen Henriks død 1304 satte sig den unge Gerhards farbroder, [[Gerhard den Blinde|Gerhard 2. "den blinde"]], i besiddelse af hans arv, og unge Gerhard synes at være opdraget hos sine mødrene frænder. 1312 måtte han forsvare sine arvekrav på [[Stormarn]] mod farbroderen, og først efter dennes død samme år optrådte Gerhard som [[Greve (rang)|greve]] af Rendsborg (tysk: ''
I 1315 kom Gerhard i besiddelse af Segeberg slot, dette efter at Hartwig Reventlow af personlige grunde havde overfaldet og dræbt den der residerende [[Greve (rang)|greve]] Adolf. Omtrent samtidigt samlede Gerhard under sig en del af den kielske linjes land. Som anfører for lejetropper bistod han 1316-1317 kong [[Erik Menved]] i striden med [[markgreve]]n af [[Mark Brandenburg|Brandenburg]] og fik for sin medvirken delvis [[Fyn]] i [[pant]].
Linje 19:
Da kong Kristofer 2. genindsattes i 1330, fik Gerhard [[Fyn]] som arveligt len mod tilbagegivelse af [[Sønderjylland]], hvilket overdroges til den afsatte kong Valdemar. Vilkåret for dette var, at hvis Valdemar døde uden arvinger, skulle Gerhard genfå [[Sønderjylland]] og tilbagegive [[Fyn]]. Gerhard fik ydermere Nørrejylland som pant for sine krigsomkostninger, og Christoffers ældste søn, Erik, skulle ægte Gerhards søster Elisabet.
Som følge af en strid mellem Gerhard og hans fætter [[Johan den Milde|Johan "den milde"]], en halvbroder til kong Christoffer 2., udbrød striden mellem Gerhard og
Gerhard, der havde begyndt som [[Greve (rang)|greve]] i en fjerdedel af Holsten, var nu herre over det halve [[Danmark]]. Umiddelbart efter kom han imidlertid i strid med søstersønnen [[hertug]] Valdemar, som var blevet træt af det lange formynderskab (til 1336), og med indbyggerne i Nørrejylland, som rejste sig mod det tyske åg (''den kullede greve'' var deres øgenavn på Gerhard, sigtende til hans skaldede isse). For at redde sig ud af disse vanskeligheder indgik Gerhard et forlig i [[Lübeck]] den 11. februar 1340 med [[hertug]] Valdemar og [[Valdemar Atterdag|prins Valdemar]], Kristofer 2.s yngste søn. Nørrejylland overdroges til [[hertug]] Valdemar mod en indløsning af 43.000 mark sølv, og for en del af denne sum fik Gerhard indtil videre [[Sønderjylland]] i pant, men hertug Valdemar var berettiget til at genindløse dette.
Men trods overgivelsen af Nørrejylland til [[hertug]] Valdemar forsøgte Gerhard selv at underkue oprøret der. Han samlede en stor hær af tyske lejeknægte og for hærgende frem i landet lige til [[Randers]], hvor han natten til den [[1. april]] [[1340]] blev overfaldet og dræbt af den danske [[ridder]] [[Niels Ebbesøn]]. Gerhard var på
Om Gerhard lyder eftermælet at han var en dygtig [[feltherre]] og en klog statsmand men hård og hensynsløs i valget af midler. Holstenerne gav ham senere tilnavnet ''den store'', mens han i [[Danmark]] vedvarende kaldtes for ''den kullede greve''.
|