Svetlana Aleksijevitj: Forskelle mellem versioner

Aleksijevitj kalder sin serie dokumentarromaner for "Utopiens stemmer – Historien om det røde menneske". Den første bog i serien er ''Krigen har intet kvindelig ansigt'', hvor kvinder fortæller om deres tid i den [[Den Røde Hær]] under det [[Store Fædrelandskrig]] (anden verdenskrig). Bogen var færdig i 1983, men blev anklaget for at vanhellige den heroiske sovjetiske kvinde og blev ikke udgivet før [[Mikhail Gorbatjov|Gorbatjov]] indførte [[glasnost]] i 1985. Samme år blev ''Последние свидетели'' (''De sidste vidner'') om børns oplevelser af krigen udgivet. Derefter skrev Aleksijevitj ''Цинковые мальчики'' (''Zinkdrengene'', 19891991), i hvilken soldater og soldatermødre vidner om Sovjetunionens krig i Afghanistan. Bogen kritiseredes skarpt af militære og kommunister. På dette tidspunkt gik Sovjetunionen mod sin opløsning og [[Hviderusland]] blev en uafhængig stat i 1991. En retssag mod Aleksijevitj og hendes bog ''Zinkdrengene'' blev indledt i 1992 i Minsk, men takket være demokratiske kræfter i landet blev tiltalen frafaldet. I 1993 udkom ''Зачарованные смертью'' (''Forført af døden''), hvor Aleksijevitj taler med personer, som i deres fortvivlelse over at de sovjetiske idealer forvitrede, prøver at begå selvmord. I den omtalte bog ''Чернобыльская молитва'' (''Bøn for Tjernobyl'', 1996) har hun samlet udtalelser om tiden efter [[Tjernobylulykken]].<ref name=Biografi_paa_Aleksijevitjs_hemsida/>