|
| fodnoter = {{reflist|group=note|refs=<ref name=valuta>[[Zimbabwisk dollar]] er ikke længere i brug efter den officielt blev suspenderet af regeringen pga. [[hyperinflation]]. Den [[amerikanske dollar]], sydafrikanske [[Rand]], [[Pula (valuta)|Botswana Pula]], [[Britisk pund|britiske Pound Sterling]] og [[Euro]] er nu i brug i stedet. Den amerikanske dollar er blev valgt som den officielle valuta til alle regeringsmæssige transaktioner.</ref>}}
}}
I marts [[1978]], da Smith-regimet var på sammenbruddets rand, underskrev Ian Smith en aftale med tre sorte ledere, med biskop [[Abel Muzorewa]] i spidsen. Disse lovede sikkerhed for den hvide del af befolkningen. Som en følge af aftalen blev der afholdt valg i april [[1979]]. Partiet'''Republikken''' [[United African National Council |ncil]] (UANC) vandt valget, og [[1. juni]] [[1979]] blev partileder Abel Muzorewa indsat som premierminister, og landet skiftede navn til [[Zimbabwe-Rhodesia]]. Aftalen lod de hvide beholde kontrollen over landets politi, sikkerhedsstyrker, embedsværket og retsvæsenet, samt sikrede dem omkring en tredjedel af sæderne i parlamentet. ▼'''Republikken Zimbabwe''', tidligere [[Sydrhodesia]], [[Rhodesia]] og [[Zimbabwe-Rhodesia]], er en republik i det sydlige [[Afrika]]. Zimbabwe grænser op mod [[Zambia]], [[Mozambique]], [[Sydafrika]] og [[Botswana]]. Landet har sit navn efter [[Great Zimbabwe]], en oldtidsby i det sydlige [[Afrika]], som var centrum for et stort rige kendt som [[Munhumutapaimperiet]]. "Zimbabwe" kommer af ''Dzimbadzemabwe'', der betyder "stort stenhus" på shona-sproget. <ref>[http://www.somalipress.com/zimbabwe-overview/zimbabwe-big-house-stone-1145.html Zimbabwe – Big House of Stone | Somali Press<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
Landet løsrev sig fra [[Storbritannien]] i [[1965]]. På det tidspunkt var landet ledet af den hvide farmer [[Ian Smith]]. Da landet blev anerkendt som Zimbabwe i 1980, var det med den sorte [[socialisme|socialist]] [[Robert Mugabe]] ved magten. Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide ca. 4 procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.
I Zimbabwe er der [[jernbane]]net på totalt 3.700 km. Vejnettet har en total længde på 90.000 km, hvoraf 19% er asfalteret, og der er bygget 7 [[lufthavn]]e med regulær trafik.
Vigtige eksportvarer er [[tobak]], [[guld]], [[nikkel]], [[bomuld]], [[asbest]], [[sukker]], [[majs]], [[frugt]] og [[grøntsag]]er. Vigtige importvarer er maskiner og transportudstyr, [[brændstof]], tekstiler, garn, madvarer og levende [[dyr]]. Vigtige handelspartnere er [[Sydafrika]], [[Storbritannien]], [[Japan]], [[Tyskland]] og [[USA]].
== Historie ==
[[Fil:Great-Zimbabwe-2.jpg|thumb|left|[[Great Zimbabwe]]-ruinerne i [[Masvingo (provins)|Masvingo-provinsen]].]]
[[Fil:Matabeleland.gif|thumb|left|[[Matabeleland|Matabele-riget]] i 1887, året før kolonialiseringen til Cecil Rhodes.]]
De tidligste indbyggere i området var [[khoisan]]er, der levede som [[jægere og samlere]]. De blev stort set fortrængt af [[bantu]]-stammer i en serie [[migration]]er. Den sydlige del af landet blev kaldt matabeleland efter [[ndebele]]-stammen, som besatte området i begyndelsen af [[19. århundrede|1800-tallet]] under en løs konføderation af ndebele-sprogede stammer, ledet af khumalo-stammen under deres leder [[Mzilikazi]]. Der har været spænding helt op til vor tid mellem denne folkegruppe og de shona-sprogede stammer i Mashonaland, den nordlige del af Zimbabwe.
=== Kolonitiden ===
I [[1888]] underskrev [[Cecil Rhodes]] en aftale med [[ndebele]]rnes konge [[Lobengula]] som havde efterfulgt Mzilikazi. Den førte til omfattende [[Storbritannien|britisk]] intervention i området, og dets formål var hovedsagelig udvinding af mineraler. I [[1889]] skaffede Rhodes sig en kontrakt for [[British South Africa Company]] (BSAC) for at okkupere og administrere det som senere blev kendt som [[Rhodesia]] og for at udvinde [[guld]] og andre mineraler. I [[1895]] okkuperede en afdeling på 200 bevæbnede hvide mænd rekrutteret af BSAC i Sydafrika [[Mashonaland]] og opmuntrede til kolonisering af regionen og dets landområder, arbejdskraft og mineralressourcer.
I [[1896]]–[[1897]] udførte ndebelerne og shonaerne mislykkede oprør mod de hvide kolonisters rovdrift af deres oprindelige land. Dette blev senere kendt som den første ''chimurenga'' ("befrielseskrig"). [[Nehanda Nyakasikana]], [[Chaminuka]], [[Muponda]] og andre shona åndemedier og herskere var lederne i dette oprør, og blev senere fanget og henrettet. Shonaerne og ndebelerne med deres spyd og [[kølle (våben)|køller]] var chanceløse mod tungt bevæbnede [[British South Africa Police]] (som politistyrken i Rhodesia blev kaldt) som havde heste, skydevåben og [[kanon (våben)|kanoner]].
Sydrhodesia blev administreret af Rhodes' BSAC frem til [[1922]]. I en folkeafstemning det år afslog bosætningsbefolkningen et forslag om at blive indlemmet i den [[Sydafrika|Sydafrikanske Union]], og blev i stedet en britisk selvstyret koloni.
Sydrhodesia, [[Nordrhodesia]] (nu kaldt [[Zambia]]) og Nyasaland (nu kaldt [[Malawi]]) dannede i [[1953]] [[Føderationen af Rhodesia og Nyasaland]], også kaldt den Centralafrikanske Føderation.
Efter at føderationen blev opløst i [[1963]], krævede den hvide minoritetsadministration i Sydrhodesia (kaldt [[Rhodesia]] fra [[1964]]) uafhængighed, men den britiske regering havde etableret en politik om ikke at tilbyde uafhængighed, før der kunne dannes et afrikansk majoritetsstyre.
=== Selverklæret uafhængighed ===
[[Fil:Zi-map.png|thumb|Kort over Zimbabwe.]]
I respons til dette erklærede [[premierminister]] [[Ian Smith]] Rhodesia uafhængigt [[11. november]] [[1965]]. Storbritannien kaldte erklæringen en oprørshandling, og [[Commonwealth of Nations]] indførte økonomiske sanktioner. I [[1968]] stemte [[FN]] for at gøre sanktionerne obligatoriske, men de var stort set virkningsløse. I et forsøg på at distancere landet fra Storbritannien, erklærede Smith Rhodesia for [[republik]] i [[1970]], men dette førte ikke til international anerkendelse. Smith fortsatte med at administrere et stort set segregeret socialt samfund, som i princippet var et [[apartheid]]-regime. Uafhængigheden blev aldrig godkendt af andre lande end apartheid-regimet i [[Sydafrika]], da det hvide mindretal kun erklærede selvstændighed for at holde på et hvidt, racistisk mindretalsstyre, der ikke adskilte sig fra [[Sydafrika]]s.
Modstanden mod det hvide styre voksede sig stærkere, og begyndte med en træfning ved [[Chinhoyi]], hvor seks krigere fra [[Zimbabwe African National Liberation Army]] (ZANLA) kæmpede mod regeringsstyrker. ZANLA og [[Zimbaber People's Revolutionary Army]] (ZIPRA) brugte [[guerilla]]taktikker, som mindede om [[Viet Cong]] under [[Vietnamkrigen]].
Bevægelsen for lige rettigheder for afrikanere i Afrika og i [[diaspora]]en blev intensiveret i den anden halvdel af det [[20. århundrede]] verden over. Med afslutningen på [[Portugal|portugisernes]] styre i nabolandet [[Mozambique]] i [[1975]], gav befrielsessfronten i Mozambique ([[Frelimo]]), ledet af præsident [[Samora Machel]], støtte til ZANLA, og modstanden blev intensiveret til et oprør i stor skala som blev kaldt [[den anden Chimurenga]].
De rhodesiske sikkerhedsstyrker havde operationel succes mod de kommuniststøttede guerillaer. Selv under presset af de økonomiske og militære sanktioner, udførte rhodesiske styrker meget effektive angreb på guerillabaser i Zambia og Mozambique.
Op gennem 70'erne blev [[guerilla]]krigsførelsen mod Ian Smiths UDI-regering intensiveret. Som resultat af dette åbnede Smith-regeringen for forhandlinger med lederne af [[Patriotic Front]]s – [[Zimbabwe African National Union]] (ZANU) og [[Zimbabwe African People's Union]] (ZAPU). ZANU var ledet af [[Robert Mugabe]] og ZAPU var ledet af [[Joshua Nkomo]].
▲I marts [[1978]], da Smith-regimet var på sammenbruddets rand, underskrev Ian Smith en aftale med tre sorte ledere, med biskop [[Abel Muzorewa]] i spidsen. Disse lovede sikkerhed for den hvide del af befolkningen. Som en følge af aftalen blev der afholdt valg i april [[1979]]. Partiet [[United African National Council]] (UANC) vandt valget, og [[1. juni]] [[1979]] blev partileder Abel Muzorewa indsat som premierminister, og landet skiftede navn til [[Zimbabwe-Rhodesia]]. Aftalen lod de hvide beholde kontrollen over landets politi, sikkerhedsstyrker, embedsværket og retsvæsenet, samt sikrede dem omkring en tredjedel af sæderne i parlamentet.
Muzorewa havde støtte fra Smith og den sydafrikanske regering, men manglede troværdighed blandt betydelige dele af landets egen befolkning. Muzorewa-regeringen fik hurtigt problemer. Mod slutningen af [[1979]] bad den britiske regering alle parter om at komme til [[Lancaster House-aftalen|Lancaster House]] i [[London]] for at forhandle en afslutning af [[borgerkrig]]en.
| 