Johannes Nielsen: Forskelle mellem versioner

74 bytes tilføjet ,  for 5 år siden
{{ibrug|[[Bruger:Tostarpadius|Tostarpadius]] ([[Brugerdiskussion:Tostarpadius|diskussion]]) 8. nov 2016, 12:49 (CET)}}
'''Carl Johannes Nielsen''' (født [[14. september]] [[1870]] på [[Hindholm Højskole]], død [[20. december]] [[1935]]) var en [[Danmark|dansk]] [[skuespiller]], [[sceneinstruktør]] og [[teaterdirektør]]. Han var bror til [[Laurits Christian Nielsen (forfatter)|L.C. Nielsen]],
 
Nielsen blev 1890 Student[[student]] og Aaretåret efter Elevelev ved [[det kgl.kongelige Teater]], hvor han optraadteoptrådte i nogle småroller og efter en flerårig afbrydelse, i hvilken han drev spredte [[universitet]]s[[studier]],
omsider debuterede 1. marts 1897 som Arv i ''Maskeraden''. Bondekarlens maske kunde Nielsen bære, men lunet fattedes; derimod fik hans lyriske talent en smuk udfoldelse, da han
Smaaroller og efter en fleraarig Afbrydelse, i hvilken han drev spredte Universitetsstudier,
1897—99 virkede ved [[Folketeatret]], navnlig som Pastor Sang i »''[[Over Evne«]]'' I, hvor hans mandige udtryk for naturglæde og tro førte ham frem i første række blandt tidens sceniske ungdom.
omsider debuterede 1. Marts 1897 som Arv i »Maskeraden«. Bondekarlens Maske kunde N.
1899 afbrød Nielsen sin virksomhed og modtog ansættelse som økonomiinspektør ved det kongelige Teater og som medhjælper ved [[sceneinstruktion]]en, men 1904 vendte han tilbage til Folketeatret, der i de
bære, men Lunet fattedes; derimod fik hans lyriske Talent en smuk Udfoldelse, da han
følgende år høstede gavn af den udvikling, han havde gennemgået som [[William Bloch]]s elev. Nielsen formede nu en del udmærket sammenstemte forestillinger, særlig af landlig art, for eksempel
1897—99 virkede ved Folketeatret, navnlig som Pastor Sang i »Over Evne« I, hvor hans mandige
Udtryk for Naturglæde og Tro førte ham frem i første Række bl. Tidens sceniske Ungdom.
1899 afbrød N. sin Virksomhed og modtog Ansættelse som Økonomiinspektør ved det kgl. Teater og
som Medhjælper ved Sceneinstruktionen, men 1904 vendte han tilbage til Folketeatret, der i de
flg. Aar høstede Gavn af den Udvikling, han havde gennemgaaet som William Bloch’s Elev.
N. formede nu en Del udmærket sammenstemte Forestillinger, særlig af landlig Art, f. Eks.
»Sind«, »Pigernes Alfred« og »Den røde Hane«, og skønt hans karakteriserende Skuespillerevne
ikke var betydelig, skabte han enkelte levende Typer, f. Eks. den sølle Havarist Möllmark i
50.881

redigeringer