Fosfolipid: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Phospholipid TvanBrussel.jpg|thumb|Et fosfolipid-molekyle (sort linjefirkant) - og molekylets placering blandt mange andre fosfolipid-molekyler i en [[cellemembran]].<br>Nedenfor cellemembranen er [[Celle (biologi)|cellens]] indre. Ovenfor cellemembranen er udenfor cellen.]]

[[Fil:Phospholipid Chemicalmakeup.png|thumb|Det venstre billede viser et simplificeret fosfolipid molekyle - og det højre billede viser nogle af molekylets indgående grundstoffers placering.]]

 

De fede syrer danner en hydrofob (vandskyende) hale, mens glycerol, fosfat og den ekstra alkohol danner et hydrofilt (vandsøgende) hoved. På den måde kan membranen på én og samme tid være uigennemtrængelig for opløste stoffer og dog give passage for bestemte stoffer.

 

Cellemembranen er et dobbelt fedtlag, der primært består af fosfolipider. Fosfolipider er amfifiler, hvilket betyder de har en hydrofob ende og en hydrofil ende. Hydrofob betyder at den søger væk fra vandet, samtidig med at vandmolekylerne søger væk fra den. Det skyldes at vandmolekylerne er polære men det er lipiderne ikke, da de består af fedtsyre. Men den anden ende der er lavet af fosfor, er polær. Derfor tiltrækkes den af vandet som også er polært, denne del er altså hydrofil. Fordi fosfolipiderne er amfifile kan der dannes nogle “underlag” eller “mellemlag mellem dem. I disse “mellemlag” er der ikke noget vand og det er det der danner cellemembranen. Det er også vigtigt at cellemembranen ikke bliver for flydende eller for stiv, derfor er der også et andet lipid, nemlig kolesterol. Der er også andre lipider men de to giver et meget godt billede af cellemembranen. Det er vigtigt at sige at cellemembranen er flydende, og ikke stive selvom vi tit forestiller os dem sådan. Ud over det sidder der også proteiner i dem, som fungerer som en slags “transport” kanaler for ting der skal ind og ud af cellen.

 

 

{{Autoritetsdata}}

[[Kategori:Cellebiologi]]