Akvatinte: Forskelle mellem versioner

Variationen i tone opnås ved at områder af trykpladen gøres modtagelige for en større eller mindre mængde [[trykfarve]]. Der sker ved en særlig ætsemetode, hvor et forstøvet, syrebestandigt stof fastbrændes, så det danner bittesmåhelt små punkter på pladen, som ved ætsning fårgiver en slags ru struktur med små forhøjninger. Ved at ætse ad flere omgange og undervejs friholde enkelte områder, fås forskellig tonalitet i trykket.

Akvatinte tryk kan minde om tusch- og blæktegninger, og teknikkenTeknikken blev også oprindeligt anvendt til at imitere dissetusch- tegnemetoderog blæktegninger. Udtrykket akvatinta kan således også bruges om tegninger i [[tusch]] og [[sepia (farve)|sepia]].

En trykplade klargøres og påføres en porøs belægning, kaldet en [[ætsegrund]]/akvatintegrund, af forstøvet [[harpiks]] ([[kolofonium]]) eller [[asfalt]]<ref>"Akvatinta", bind 1, side 393 i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1915)</ref>. Pladen opvarmes til støvet smelter og danner en fast kornet belægning. De fastbrændte korn bliver herved tilaf bittesmåsmå syrebestandige punkter.

Pladen nedsænkes i et [[syre|syrebad]], typisk af [[jernklorid]], så pladen korroderes i overfladen omkring hvert lille beskyttet punkt. Herved fås en slags [[raster]]-udtryk, som afhængigt af det anvendte pulver, kan have et finere eller grovere udtryk, afhængigt af det anvendte pulver. Almindeligvis ætses pladen ad flere omgange, for at opnå en varierende farvemodtagelighed, og grå- eller farvetone i trykket. For at styre hvilke områder af pladen der udsættes for ætsning, påmales fra gang til gang, påmales efter hver ætsning et syreresistent stof, de steder, hvor trykket skal have en given gråtone. DeEfter stederførste hvorætsning trykketdækkes skalde væresteder, lysestsom overmalesskal efterhave førsteden ætsninglyseste tone. Herefter dækkes områder som skal have den næstlyseste tone, og så fremdeles. Metoden kan kræve en god planlægning af processen.

Når alle ætsetrin er gennemført renses belægning af med et opløsningsmiddel ([[renseolie]] eller [[sprit]]), og den oxyd-belægning som viser sig på pladen fjernes i en opløsning af [[eddike]] og [[husholdningsssalt|bordsalt]]. NuPladen står pladennu blottet med en ru og kornet overflade hvor syren har korroderet metallet. Pladen påføresindfarves trykfarve,og aftørres til et ensartet niveau. ogDen sammenlægges med et ark opfugtet papir, og køres til slut gennem [[trykpresse|trykpressen]].

Det resulterende tryk er defineretkarakteriseret ved en feltinddeling med varierende grå- eller farvetone og små hvide ’raster-punkter’. Farvens styrke og intensitet i de forskelligeenkelte områderfelter afhænger af syrebadets koncentration og varighed samt mængden og karakteren af den ætsegrund som er anvendt.

Processen foregår som ved traditionel akvatinte med enkelte undtagelser. I stedet for harpiks eller asfalt, bestøves pladen med en akrylbaseret farve ved hjælp af airbrush. Det gøres eksempelvis ved at stille pladen lodret i et sprøjteskab på et stykke hvidt papir. Airbrush’en indstilles ved at sprøjte på papiret indtil mængden er passende, og derefter langsomt bevæge den ned over pladen., Hereftersom skalherefter dentørres tørrei grundigt iet tørreskab. Pladen skal almindeligvis være 50-60% dækket.

Afdækning af de områder, som undervejs i processen skal friholdes fra ætsning undervejs, sker med eksempelvis [[Stop Out Varnish]] eller en fedtholdig [[litho-kridt]]. Efter hvert syrebad dyppes pladen i en anti-oxyderingsvæske (en blanding af [[eddike]] og [[salt|bordsalt]]) og affedtes (med [[CPS affedter]]) for at sikre at afdækkeren kanen hæftegod godthæftning. Efter endt ætseproces fjernes akrylkornene (i en mild opløsning af kausisk soda og fjernes til slut med skurecreme og grydesvamp) før pladen kan indfarves og trykkes. <ref>Upubliceret hæfte af Atelier Agerbo grafisk værksted (1998) Grafiske teknikker – kortfattet historisk og teknisk beskrivelse</ref>.

Jo større mængde ætsegrund der anvendes, jo tættere vil de hvide ’raster-punkter’ ligge, og des finere eller blegere vil trykket blive. Omvendt jo mere sparsom påføring, des længere mellem rasterne, og grovere eller mørkere vil udtrykkettrykket blive.<ref>Chamberlain Walter (1992 (1972)). The Thames and Hudson Manual of Etching and Engraving s. 58-59</ref> Hvis stoffet anvendes for sparsomt, og kommer til at ligge i for små punkter på pladen, kan det ske at syren ætser ned under det enkelte korn eller punkt, så dedet ikkebliver får”fladbid”, nogenog raster-effekt,effekten men bliver ”fladbid”udebliver.

For at opnå en ensartet og kontrolleret påføring af harpiks, anvendesbruges ofte en såkaldt [[akvatinte kasse]], som ophvirvler harpiksstøv i et lukket rum, hvor pladen indføres og pulveret lægger sig jævnt.

Påføringen kan også ske manuelt ved hjælp af eksempelvis en lille pose i silke, nylon eller lignende med det forstøvede materiale i. Frigivelse af den rette mængde pulver kan styres ved at lægge stoffet i lag. Alternativt kan bruges en metaldåse hvor bunden er skåret væk, og lag af tyndt stof er spændt ud i stedet.<ref>Chamberlain Walter (1992 (1972)). The Thames and Hudson Manual of Etching and Engraving s. 58-59</ref> Ved manuel bestøvning fås en relativt ensartet fordeling af harpiks ved konstant at holde hånden i bevægelse, uden at koncentrere sig om bestemte områder af pladen. Vil man fjerne pulveret kan det gøres med en ren klud.<ref>Chamberlain Walter (1992 (1972)). The Thames and Hudson Manual of Etching and Engraving s. 58-59</ref> Når først støvet ligger som ønsket, holdes den uden stød indtil støvet fikseres.

Ved akrylbaseret akvatinte giver brugbestøvning afmed airbrush god mulighed for at eksperimentere med at skabe forskellige toner i én og samme ætsning ved enat varieretvariere påføringen. Eksempelvis kan denstoffet lægges som graduerede toner, som ”skyer”, splattereffekter, gradvist tættere lag osvmv.<ref>Bøegh Henrik, & Bøegh H. (1998). Håndbog I Non-toxic Dybtryk : Akrylbasrede ætsegrunde Fotopolymerfilm ætsning.</ref> Vil man fjerne og ændre akryllaget, kan det skylles væk med lunt vand inden tørring.

Som led i den traditionelle akvatinte metode kan ligeledes skabes et mere plettet udtryk fås med manuel bestøvning, ved at lade små stykker harpiks eller korn af forskellig størrelse ligge på pladen.<ref>Chamberlain Walter (1992 (1972)). The Thames and Hudson Manual of Etching and Engraving s. 58-59</ref>

Ligesom mange andre grafiske teknikker har også akvatinte indenfor de senere år set en fornyelse og versionering i form af [[non-toxic printing]] metoder. I takt med en øget opmærksomhed på sundhedskadelige aspekter ved traditionelt grafiske arbejde, sås fremkomsten af ikke-miljø- og sundhedsskadelige, akrylbaserede alternativer til de traditionelle metoder og materialer. Tilhængere af de giftfri metoder peger påser dissedem som ikke bare fuldgyldige alternativer til den oliebaserede og traditionelle grafik, men også som kilde til nye udtryksmuligheder <ref>Bøegh Henrik, & Bøegh H. (1998). Håndbog I Non-toxic Dybtryk : Akrylbasrede ætsegrunde Fotopolymerfilm ætsning</ref>. Den grundlæggende metode for akrylbaseret akvatinte er skitseret under afsnittet 'Grundlæggende metode'.