|
}}
{{Operation Overlord}}
'''D-dag''' (D-day) var dagen d. [[6. juni]] [[1944]], hvor [[de Allierede]] gik i land i [[Normandiet]] i Nordvest[[frankrig]] under [[2. verdenskrig]]. Landgangen, som også blev kaldt '''Operation Neptune''', var indledningen på en større operation ved navn '''''[[Operation Overlord]]''''', der havde som endeligt mål, at befri Europa fra den [[Nazi-Tyskland|tyske]] besættelse. Operation Overlord begyndte på D-dagen og sluttede d. [[19. august]] 1944, da de Allierede krydsede [[Seinen]].<ref name=planen>[http://www.army.mil/cmh-pg/documents/wwii/g4-OL/g4-OL.htm OUTLINE OF OPERATION OVERLORD] – den amerikanske hærs hjemmeside</ref> Over 70 år senere er [[invasion]]en af Normandiet stadig den største [[amfibiekrigsførelse|amfibieoperation]] i historien og involverede mere end tre millioner soldater, der krydsede den [[Engelske Kanal]] fra [[England]] til Normandiet.
De allierede styrker, der primært kom i kamp i Normandiet, var fra [[USA]], [[Storbritannien]] og [[Canada]]. Også større frie franske og [[Polen|polske]] styrker deltog i slaget efter selve landgangen. Der deltog desuden tropper fra [[Belgien]], [[Tjekkoslovakiet]], [[Grækenland]], [[Holland]], [[Norge]] og enkelte søfolk fra Danmark.<ref>The long left flank : the hard fought way to the Reich, 1944-1945 – Jeffery Williams. Cooper, London, 1988 ISBN 0-85052-880-1 9780850528800</ref>
Selve invasionen begyndte med indsættelse af tropper med [[faldskærm]] og [[svævefly]], massive luftbombardementer og beskydning fra [[krigsskib]]e. Tidligt om morgenen 6. juni begyndte landsætningen af tropper på kysten. Tropperne blev udskibet fra baser langs Englands sydkyst. Den vigtigste af disse var [[Portsmouth]]. Slaget om Normandiet fortsatte i to måneder med militære operationer, der skulle etablere og udvide et [[brohoved]] og til sidst foretage et udbrud. Slaget om Normandiet sluttede med befrielsen af [[Paris]] og [[Falaise-lommen]]s sammenbrud i slutningen af august 1944.
[[Adolf Hitler]] beskrev udfaldets betydning: "I øst kan vi tillade et tab af territorium, uden at det er et dødeligt slag mod [[Tyskland]]s chance for overlevelse. Sådan forholder det sig ikke i vest! Hvis det lykkes for fjenden her, vil der følge uoverskuelige konsekvenser inden for kort tid."<ref>D-Day June 6, 1944: The Climactic Battle of World War II, Stephen Ambrose, Simon & Schuster, 1995</ref>
== De Allieredes forberedelser ==
[[Fil:Invasion Training in England 03.jpg|thumb|left|Allierede soldater øver landgang i [[England]]]]
[[Fil:Invasion Training in England 04.jpg|thumb|Træning med skarp [[ammunition]] i England før invasionen]]
Efter den tyske hær invaderede [[Sovjetunionen]] i [[1941]] med [[Operation Barbarossa]], havde Sovjetunionen været Tysklands primære modstander på det europæiske kontinent. USA's [[præsident]] [[Franklin D. Roosevelt]] og Storbritanniens [[premierminister]] [[Winston Churchill]] havde lovet, at USA og Storbritannien ville åbne en "anden front" i [[Europa]] for at hjælpe Sovjetunionen med at nedkæmpe Tyskland, først i [[1942]] og så igen i foråret [[1943]].
Briterne med Churchill i spidsen ønskede at undgå de selvmorderiske frontalangreb, man havde oplevet under [[1. verdenskrig]]. Churchill og den britiske [[generalstab]] ønskede en [[strategi]], der skulle optrappe de [[guerilla]]operationer, der blev koordineret af [[Special Operations Executive]] (SOE). De regulære styrker skulle samtidig angribe fra [[Middelhavet]], mod [[Wien]] og ind i Tyskland fra syd. Et sådant angreb mente man også kunne skabe en barriere, der ville begrænse den sovjetiske indtrængen i Europa. USA mente, at den mest effektive løsning var at angribe ad den korteste rute til Tyskland med udgangspunkt i den stærkeste allierede magtbase i Europa; England. De gjorde det klart, at de ikke ville bøje sig, og at dette var den eneste strategi, de ville støtte i længden. To indledende forslag blev opridset: ''[[Operation Sledgehammer]]'', der var planen for en invasion i 1942, og ''Operation Roundup'', en plan for et større angreb i 1943. Roundup blev tilpasset og blev til Operation Overlord, selvom den blev forsinket indtil 1944.
Planlægningen startede for alvor i marts 1943. Planlægningen blev først udført af den britiske chef for den allierede generalstab, [[generalløjtnant]] sir [[Frederick E. Morgan]] og hans amerikanske næstkommanderende [[generalmajor]] [[Ray W. Barker]]. Planen blev senere overtaget og finpudset af [[SHAEF]] (Supreme Headquarters, Allied Expeditionary Force) i januar 1944 under ledelse af general Dwight D. Eisenhower.
De allierede [[jagerfly]]s korte rækkevidde fra de sydengelske flyvestationer begrænsede valget af det område, hvor man kunne landsætte tropper. Geografien reducerede valgmulighederne til to steder: [[Pas-de-Calais]] og Normandiets kyst. Fordi Pas de Calais var tættest på England, var det bedst egnet til en landgang. Pas de Calais tilbød den mest direkte rute til Tyskland, og var derfor det bedst befæstede og forsvarede. Derfor blev Normandiet valgt til invasionen.
Delvis på grundlag af erfaringer fra [[Diepperaidet]] d. [[19. august]] 1942 besluttede de Allierede at undlade at angribe en af de franske havne direkte i angrebets første fase. En landsætning af tropper over en bred front i Normandiet ville true havnene i både [[Cherbourg]] og havne længere vestpå i [[Bretagne]]. Samtidig ville det gøre et angreb mod Paris og den tyske grænse muligt. Normandiets kyst var lettere forsvaret, og et uventet men strategisk godt sted at etablere et brohoved. Potentielt kunne man forvirre og sprede de tyske forsvarere.
Først i november 1943<ref>[http://www.ibiblio.org/lia/president/EisenhowerLibrary/_General_Materials/DDE_Biography.html Eisenhowers biografi] – Ibiblio.org</ref> blev Eisenhower udpeget som øverstbefalende for de allierede styrker i Vesteuropa. I januar 1944 blev general Bernard Law Montgomery chef for 21. [[armégruppe]], hvis tropper skulle udføre invasionen. Han skulle også stå for udarbejdelsen af invasionsplanen.<ref>Nigel Hamilton, Montgomery, Bernard Law, Oxford Dictionary of National Biography (2004)</ref>
På dette stade i planlægningen foreslog planlæggerne en landsætning af tre divisioner fra havet og to divisioner fra luften. Montgomery optrappede hurtigt antallet af tropper til fem divisioner fra havet og tre fra luften og et angreb mod [[Utah Beach]]. Til at begynde med havde Montgomery bedt om fem luftbårne divisioner, men der var kun transportfly til at indsætte tre. I alt ville 47 divisioner blive sat ind i slaget om Normandiet: 19 britiske, fem canadiske og en polsk, alle under britisk kommando. Dertil kom 21 amerikanske divisioner og en fra de frie franske. Samlet var det 1,4 millioner mand. Den [[7. april]] og [[15. maj]] præsenterede Montgomery sin strategi for invasionen på St Paul's School. Han forudså, at slaget ville vare halvfems dage, og ville slutte når alle tropper havde nået Seinen, ved at dreje angrebsaksen om byen Caen.
Omkring 6.900 fartøjer, heraf 4.100 [[landgangsfartøj]]er, skulle deltage i invasionen under kommando af [[admiral]] sir [[Bertram Ramsay]]. Ramsay havde også været involveret i landsætningerne i [[Nordafrika]] og [[Italien]]. 12.000 fly under [[Generalløjtnant|Air Marshal]] Sir Trafford Leigh-Mallory skulle støtte landsætningen. 1.000 transportfly skulle indsætte faldskærmstropperne, 10.000 ton bomber skulle kastes over de tyske forsvarsstillinger, og 14.000 togter skulle flyves.
Målet for de første 40 dages kampe var at erobre et brohoved, der skulle inkludere byerne Caen og Cherbourg. Specielt Cherbourg var vigtig, fordi byen havde en dyb havn, der kunne modtage forsyninger. Efterfølgende skulle man bryde ud af brohovedet, befri Bretagne og atlanterhavshavnene dér, og fortsætte til man nåede en linje fra [[Le Havre]], gennem [[Le Mans]] til [[Tours]], ca. 190 km sydvest for Paris. Efter 90 dage skulle de Allierede altså kontrollere en zone, der var indrammet af floderne [[Loire (flod)|Loire]] mod syd og Seinen mod nordøst.
=== Vildledning ===
[[Fil:Preparing for Invasion3.jpg|thumb|left|Amerikanske soldater fra 2. Ranger-bataljon marcherer gennem [[Weymouth]], en kystby i det sydlige England. De er på vej til skibene, der skal føre dem til Normandiet.]]
[[Fil:Eisenhower d-day.jpg|thumb|left|[[Eisenhower]] taler med amerikanske [[faldskærmstropper]] fra 502. Parachute Infantry Regiment, [[101st Airborne Division]] om aftenen d. [[5. juni]] [[1944]]]]
I månederne op til invasionen gennemførte de Allierede en vildledningsoperation, ''[[Operation Bodyguard]]'', der skulle overbevise tyskerne om, at andre steder end det nordlige Frankrig var truet (såsom [[Balkanhalvøen|Balkan]] og [[Sydfrankrig]]). I ugerne op til invasionen startede de Allierede en massiv vildledningskampagne, ''[[Operation Fortitude]]''. Operationen var delt i to: ''Operation Fortitude South'' skulle overbevise tyskerne om, at det primære angreb ville ske mod Pas de Calais, så de beholdt styrker der, i stedet for at sende dem til Normandiet efter invasionen. ''Operation Fortitude North'' skulle samtidig give indtryk af, at man planlagde et angreb på Norge.
Man fik gennem [[dobbeltagent]]er og falsk radiotrafik tyskerne til at tro på eksistensen af en fiktiv amerikansk hærgruppe, First U.S. Army Group, der angiveligt befandt sig i det sydøstlige England under kommando af generalerne [[Lesley J. McNair]] og [[George S. Patton]]. Tyskerne havde et stort netværk af [[Spion|agenter]] i England, men hver eneste af de agenter, der sendte rapporter om den fiktive hærgruppe, var blevet omvendt af den allierede kontraspionage som en del af [[Double Cross System|Double Cross systemet]]. Dobbeltagenterne sendte beskeder hjem til Tyskland, der bekræftede hærgruppens eksistens, og at dens mest sandsynlige mål var Pas de Calais.
Falske [[kampvogn]]e, [[lastbil]]er og landgangsfartøjer såvel som falske militærlejre blev placeret ved havnene ved Englands østlige og sydøstlige kyster, og [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]] fik lov til at fotografere dem.
Operation Skye blev samtidig startet i [[Skotland]] for at støtte Operation Fortitude North. Man udsendte radiosignaler, der var beregnet til at få de tyske analytikere til at forudsige en invasion af det tyskbesatte Norge. Fortitude North betød, at tropper, der ellers kunne være flyttet til Frankrig, måtte blive i Norge.
=== Specielt udstyr ===
Nogle af de mere usædvanlige allierede forberedelser omfattede [[panser|pansrede]] køretøjer, der blev specielt tilpasset til angrebet. Køretøjerne blev udviklet under ledelse af generalmajor [[Percy Hobart]], Montgomerys svoger, og blev kaldt "Hobart's Funnies." Der blev blandt andet udviklet sejlende [[M4 Sherman|Sherman]] kampvogne, [[Churchill (kampvogn)|Churchill Crocodile]] kampvognen, der var udstyret med [[flammekaster]], minerydningskampvogne, brobygningskampvogne, vejlægningskampvogne og kampvogne udstyret med svære [[mortér]]er til at ødelægge betonbunkere. Hovedparten af disse køretøjer blev betjent af små grupper fra den britiske 79th Armoured Division, der blev tilknyttet de forskellige troppeformationer.
Tre dage efter D-dagen, den [[9. juni]], stod to kunstige havne, [[Mulberry havn]]ene, der skulle bugseres over fra Storbritannien i sektioner, færdige henholdsvis ved [[Omaha Beach]] og [[Arromanches]]. Den amerikanske ved Omaha blev ødelagt af en storm den [[19. juni]], mens den britiske, senere døbt til ''Port Winston'' var operativ de næste 10 måneder. Den strategiske betydning af disse kunstige havne kan ikke overvurderes; tyskerne gik ud fra, at de Allierede ville være afhængige af at erobre en af de større havne, som f.eks. [[Cherbourg]] tidligt i invasionsfasen <ref>[http://news.bbc.co.uk/2/hi/uk_news/7457795.stm Audio Slideshow: D-Day and Auschwitz from the air] – BBC NEWS, juni 2008</ref> Et andet initiativ var [[Operation Pluto]], en serie undervands[[rørledning]]er der transporterede [[brændstof]] fra England til invasionsstyrken.
=== Øvelser og hemmeligholdelse ===
[[Fil:105mm. shells which will be fired on D-Day.jpg|thumb|right|Klargøring til D-dag med optælling af granater på et af landingsfartøjerne, 4. juni]]
De allierede styrker øvede deres indsats ved D-dagen måneder før invasionen. Den [[28. april]] 1944 omkom 749 amerikanske soldater og søfolk, da tyske [[torpedobåd]]e overraskede en af landsætningsøvelserne, ''Exercise Tiger'', i farvandet ud for det sydlige [[Devonshire|Devon]].
Rejser til og fra det neutrale [[Irland]] blev forbudt, og al bevægelse nær kysten blev begrænset. De tyske [[ambassade]]r og [[konsulat]]er i neutrale lande blev oversvømmet med vildledende information, i håb om at ægte information om invasionsplanerne ville blive ignoreret.
Der var adskillige lækager før D-dagen. Gennem spionen [[Elyesa Bazna]] fik tyskerne dokumenter med referencer til Operation Overlord, men dokumenterne var ikke detaljerede.<ref>Keegan, John. The Second World War, p 279. ISBN 0-14-011341-X</ref> En anden lækage var general [[Charles de Gaulle]]s radiomeddelelse efter D-dagen. Her fortalte han, i modsætning til de øvrige allierede ledere, at dette var den rigtige invasion. Dette kunne potentielt ødelægge de allierede vildledningsoperationer; Fortitude North og Fortitude South.
Eisenhower refererede for eksempel til landsætningerne som den første invasion. Tyskerne troede dog ikke på de Gaulle og ventede for længe med at flytte ekstra tropper til Normandiet.
== De Allieredes slagplan ==
[[Fil:Allied Invasion Force.jpg|thumb|Kort der viser den allierede invasionsplan og de tyske troppers placeringer]]
Slagordenen var nogenlunde som følger, fra øst til vest:
=== Den britiske sektor (Second Army) ===
* 6th Airborne Division (luftlandetropper) skulle indsættes med faldskærm og svævefly øst for floden [[Orne (flod)|Orne]] for at beskytte den venstre flanke.
* 1st Special Service Brigade ([[specialstyrker|kommandosoldater]]) skulle gå i land ved [[Ouistreham]], den østligste landsætning.
* I [[Armékorps|Corps]], 3rd Infantry Division ([[infanteri]]) og 27th Armoured Brigade ([[pansertropper]]) skulle landsættes på [[Sword Beach]], der strakte sig fra Ouistreham til [[Lion-sur-Mer]].
* No.41 ([[Royal Marines|RM]]) [[Bataljon|Commando]] ([[marineinfanteri]]ster) skulle gå i land på den yderste højre flanke på Sword Beach.
* Den canadiske 3rd Infantry Division (infanteri), den canadiske 2nd Armoured Brigade (panser) og No.48 (RM) Commando (kommandosoldater) skulle gå i land på [[Juno Beach]], der strakte sig fra [[Saint-Aubin-sur-Mer]] til [[La Rivière-Saint-Sauveur]].
* No.46 (RM) Commando (marineinfanterister) skulle landsættes på Juno Beach, hvor de skulle bestige klipperne på venstre side af [[Orne-floden]]s munding og ødelægge et [[Batteri (militær)|kanonbatteri]] (batteriets ildkraft viste sig at være meget lille, så de blev i stedet holdt tilbage på skibene som en flydende reserve og gik i land dagen efter invasionen).
* XXX Corps, 50th Infantry Division (infanteri) og 8th Armoured Brigade (panser) skulle landsættes på [[Gold Beach]], der strakte sig fra La Riviere til Arromanches.
* No.47 (RM) Commando (marineinfanterister) skulle gå i land på den vestlige side af Gold Beach.
* 79th Armoured Division betjente specialiserede kampvogne, der blev fordelt mellem de forskellige styrker.
=== Den amerikanske sektor (First Army) ===
[[Fil:Observation balloons connected with ships.jpg|thumb|En konvoj af landgangsfartøjer i den Engelske Kanal, 6. juni 1944]]
* V Corps, 1st Infantry Division og 29th Infantry division (begge infanteri) skulle landsættes på [[Omaha Beach]], fra [[Sainte-Honorine-des-Pertes]] til [[Vierville-sur-Mer]].
* 2nd Ranger Battalion og 5th Ranger Battalion (kommandosoldater) skulle angribe Pointe du Hoc (5th Ranger Battalion blev omdirigeret til Omaha Beach).
* VII Corps, 4th Infantry Division og 359th RCT fra 90th Infantry Division (begge infanteri) skulle landsættes på [[Utah Beach]] ved Pouppeville og La Madeleine.
* 101st Airborne Division (faldskærmstropper) skulle nedkastes omkring Vierville for at støtte landsætningerne ved Utah Beach.
* 82nd Airborne Division (faldskærmstropper) skulle nedkastes omkring Sainte-Mère-Église og beskytte invasionsstyrkens højre flanke. De skulle oprindelig have været indsat længere vestpå, i midten af [[Cotentin]], for at bane vejen for invasionsstyrken og forhindre tyskerne i at forstærke den nordlige del af halvøen. Da man i sidste øjeblik fandt ud af, at den tyske 91. luftbårne division var i området, måtte planen ændres.
=== Invasionsflåden ===
[[Fil:LCTs beeing loaded June 1944.jpg|thumb|Landgangsfartøjer lastes i en engelsk havn, juni 1944]]
Invasionsflåden bestod af skibe fra otte landes flåder og var på i alt 6.938 skibe. Heraf var 1.213 krigsskibe, 4.125 transportskibe ([[landgangsfartøj]]er) og 1.600 støtteskibe, heriblandt en del handelsskibe.
[[Royal Navy]] indsatte [[slagskib]]ene HMS ''Nelson'', HMS ''Rodney'', HMS ''Ramillies'' og HMS ''Warspite'' samt kystforsvarsskibet HMS ''Roberts'', mens [[United States Navy|US Navy]] indsatte USS ''Arkansas'' (overlevende fra [[Angrebet på Pearl Harbor|Pearl Harbor]]), USS ''Nevada'' og USS ''Texas'' til kystbombardementer og artilleridueller mod det tyske kystartilleri i [[Cherbourg]].
Den øverstkommanderende for den allierede flådestyrke (''Operation Neptune''), der ydede ildstøtte under landsætningen, var [[admiral (søofficer)|admiral]] Bertram Ramsay.
== De tyske forberedelser ==
[[Fil:German coast artillery in the Pas-de-Calais area 01.jpg|thumb|Tysk kystforsvar ved [[Pas-de-Calais]]. En artilleribunker er ved at blive konstrueret]]
[[Fil:Beach defences 02.jpg|thumb|Tysk kystforsvar i Normandiet - en del af [[Atlanterhavsvolden]]]]
Gennem det meste af 1942 og 1943 anså tyskerne, med rette, sandsynligheden for en vellykket allieret invasion i Vesteuropa som lille. Forberedelserne til at modstå invasionen var begrænset til [[Organisation Todt]]s opbygning af imponerende forsvarsværker, der dækkede de vigtigste havne.
I slutningen af 1943 fik de åbenlyse allierede forberedelser i Storbritannien den tyske øverstbefalende for vestfronten, [[feltmarskal]] [[Gerd von Rundstedt]], til at bede om forstærkninger. Ud over ekstra tropper fik Rundstedt nu også en ny underordnet, feltmarskal [[Erwin Rommel]]. Efter aftale med Hitler fik Rommel kommandoen over forsvarsstyrkerne i det nordlige Frankrig, Belgien og Holland. Disse blev organiseret som armégruppe B i februar 1944. De tyske tropper i det sydlige Frankrig blev organiseret som armégruppe G under general [[Johannes Blaskowitz]].
Rommel havde forudset, at på trods af deres værdi som propaganda dækkede forsvarsværkerne kun selve havnene. De Allierede kunne landsætte tropper på resten af kysten og tage havnene fra landsiden. Under ham blev forsvaret af hele kystlinjen forbedret. Der blev opsat [[tjekkisk pindsvin|tjekkiske pindsvin]] på strandene, bygget betonbunkere, oversvømmet lavtliggende områder, og placeret pæle, kendt som ''Rommelspargel'' (Rommels [[asparges]]), på sandsynlige landingspladser for svævefly.
Arbejdet med disse forsvarsværker var ikke færdigt, specielt i Normandiet, dels fordi de allierede luftbombardementer af det franske jernbanesystem hindrede materialerne i at nå frem, og dels fordi tyskerne gennem vildledningsoperationerne var overbeviste om, at invasionen ville ske ved Pas de Calais. Derfor koncentrerede de deres indsats dér.
Rommels forsvarsforanstaltninger blev også hindret på grund af uenighed omkring brugen af pansertropperne. Ud over de to armégrupper B og G havde von Rundstedt også kommandoen over hovedkvarteret for ''Panzergruppe West'' under general [[Leo Geyr von Schweppenburg]]. Denne formation var det administrative hovedkvarter for von Rundstedts pansrede og mobile tropper, men skulle omdøbes til ''5. Panzer-Armee'' og bruges operativt i Normandiet. Von Geyr og Rommel var uenige om brugen af de vigtige panserdivisioner.
Rommel forudså, at de Allierede ville have luftherredømmet og ville være i stand til at hindre troppebevægelserne. Derfor foreslog han, at pansertropperne blev placeret tæt ved strandene. Han mente, at det var bedre at have en panserdivision at sætte ind over for invasionsstyrken på den første dag end tre panserdivisioner tre dage senere, hvor de Allierede allerede ville have oprettet et brohoved. Von Geyr mente, at man burde bruge den almindelige kampvognsdoktrin og koncentrere panserdivisionerne på et centralt sted, omkring Paris og Rouen, så man kunne sende dem mod det allierede brohoved, når dette var blevet identificeret.
Uenigheden nåede hele vejen til Hitler, der påtvang parterne et kompromis. Rommel fik tre divisioner, for få til at dække alle de truede områder, og von Geyr fik tre, hvilket ikke var nok til en afgørende indgriben (fire andre divisioner blev sendt til det sydlige Frankrig og Holland, og var dermed hverken styret af Rommel eller von Geyr). Hitler påtog sig også selv at beslutte, hvornår de fleste af disse divisioner måtte sættes ind. Den 6. juni måtte mange panserdivisioner ikke bevæge sig mod invasionsstyrken, fordi Hitlers stab ikke ville vække ham, da de hørte om invasionen.
=== Det tyske forsvar ===
Tyskerne havde forberedt et omfattende forsvar af strandene i [[Atlanterhavsvolden]], og mente at landgangen ville ske ved [[Tidevand|højvande]]. Det gjorde, at de Allierede angreb ved [[Tidevand|lavvande]]. Den sektor, der blev angrebet d. 6. juni, blev bevogtet af fire divisioner, hvoraf kun én (352. infanteridivision) var gode tropper. De andre forsvarende styrker inkluderede tyskere, der ikke ansås for egnede til tjeneste på [[Østfronten under 2. verdenskrig|Østfronten]], typisk på grund af sundhedsproblemer. Der var også en del tropper fra andre lande: tvangshvervede polakker og tidligere sovjetiske [[krigsfange]]r, der var gået med til at kæmpe for tyskerne for at slippe for de frygtelige tilstande i de tyske krigsfangelejre. Disse ''Osttruppen'', Østtropper, havde dog tyske officerer.
==== Divisionsområder ====
* 716. infanteridivision forsvarede den østlige ende af landgangsområdet, herunder det meste af de britiske og canadiske strande.
* 352. infanteridivision forsvarede et område mellem [[Bayeux]] og [[Carentan]], herunder Omaha Beach. I modsætning til de andre tyske divisioner i området var denne division godt trænet og havde mange veteraner fra [[Østfronten under 2. verdenskrig|Østfronten]]. Divisionen var opstillet i 1943 og indeholdt tropper fra 321. division, der stort set var blevet udslettet på Østfronten samme år.
* 6. faldskærmsdivision under oberstløjtnant [[Friedrich August Freiherr von der Heydte]] forsvarede byen Carentan.
* 91. luftbårne division under generalmajor [[Wilhelm Falley]] og bestående af 1057. infanteriregiment og 1058. infanteriregiment var en regulær infanteridivision, der var udstyret og trænet til at blive transporteret med fly (det betød, at divisionen havde let, transportabelt [[artilleri]] og få tunge støttevåben). Divisionen var placeret i det indre af Cotentin-halvøen og forsvarede blandt andet det område, hvor de amerikanske faldskærmstropper skulle indsættes.
* 709. infanteridivision under generalløjtnant [[Karl-Wilhelm von Schlieben]] bestod af 729., 739. og 919. infanteriregiment. Divisionen bestod til dels af "østtropper" og bemandede kystforsvaret på den østlige og nordlige Cotentin-kyst, inklusive Utah Beach.
==== Tilstødende divisionsområder ====
Andre divisioner forsvarede området uden for landgangszonen, herunder:
* 243. infanteridivision under generalløjtnant [[Heinz Hellmich]] og bestående af 920., 921. og 922. infanteriregiment. Divisionen havde ansvaret for kystforsvaret på Cotentin-halvøens vestlige kyst.
* 711. infanteridivision, bestående af 713. og 744. infanteriregiment forsvarede den vestlige del af [[Pays de Caux]].
* 30. mobile brigade under oberstløjtnant [[Freiherr von und zu Aufsess]] bestod af tre bataljoner med [[cykel|cykler]].
==== Mobile reserver ====
21. panserdivision under generalmajor [[Edgar Feuchtinger]] var placeret nær Caen som en mobil angrebsstyrke.
12. [[Waffen SS|SS]] panserdivision "Hitlerjugend" under [[Brigadeführer]] [[Fritz de Witt]] var placeret mod sydøst. Divisionens officerer og befalingsmænd var veteraner, men de menige soldater var alle rekrutteret direkte fra [[Hitlerjugend]]-bevægelsen som syttenårige i 1943. Divisionen fik et ry for aggressivitet og for at begå [[krigsforbrydelse]]r i det kommende slag.
Længere mod sydvest var Panzerlehrdivision under generalmajor [[Fritz Bayerlein]] placeret. Divisionen var en eliteenhed, der bestod af instruktører fra forskellige træningsfaciliteter. Personellet var ikke blot af høj kvalitet, men divisionen havde et usædvanligt højt antal af de nyeste og bedste pansrede køretøjer.
== Invasionen ==
Umiddelbart før invasionen begyndte, udsendte general Eisenhower en historisk meddelelse til alle medlemmer af den allierede ekspeditionsstyrke. Den lød blandt andet: "I skal nu af sted på det store korstog, frem mod hvilket vi har arbejdet disse mange måneder."<ref>[http://www.eisenhower.archives.gov/dl/dday/orderofthedayaudio.html Eisenhower's Order of the Day, June 6, 1944] – Audio med tekst, The Eisenhower Presidential Center Homepage</ref>
=== Vejrudsigten ===
[[Fil:Operation Tonga.jpg|thumb|Britiske [[Pathfinders]], luftbårne "stifindere," synkroniserer deres ure]]
Den endelige faktor, der bestemte datoen for invasionen, var det forventede vejr. På dette tidspunkt i krigen var de tyske [[Undervandsbåd|ubåde]] stort set drevet ud af [[Atlanterhavet]], og de tyske vejrstationer på [[Grønland]] var blevet lukket. De Allierede havde en fordel, fordi de kendte til vejrforholdene i Atlanterhavet.
Der krævedes et tidspunkt med [[fuldmåne]] til indsættelsen af faldskærmstropper og for at opnå de bedste [[tidevand]]sforhold for [[Landgangsfartøj|landgangsbådene]]. Dermed var de mulige datoer begrænset til blot nogle få dage hver måned. Eisenhower havde valgt d. [[5. juni]] som invasionsdagen. I løbet af maj havde der været godt vejr, men det ændrede sig i starten af juni. Den [[4. juni]] var forholdene klart uegnede til en invasion. Vind og høje bølger ville gøre brugen af landgangsbåde umulig, og lave skyer ville forhindre transport- og bombefly i at finde deres mål. De allierede troppetransporter, der allerede var til søs, måtte søge tilflugt langs den sydlige engelske kyst.
Det virkede som en mulighed, at alt måtte aflyses, og tropperne vende tilbage til deres lejre, hvilket ville være et kæmpe projekt, da de næste tropper allerede var blevet klargjort til transport over Kanalen. Den næste periode med fuldmåne lå næsten en måned væk. På et afgørende møde 5. juni, forudså Eisenhowers ledende meteorolog, [[Oberst|Group Captain]] J.M. Stagg, at der ville være en lille forbedring i vejret d. 6. juni. Eisenhowers stabschef, general [[Walter Bedell Smith]], ville fortsætte med invasionen. Leigh Mallory var i tvivl, men admiral Ramsay mente, at forholdene ville være marginalt egnede. På baggrund af Staggs vejrudsigt beordrede Eisenhower, at invasionen skulle fortsætte.
Tyskerne tog det roligt på grund af de dårlige vejrforhold, og mente ikke at en invasion var mulig flere dage fremover. Nogle tropper blev sat i lavt beredskab, og mange højtstående officerer var fraværende. Rommel tog for eksempel et par dages orlov med sin familie, mens dusinvis af ledere af [[Division (militær)|divisioner]], [[regiment]]er og [[bataljon]]er var væk fra deres poster og deltog i strategiske øvelser.
=== Den franske modstandsbevægelse ===
De forskellige grupperinger og kredse i den franske modstandsbevægelse var inkluderet i planen for Operation Overlord. Det britiske SOE, [[Special Operations Executive]], koordinerede modstandsbevægelsen i omfattende [[sabotage]]operationer. Grupperne fik til opgave at ødelægge jernbaner, lave bagholdsangreb ved veje eller ødelægge [[telefon]]- og [[Elektricitet|elnettet]].
Ordrerne blev leveret via radio af [[BBC]]'s franske station i London. Hundredvis af tilsyneladende meningsløse beskeder blev sendt for at dække for de få af dem, der var kodede ordrer.
Mellem strømmen af tilsyneladende meningsløse beskeder sendt af BBC klokken 21:00 d. 5. juni var kodede instruktioner såsom "Les carottes sont cuites" (gulerødderne er tilberedt) og "Les dés sont jetés" (Terningerne er kastet).<ref>La Seconde Guerre Mondiale – Hors-série Images Doc ISSN 0995-1121 – juni 2004</ref>
Josef Götz, lederen af den tyske signaltjeneste i Paris, havde opdaget meningen med en del af beskederne, der indløb d. 5. juni. Signaltjenesten mente, med rette, at det betød en snarligt forestående invasion. De alarmerede deres ledere og alle ledende officerer i Frankrig. Desværre for dem havde de måneden før udsendt en lignende advarsel, da de Allierede havde gjort klar til invasionen og alarmeret modstandsbevægelsen, men var blevet nødt til at afbryde på grund af dårligt vejr. Derfor blev alarmen fra signaltjenesten behandlet som ren rutine.
=== Invasion fra luften ===
Hvis angrebet fra havet skulle lykkes, krævede det, at der var etableret en sikker zone omkring brohovedet, så dette kunne udvides og en tilstrækkelig stor styrke kunne få fodfæste i Frankrig. Amfibiestyrkerne var specielt sårbare overfor fjendtlige modangreb, før brohovedet var ordentligt etableret.
For at forsinke og hindre fjendens mulige modangreb blev luftbårne tropper sat ind for at indtage nøglepositioner såsom broer, vejkryds og strategisk vigtigt terræn, specielt på den østlige og den vestlige flanke af landgangsområdet.
De amerikanske 82. og 101. luftbårne divisioner blev nedkastet vest for Utah Beach, mens den britiske 6. luftbårne division blev nedkastet på den østlige flanke.
==== De britiske faldskærmstropper lander ====
{{Uddybende|Operation Tonga}}
[[Fil:Pegasus_Bridge,_June_1944_B5288.jpg|thumb|En af broerne, der blev erobret og forsvaret af de britiske faldskærmssoldater. Broen blev senere døbt [[Pegasus Bridge]] til ære for 6. luftbårne division, der har den vingede hest [[Pegasus]] som deres symbol.]]
Øst for landgangsområdet var den åbne, flade flodslette mellem [[Orne-floden|Orne-]] og [[Dives-floden|Dives-floderne]] ideel til et tysk modangreb med kampvogne. Men et modangreb fra flodsletten spærredes af floden Orne, der flyder fra byen [[Caen]] til [[Seinen|Seinebugten]]. Det eneste sted, floden kunne krydses nord for Caen, var 7 km fra kysten nær [[Bénouville]] og [[Ranville]]. De tyske tropper skulle over de to broer ved disse to byer for at angribe invasionsstyrken fra flanken. For de Allierede var broerne også centrale, hvis Caen skulle kunne angribes fra øst.
De britiske faldskærmstroppers taktiske mål var:
* At erobre de to broer ved Bénouville-Ranville-overgangen intakte
* At forsvare broerne mod det uundgåelige modangreb med kampvogne
* At ødelægge fem broer over Dives-floden for at yderligere hæmme de tyske styrkers bevægelsesfrihed.
Luftbårne tropper, primært fra 3. og 5. faldskærmsbrigader blev indsat efter midnat d. 6. juni og mødte med det samme modstand fra elementer af den tyske 716. infanteridivision. Ved daggry angreb kampgruppe von Luck fra 21. Panzer-Division fra syd på begge sider af Orne-floden. Da havde faldskærmstropperne etableret en forsvarslinje omkring broerne. Tabene på begge sider var svære, men faldskærmstropperne holdt deres stillinger. Kort efter daggry blev de forstærket af [[Britiske kommandosoldater|kommandosoldater]] fra 1st Special Service Brigade. Ved slutningen af D-dagen havde de britiske faldskærmstropper udført deres opgaver. I flere dage efter led både britiske og tyske tropper svære tab, mens de kæmpede om broerne. Den 12. juni overvældede faldskærmstropperne de tyske [[grenader (soldat)|pansergrenader]]er i [[slaget om Bréville]]. De tyske tropper forsøgte ikke større angreb på broerne igen. 6. luftbårne division fortsatte som fronttropper frem til september, hvor de blev trukket tilbage.
==== De amerikanske faldskærmstropper lander ====
{{Uddybende|De amerikanske faldskærmstropper i Normandiet}}
De amerikanske 82. og 101. luftbårne divisioner blev indsat med faldskærm af 12 troppetransportgrupper. De var mindre heldige med at opnå deres mål hurtigt, sammenlignet med briterne. For at overraske de tyske tropper skulle troppetransporterne nærme sig Normandiet fra vest. Flere faktorer gjorde faldskærmstroppernes arbejde svært, men den primære var beslutningen om at foretage en så stor indsættelse med faldskærm om natten, et koncept der ikke blev brugt igen i krigens tre senere store faldskærmsoperationer. Resultatet var, at 45% af de amerikanske faldskærmstropper var spredt og ikke kunne samles i større enheder.
Tre regimenter fra 101. luftbårne division blev indsat først, mellem 00:48 og 01:40, efterfulgt af tropper fra 82. luftbårne, der blev indsat mellem 01:51 og 02:42. Hver operation involverede omkring 400 [[C-47 Skytrain|C-47]] transportfly. Før daggry blev to bølger af svævefly brugt til at bringe 2 artilleribataljoner med 24 artilleripjecer til 82. luftbårne. Yderligere svævefly landsatte 325. svæveflysinfanteriregiment, der var en del af 82. luftbårne. To forsøg på at nedkaste forsyninger til faldskærmstropperne samme dag viste sig at være ineffektive.
Efter 24 timer var kun 2.500 tropper fra 101. division og 2.000 fra 82. under divisionernes kommando, svarende til omkring en tredjedel af de indsatte styrker. Faldskærmstroppernes spredte indsættelse havde dog den effekt, at det forvirrede de tyske forsvarere og spredte deres modangreb. Tyskernes ide med at oversvømme lavtliggende områder hjalp også med at beskytte amerikanernes sydlige flanke.
Faldskærmstropperne fortsatte med at kæmpe bag fjendens linjer i dagevis. Mange samledes i mindre grupper omkring befalingsmænd. Ofte var disse grupper sammensat af mænd fra forskellige [[Kompagni (militær)|kompagnier]], bataljoner, regimenter og endog divisioner. 82. luftbårne indtog byen Sainte-Mère-Église tidligt om morgenen d. 6. juni. Byen blev dermed den første befriede by ved invasionen.
=== Landgang på strandene ===
==== Sword Beach ====
{{Uddybende|Sword Beach}}
[[Fil:Infantry waiting to move off 'Queen White' Beach.jpg|thumb|Britiske tropper søger beskyttelse efter at have gået i land på [[Sword Beach]].]]
Angrebet på Sword Beach begyndte omkring 03:00 med et luftbombardement på det tyske kystforsvar. Flåden begyndte sit bombardement få timer senere. Ved 07:30 nærmede de første enheder sig stranden. Disse var [[DD tank]]s fra 13th/18th Hussars fulgt tæt op af infanteri fra 8th Brigade.
På Sword Beach kom det regulære britiske infanteri i land med få tab. De rykkede hele omkring 8 km frem i løbet af dagen, men formåede dog ikke at indfri nogle af de ambitiøse mål Montgomery havde sat. Specielt Caen, som var et vigtigt mål, var stadig på tyske hænder ved slutningen af D-dagen og forblev det frem til [[Slaget om Caen]] d. 8. august.
1st Special Service Brigade, som var under ledelse af [[Simon Fraser, 15. Lord Lovat|Lord Lovat]] [[Distinguished Service Order|DSO]], [[Military Cross|MC]], kom i land med anden bølge, som var ført af No.4 Commando med to franske [[deling]]er forrest. 1st Special Service Brigades landgang er kendt for at blive ført af [[sækkepibe]]spilleren [[Bill Millin]]. Den britiske og franske No.4 Commando havde særskilte mål i Ouistreham: Franskmændene skulle erobre et [[blokhus]] og et [[kasino]], mens briterne skulle finde to tyske [[Batteri (militær)|kanonbatterier]], som kunne ramme mål på stranden. Blokhuset viste sig at være for solidt for kommandosoldaternes [[PIAT]] (panserværnsvåben), men kasinoet blev erobret med hjælp fra en [[Cromwell (kampvogn)|Centaur tank]]. De britiske kommandosoldater opnåede at finde begge batterier, men de opdagede, at kanonerne var blev afmonteret og blevet flyttet. Infanteriet ryddede derefter området for fjendtlige tropper og trak sig fra Ouistreham for at mødes med andre enheder fra deres brigade (Nos. 3, 6 og [[British No. 45 Commando|45]]), for derefter at gå ind i landet og mødes med 6th Airborne Division.
==== Juno Beach ====
{{Uddybende|Juno Beach}}
De canadiske styrker, som var gået i land på Juno Beach blev mødt af 14 [[Batteri (militær)|batterier]] med tunge 155 mm kanoner og 9 batterier med 75 mm mellemtunge kanoner, ligesom de mødte mange maskingeværstillinger, bunkere og andre fæstningsværker og et havdige, som var dobbelt så højt, som det der var på Omaha Beach. Den første bølge led 50 % tab, hvilket var det næsthøjeste af de fem landgangsstrande. Brugen af kampvogne var en stor succes på Juno og i nogle tilfælde landede de før infanteriet og hjalp med at rydde en vej ind i landet.<ref>Stacey, C.P. ''Official History of the Canadian Army in the Second World War. Volume III: The Victory Campaign''</ref>
På trods af forhindringerne fik de canadiske tropper kæmpet sig væk fra stranden i løbet af få timer, og de kunne derefter begynde deres fremrykning ind i landet. 6. canadiske panserregiment ([[1st Hussars]]) og [[The Queen's Own Rifles of Canada]] krydsede Caen-[[Bayeux]]-motorvejen, som var over 15 km inde i landet, og de opfyldte dermed deres mål på D-dagen.<ref>Martin, Charles Cromwell ''Battle Diary'' (Dundurn Press, Toronto, 1994) ISBN 1-55002-213-X p.16</ref> Canadierne var de eneste hærenheder der opfyldte deres mål på D-dagen, selvom de måtte sende de fleste enheder tilbage for at forstærke deres forsvarspositioner. To befæstede stillinger ved Douvres radarstationen var stadig på tyske hænder, og man havde ikke etableret forbindelse til Sword Beach.
Ved afslutningen af D-dagen var 15.000 canadiske tropper gået i land og [[3rd Canadian Infantry Division]] var trængt længere ind i Frankrig end nogle af de andre allierede styrker, selvom de havde mødt stærk modstand på strandene og senere oplevede flere tyske modangreb på brohovedet fra elementer af den tyske 21. og 12. SS ''Hitlerjugend'' panserdivisioner den 7. og 8. juni.
==== Gold Beach ====
{{Uddybende|Gold Beach}}
På Gold Beach var tabene også forholdsvis store, til dels fordi de søgående Sherman [[DD tank]]s var forsinket og tyskerne var stærk befæstet i en by på stranden. Alligevel overkom [[50th (Northumbrian) Infantry Division]] disse vanskeligheder og rykkede helt frem til udkanten af Bayeux ved enden af dagen. Med undtagelse af canadierne på Juno Beach kom ingen division tættere på at opfylde deres mål end 50th.
No.47 ([[Royal Marines]]) kommandosoldater var de sidste britiske soldater der kom i land på ''Gold'' øst for La Hamel. Deres opgave var at fortsætte ind i landet og dreje til højre (vest) og marchere 16 km gennem fjendtlig territorium for at angribe havnen på [[Port-en-Bessin]] bagfra. Denne lille havn var godt beskyttet i kridtklinterne, men den var i det tidlige stade af invasionen udset til at være hovedhavnen for forsyninger og brændstof, som skulle sendes gennem en undervandsrørledning fra Sydengland (''Pipe-Lines Under The Ocean'').
==== Omaha Beach ====
{{Uddybende|Omaha Beach}}
[[Fil:Into the Jaws of Death 23-0455M edit.jpg|thumb|Amerikanske tropper går i land på [[Omaha Beach]] 6. juni 1944. De blev transporteret til stranden af [[LCVP]], som var bemandet af [[United States Coast Guard|kystvagten]].]]
[[Fil:Normandy5.jpg|thumb|Overlevende fra en sunket landgangsbåd går i land på Omaha Beach.]]
Dele af 1. og 29. US infanteridivisioner stod over for tyskernes erfarne 352. infanteridivision, en af de bedst trænede på strandene. De allierede efterretningstjenester blev ikke klar over at 716. infanteridivision (immobil) der havde ret lav kampkvalitet var blevet erstattet af den 352. Infanteridivision allerede i marts måned. Omaha-stranden var også den stærkest befæstede strand, med høje klinter forsvaret af skjulte [[mortér]]er, maskingeværer og artilleri. Det forudgående luft- og flådebombardement af bunkerne viste sig at være ineffektiv. Vanskeligheder med præcis navigation forårsagede at hovedparten af landgangene endte længere østpå, hvorved de ikke ramte deres planlagte sektorer. Derfor led den første angrebsbølge af kampvogne, infanteri og [[ingeniørtropper]] svære tab. Af 16 kampvogne der landede på Omaha-strækningens strande klarede kun to sig. Den officielle rapport beskriver situationen sådan:<!--The following is a direct quote from the official record. DO NOT CHANGE IT however much you think it can be improved; we need to quote exactly what was written-->
"within 10 minutes of the ramps being lowered, <nowiki>[the leading]</nowiki> company had become inert, leaderless and almost incapable of action. Every officer and sergeant had been killed or wounded <nowiki>[…]</nowiki> It had become a struggle for survival and rescue". <!--end of direct quote--> ("...inden for ti minutter fra det øjeblik hvor rampen blev sænket, blev det forreste kompagni ladt uden ledelse og næsten handlingslammet. Alle officerer og underofficerer var blevet dræbt eller såret. Det var blevet en kamp for overlevelse og redning")
Der var kun blevet slået få huller i strandforhindringerne, hvilket gav problemer for de efterfølgende landsætninger.
==== Utah Beach ====
{{Uddybende|Utah Beach}}
På den vestligste landgangsstrand, Utah Beach, var tabene meget mindre end på det blodige Omaha Beach. Kun 197 ud af omkring 23.000 mand, som gik i land på Utah Beach, omkom. 4. infanteridivision gik imidlertid i land 1800 meter syd for det planlagte sted. De kom i land i et svagt forsvaret område og mødte svag tysk modstand. 4. infanteridivision var derfor i stand til at rykke frem relativt nemt, ikke mindst fordi 502. og 506. faldskærmsregimenter fra den 101. luftbårne division havde lavet et godt forarbejde. Dette var delvist et tilfælde, da det planlagte landgangsområde var længere nede af stranden. Den amerikanske general [[Theodore Roosevelt, Jr.]], som var assisterende leder af 4th division udtalte efter han opdagede det forkerte landgangssted den berømte sætning: "We will start the war from right here." – "Vi vil starte krigen fra dette sted". Tidligt på aftenen havde 4th infanteridivision mødtes med dele af 101. luftbårne. De amerikanske tab var få, og styrkerne var i stand til at rykke frem hurtigere end forventet, hvilket gjorde landgangen tæt på en komplet succes.
==== Pointe du Hoc ====
{{Uddybende|Pointe du Hoc}}
== Eksterne kilder/henvisninger ==
{{commons|Operation Overlord}}
* Jakob Sørensen: ''Operation Overlord''. ISBN 87-14-29865-1
* Anthony Laursen
* [http://www.euro-t-guide.com/See_Type/WWII_D-Day_1.htm Liste over udvalgte museer på D-dagskysterne]
=== Referencer ===
{{reflist}}
{{2. verdenskrig|state=collapsed}}
[[Kategori:Operation Overlord]]
| 