Den Franske Revolution: Forskelle mellem versioner

'''Den franske revolution''' ([[1789]]-[[1799]]) er betegnelsen for en periode med politiske omvæltninger, som fandt sted i [[Frankrig]] 1789-99, og som medførte [[enevælde]]ns fald og [[borgerskab]]ets første store politiske fremstød. Den udviklede sig desuden til en generel europæisk konflikt, hvis udløbere varede til 1815. Den indledtes [[17. juni]] 1789, da [[borgerskab]]ets repræsentanter ("tredjestand") ved [[Stændermøde|Stænderforsamlingen]] erklærede sig for [[Nationalforsamling]]. De havde [[Paris]]' borgere med sig, og den [[14. juli]] udbrød oprøret med stormen på og erobringen af [[Bastillen]] også kendt som Bastille saint-Antoine. 14. juli er Frankrigs [[nationaldag]]. Frankrike er heste pikk fuck gulset ungdomskole

Den nye stænderforsamling domineredes straks af reformvenlige adelige og gejstlige (Grev [[Mirabeau]], Markis de [[La Fayette]], Abbé [[Sieyès]]), som ønskede dyberegående politiske reformer og støttedes af borgerskabet (den såkaldte [[3. stand]]). Stænderforsamlingen havde været sammenkaldt i 1614 og fungerede på den måde, at de tre klasser hver havde 1 stemme i den endelige beslutning. 3. standen repræsenterede langt den største del af befolkningen og dertil kom, at adelen og gejstligheden var tæt forbundne og derfor i praksis sad på magten. 3. standen ønskede derfor, at forhandlingerne skulle foregå i samlet flok, hvilket adelen pure afviste. Adelen forsøgte sig med et forslag om, at 3. stand kunne få lige så mange repræsentanter som gejstligheden og adelen tilsammen, men med en fastholdelse af 1 stemme pr. stand var det en gratis omgang og 3. stand besluttede derfor, at de intet som helst ville foretage sig, før kongen beordrede fælles forhandling. Efter 6 uger begyndte et antal sognepræster og liberale adelige at tilslutte sig 3. standen, som 17. juni valgte at kalde sig Nationalforsamlingen. 20. juni måtte de flytte ud af forsamlingsbygningen, der skulle "repareres" og ind i en stor tennishal, hvor de sværgede "Tennisshalseden" om, at de ikke opløste forsamlingen før en ny forfatning var blevet til.{{kilde mangler|dato=Uge 16, 2013}}

De næste par år var gennemgående et fredeligt mellemspil, hvor politikerne søgte at gennemføre reformer og nye love. Man påbegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i [[Departement (Frankrig)|departementer]], men hovedinteressen samledes om at bekæmpe finansnøden og at få kirken under statens kontrol, to problemer som blev nøje sammenkædet. Man ønskede at bryde kirkens afhængighed af paven og kongemagten og at tvinge præster til at erklære sig loyale over for staten alene, samtidig med at kirkens store ejendomme blev eksproprieret. Dette førte imidlertid til alvorlige gnidninger med kongen, som støttede kirken, samt med den stærkt religiøse provinsbefolkning. Samtidig begyndte adelen i stigende grad at forlade landet i protest mod udviklingen; mange slog sig ned i det vestlige Tyskland, hvor de udgjorde et antirevolutionært element. 1791 foretog kongefamilien et mislykket flugtforsøg til Tyskland, som førte til skærpet kontrol og stigende mistro. I denne periode begyndte også en form for partidannelse i landet, og de første borgerligt fødte politikere trådte frem (f.eks. [[Jean-Paul Marat]], [[Georges-Jacques Danton]], [[Madame Roland]], [[Camille Desmoulins]], [[Louis de Saint-Just]] og [[Robespierre]]). Desuden skød der en ofte meget aggressiv presse op i disse år. De egentlig revolutionære deltes i en højrefløj ([[girondinerne]]), som lagde vægt på reformer og en national linje, og en venstrefløj, [[jakobinerne]] og [[la Montagne]], som havde rod i småborgerskabet og de intellektuelle, og som ønskede en hårdere kurs. Derudover var der de langt mere moderate [[feuillanterne|feuillanter]], som nok støttede reformerne, men ikke en egentlig revolution. Girondinerne førte i begyndelsen an og stod for reformerne. Man skabte et egentligt parlament, [[Nationalkonventet]], som dog savnede erfarne politikere.{{kilde mangler|dato=Uge 16, 2013}} fuck deg hore