Danmarks historie (1814-1848): Forskelle mellem versioner

I februar 1841 fik [[Orla Lehmann]] mulighed for at vinde bøndernes gunst. Han havde holdt en tale for vælgere af bondestanden på Falster, en tale han senere udgav. I den fremhævede han, at det snarere var tidsånden end Frederik 6., der havde frembragt landboreformerne, og at bønderne ingen garanti havde for, at andre konger ville være ligeså bondevenlige som den gamle monark. Derfor ville skattebevillingsret og en fri forfatning være et sikkert gode for bønderne. Det varede ikke længe, før Lehmann af generalfiskalen blev anklaget for med talen at have opfordret til at ''"udbrede had og misnøje mod landets forfatning"''. Han blev i første omgang frikendt ved underretten, men [[Højesteret]] idømte ham i januar 1842 tre måneders [[simpelt fængsel]]. Retssagen havde det resultat, at Orla Lehmann med et blev populær i hele landet. Da han fra fængslet lod sin forsvarstale for Højesteret trykke, blev den revet væk. Selve fængselsopholdet blev nærmest en parodi, da han hver dag modtog besøgende og gaver fra beundrere. Efter sin løsladelse blev han hyldet på det årlige 28. maj møde, der fejrede udstedelsen af stænderandordningerne af [[1831]]. Derefter var han sikker på fuld opbakning for den drejning, han ville give den [[Liberalisme|liberale]] bevægelse. På mødet fastslog han i sin tale "for Danmark" parolen ''"Danmark til Ejderen"''. I den langede han ud efter de tyske planer om blandt andet at gøre Danmark til det tyske forbunds marinebase eller admiralstat. Den slesvig-holstenske bevægelse, der ville skille hertugdømmerne fra Danmark blev også angrebet. Det gjorde, at de liberale i København blev [[nationalliberalisme|nationalliberale]] og satte bevarelsen af Slesvig højere på dagsordenen, end kravet om en fri forfatning.

 

 

[[Fil:Balthazar Christensen.jpg|thumb|Balthazar Christensen. Maleri af [[Constantin Hansen]].]]