Erik Seidenfaden: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 6:
Seidenfaden blev [[student]] fra [[Sorø Akademi]] [[1928]]. Derefter læste han til [[journalist]] og fik en del af journalistuddannelsen i [[Frankrig]]. Han begyndte at arbejdede ved ''[[Dagens Nyheder]]'' fra [[1931]], som assistent for avisens udenlandske korrespondent, [[Nicolaj Blædel]] (1882-1943), om hvem der blev sagt, at han havde vaccineret danskerne mod nazismen. Senere, i 1945, kom Erik Seidenfaden til at redigere og udgive Blædels værk ''Forbrydelse og Dumhed''. Senere blev han var korrespondent i [[London]] for ''[[Berlingske Tidende]]'' [[1935]]-[[1937|37]] og når den Spanske borgerkrig brød ud i juli 1936 rapporterede han fra fronten på regeringens side. I 1937 udgav han bogen ''Borgerkrig i Spanien,'' og blev redaktionssekretær ved ''[[Politiken]].'' Han var avisens korrespondent i [[Rom]] fra [[1940]] og i [[Stockholm]] fra [[1943]].
 
Da Danmark blev invaderet den 9. april 1940 var Erik Seidenfaden i Oslo for at rapportere om de allieredes operationer for at æglæggeanlægge minefelt i norske farvande. Efter den tyske invasion, nåede han fronten ved Trondheim via Sverige, men efter tilbagetrækning af den engelsk-franske ekspeditionsstyrke, vendte han tilbage. Hantil nægtede først at vende hjemKøbenhavn, men kom tilbage til Københavndog kun efter at være blevet tilbudt en stilling som korrespondent i Rom for at dække de neutrale Italien. Efter Italien gik ind i krigen i begyndelsen af juni 1940 vendte han tilbage til Danmark og begyndte at blive aktiv i illegale kredse. Når den britiske militære efterretningstjeneste organisation [[Special Operations Executive|SOE-Special Operations Executive]] i deres første mission i Danmark sendte faldskærmændene [[Carl Johan Bruhn]] (1904-1941) og [[Mogens Hammer]] (1911-1946) ved [[Haslev]] den 27. december 1941 (Bruhn døde), fik de to kontaktpersoner, de troede, ville være parat til at hjælpe dem. Den ene nægtede, og den anden var Erik Seidenfaden. Hammer fik husly hjemme hos ''Politikens'' bestyrelsesmedlem [[Herman Dedichen]] (1896-1958). Da Seidenfaden fornemmede i slutningen af 1942 at han kunne blive fanget, lykkedes han i januar 1943 at blive sendt til Stockholm som korrespondent for ''Politiken''. Der blev han pressechef på [[Dansk Pressetjeneste]], hvor han sørgede for, at nyheder fra Danmark blev videresendt til [[BBC]] i London. Hertil fik han hjælp fra sin bror, [[Gunnar Seidenfaden]] (1908-2001) der arbejdede i Udenrigsministeriet, og hans fader, [[Aage Valdemar Seidenfaden]] (1877-1966), på det tidspunkt politimesteren i Københavns nordre birk, og som i 1944 blev leder af det illegale netværk på omkring 6,000 politifolk, som tilførtes [[Den danske modstandsbevægelse|modstandsbevægelsen]]. I Stockholm, skabte Erik Seidenfaden tætte bånd til SOEs chef [[Ronald Turnbull]] (1914-2004) og blev SOE agent n.4388 med rang af officer. Erik Seidenfadens arbejde under [[besættelsen]] med den illegale presse førte til at han blev medstifter af ''[[Dagbladet Information]]'', hvis netværk var en vigtig informationskilde, ''o''g havde kontakt til [[Frihedsrådet]]. I efteråret 1943 i Stockholm udgav Tor Bonnier (1883-1976) ved Albert Bonnier Förlag, bogen ''Hitler Beskyddar Danmark'', hvor Erik Seidenfaden - under pseudonymet Erik Ring - bl.a. forsøgte at forklare til de allierede situationen i det besatte Danmark, hvor den siddende regering ikke var en marionet for den tyske besættelsesmagt, selv om den opførte sig som en. I en forkortet udgave blev bogen ulovligt distribueret i det besatte Danmark.
 
Han var blevet stillet i udsigt, at han efter [[2.verdenskrig|krigen]] kunne indtage chefredaktørstolen på ''Politiken'', men en afstemning blandt bladets medarbejdere viste mistillid til Seidenfaden og loyalitet over for den siddende redaktør [[Niels Hasager]]. ''Politiken'' havde støttet [[samarbejdspolitikken]], og avisens medarbejdere ønskede ikke en tidligere modstandsmand som chef.<ref>[http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1179585/herbert-pundik-jeg-kunne-ikke-pege-paa-andre-end-toeger/ Herbert Pundik, "Jeg kunne ikke pege på andre end Tøger"], ''[[Politiken.dk]]'', 28. januar 2011.</ref>