A.U. Bååth: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Albert Ulrik Baath.jpg|thumb|Albert Ulrik Bååth.]]

 

Bååth blev [[student]] i [[Lund (Sverige)|Lund]] [[1871]], [[Dr. phil.]] [[1884]], var en tid lærer ved [[folkehøjskole]]n "Hvilan" og studerede i [[København]] som [[Tegnér]]-[[Oehlenschläger]]sk [[stipendiat]]. Han blev [[1891]] [[ansat]] ved [[Göteborgs Museum]] og samme år [[docent]] i [[oldnordisk litteratur]] ved [[Göteborgs Højskole]]. Omtrent samtidig med at [[Strindberg]] med ''[[Röda rummet]]'' og [[Anne Charlotte Leffler|fru Edgren]] med ''Ur lifvet'' indledede den [[Realisme (litteratur)|realistiske]] periode i [[svensk litteratur]], fremtrådte Bååath med sine første [[digtsamling]]er ([[1879]] og [[1881]]). Han tilhører også realismen i kraft af sine skildringers sanddruhed og ærlighed, men i hele sit livssyn slutter han sig nærmere til sin ven, [[Viktor Rydberg]]s [[idealisme]]; en varm medfølelse for livets stedbørn, en stræben efter at hæve dem, kendetegner hele hans gerning. Han er en ægte [[lyrisk]] begavelse, og han synger helst om sin hjemstavn [[Skåne]], ikke mindst om den skånske [[almue]]. Af hans senere digtning kan nævnes: ''Vid allfarväg'' (1884), ''På gröna stigar'' (1889), ''Svenska toner'' (1893) samt to større [[episk]]e digte ''Marit Vallkulla'' (1887) med emne fra [[hekseprocesserne]] i [[Dalarne]] og ''Kärlekssagan på Björkebärga'' (1892) om [[Lars Wiwallius]]. Bååth har desuden skrevet forskellige afhandlinger om oldnordisk liv og litteratur og givet fortræffelige [[oversættelser]] af de vigtigste [[slægtssaga]]er. Som sit hovedværk betragtede han selv ''[[Wagner]]s sagor'' (6 bind, 1903—04).