Åbn hovedmenuen

Ændringer

3.197 bytes tilføjet, for 2 år siden
afslutter referat af handling
{{Spoiler}}
 
I indledningen til dagbogen udtrykkerfremgår det, at Erik Sørensen er meget stolt af udnævnelsen til [[herredsfoged]] og han påkalder sig Guds hjælp til at udføre hvervet, som også indebærer at rejse anklager mod mistænkte for forbrydelser. Herefter udtrykker han sin meningopfattelse omaf to af de personer, som er helt centrale for handlingenden videre handling:
 
"Den Morten Bruus er mig ret en modbydelig Person - jeg veed neppe selv hvorfor; men naar jeg seer ham, rinder mig Noget, ligesom en slem Drøm, isinde; men saa dunkelt og utydeligt, at jeg ikke engang kan sige, om jeg nogensinde haver drømt om ham."<ref name="arkiv268">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 268</ref>
 
 
:"I dag var jeg i Besøg hos Præsten i Vejlbye. Det er vist en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende: han taaler ingen Modsigelse; og knap tillige paa Skillingen, det er han." <ref name="arkiv269">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 269</ref>
 
Morten Bruus er en storbonde, som ifølge oplysninger, herredsfogedens har erfaret fra landsbysladderen, har friet til præstens datter Jomfru Mette. Besøget hos præsten skyldes, at Erik Sørensen selv er forelsket i præstedatteren. Han svæver derfor i en rus af lykke, da han erfarer, at hun har nægtet at gifte sig med Morten Bruus. Ved et nyt besøg i præstegården opdager Erik Sørensen, at præsten har ansat Niels Bruus, Mortens bror og ifølge dagbogen en upålidelig karl."<ref name="arkiv270>''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 270</ref> Hans bekymring for, at denne ansættelse kan føre til problemer for præsten, forsvinder dog )i alt fald midlertidigt, da det lykkes ham at få præstens tilladelse til at blive [[Forlovelse|forlovet]] med hende, ligesom hun selv er villig til at indgå denne forlovelse.
"Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard. Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord: "Jeg har givet min Pige i din Barm." [[Første Mosebog|1ste Mos. Bog 16,5]]. Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig sin kjereste Skat her paa Jorden, og at jeg for alle Ting maatte være god imod hende (Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud!)" <ref name=arkiv271>[http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?p_udg_id=193&p_sidenr=5&hist=udg&nnoc=adl_pub Præsten i Vejlbye hos Arkiv for Dansk Litteratur], s. 271</ref>
Kort efter begynder tingene dog at gå skævt for herredsfogeden. Niels Bruus har haft et skænderi med præsten, som endte med, at præsten stak sin karl en lussing og slog ham en gang med en spade. Kort efter forsvinder Niels sporløst, ifølge forlydender i landsbyen efter endnu et skænderi med præsten."<ref name="arkiv273">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 273</ref> Samtidig med, at han forbereder sig på bryllyppet og køverkøber en guldring til sin forlovede, spekulerer han over karlens forsvindingsnummer og præstens tiltagende dårlige humør."<ref name="arkiv273>''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 273</ref> Blot tre uger før brylluppet skal stå, tager det sagen en fatal drejning, da Morten Bruus sammen med flere vidner, officielt anklager præsten for at have slået Niels ihjel."<ref name="arkiv275>''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 275</ref> Nu må han udføre sin embedspligt og nødtvunget efterforske, om hans kommende svigerfader virkelig har har dræbt sin karl. HanDet svingerværste mellemvidnesbyrd atkommer håbefra på,en at han kan bevise præstens uskyld og at tynges af frygt forkvinde, at han er nødt til at dømme præsten, blandt andet fordi et vidne har set ham i haven sent på aftenen blot iført nattøj kun iført nattøj."<ref name="arkiv277>''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 277</ref> En stor del af handlingen er herefter koncentreret om, hvorledes Erik Sørensen forsøger at løse sit dilemma. Præsten indrømmer, at han har slået Niels under et skænderi, men han fastholder, at slaget ikke dræbte karlen. Morten Bruus blander sig i opklaringen og fremlægger flere [[indicium|indicier]] for præstens skyld. Herredsfogedens dilemma bliver understreget af hans løbende vurdering af de to modstandere. Han finder Morten Bruus direkte frastødende, men ser også nogle negative egenskaber hos præsten, blandt andet præstens opfarende karakter. Nogen tid senere fremtvinger Morten Bruus, at der graves efter liget på det sted, hvor vidner har sethørt præsten den fatale aften, og der findes nær præstegården et lig i forrådnelse."<ref name="arkiv279>''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 279</ref> Da præsten bliver konfronteret med fundet, erkender han, at han er [[søvngænger]] og muligvis har begået drabet i søvne. Den stærkt religiøse præst bliver overbevist om, at det er Guds straf for tidligere synder, som han fået hamsige til (ubevidst) at begå forbrydelsen. Herredsfogeden forsøger flere udveje af dilemmaet, men føler sig tvunget af omstændighederne til sidst nødt til føre en sag mod præsten. Han er igen i et dilemma, da hans forlovede indtrængende beder ham om at redde sin far fra straf. Herredsfogeden vælger at gøre sin pligt og gennemføre en sag, som fører til at præsten idømmes [[dødsstraf]]. Præsten bliver halshugget, og ægteskabet mellem Erik og Mette bliver aflyst.karlen:
 
:"Jeg skal slaae din Hund, Du skal ligge død for mine Fødder!""<ref name="arkiv276">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 276</ref>
21 år senere afslører nogle korte optegnelser fra præsten i Aalsø, at denne netop havde truffet Niels, som ikke var død af slaget, men sammen med sin bror havde planlagt, at han skulle flygte ud af landet, hvorefter broderen ville anklage præsten for drab. Planen lykkedes altså, men efter de mange års forløb valgte Niels at vende hjem til sit fødeland, således at sandheden om "drabet" blev afsløret.
 
Herredsfogeden svinger herefter mellem at håbe på, at han kan bevise præstens uskyld og at tynges af frygt for, at han er nødt til at dømme præsten, blandt andet fordi et vidne har set ham i haven sent på aftenen blot iført nattøj.<ref name="arkiv277">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 277</ref> En stor del af handlingen er herefter koncentreret om, hvorledes Erik Sørensen forsøger at løse sit dilemma. Præsten gentager sin forklaring om, at han har slået Niels med spaden under skænderiet, men han fastholder, at slaget ikke dræbte karlen, som selv løb bort.
 
Morten Bruus' indblanding i opklaringen og de fremlagte [[indicium|indicier]] tvinger nu herredsfogeden til at rejse sagen. Hans dilemma bliver understreget af hans løbende vurdering af de to modstandere. Han finder Morten Bruus direkte frastødende, men ser også nogle negative egenskaber hos præsten, blandt andet præstens opfarende karakter. Under retsforhøret fremtvinger Morten Bruus, at der graves efter liget på det sted, hvor vidner har set præsten den fatale aften, og der findes nær præstegården et lig i forrådnelse. Det er ikke til at genkende i den henfaldne tilstand, men det har ifølge broderen Niels' tøj på.<ref name="arkiv279">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 279</ref> Præsten bedyrer sig uskyld, men siger, henvendt til Erik Sørensen:
 
:" Trøst min Datter! og tænk paa, at det er eders Fæstemøe!", hvor til Sørensen bemærker:"Neppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Skrig og et Fald bag ved mig - det var min Kjereste; hun laae der daanet paa Jorden - Gud give, vi havde ligget Begge saaledes, og aldrig opvaagnet meer!"<ref name="arkiv280">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 280</ref>
 
Herefter er det herredsfogedens opgave at pådømme sagen, og i retten gentager vidnerne deres påstande, uden at Erik Sørensen, der nu fortryder at han af hovmod har søgt embedet, finder noget, der taler til præstens forsvar.<ref name="arkiv280">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 280</ref>
 
Herredsfogeden forsøger flere udveje af dilemmaet, men føler sig tvunget af omstændighederne til sidst nødt til gennemføre retssagen.
Da præsten bliver konfronteret med vidnerne, erkender han, at han er [[søvngænger]] og muligvis har nedgravet liget i søvne. Den stærkt religiøse præst overbeviser sig selv om, at det er Guds straf for tidligere synder, som han fået ham til (ubevidst) at begå forbrydelsen. Herredsfogeden er igen i et uløseligt dilemma, da hans forlovede indtrængende beder ham om at redde sin fars liv. Som en sidste bøn minder hun ham om, at han har lovet præsten at tage hende til sin barm. I stedet, siger hun, "gennemborer I min barm".<ref name="arkiv281">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 281</ref> Som en sidste udvej tilbyder Erik Sørensen nu at hjælpe præsten til at flygte fra arresten, men det ønsker præsten ikke.
 
Herredsfogeden må nu gøre sin pligt og gennemføre den endelige sagsfremstilling, hvor præsten på baggrund af vidneudsagnene mod ham - og hans delvise tilståelse - idømmes [[dødsstraf]].
 
Præsten bliver herefter halshugget, og herredsfogeden bliver opsøgt af sin forlovede. Han er sengeliggende, uden at det oplyses, hvilken sygdom han lider af. De sidste ord, han skriver i sin dagbog, er følgende:
 
:""Farvel, min Hjerteven!" sagde hun jo: "jeg forlader Eder uden Nag; thi I gjorde kun eders strænge Pligt; men nu farvel! for vi sees aldrig meer." - Hun gjorde Fredens Tegn over mig - Gud skjænke mig dog snart den evige Fred!"<ref name="arkiv289">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 289</ref>
 
Sagens videre forløb belyses af to korte optegnelser fra præsten i Aalsø. Den første, nedskrevet kort efter præstens henrettelse omhandler især præstens sidste dage før han fandt sin endelige trøst og gjorde bod.<ref name="arkiv291">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 291</ref> Det fremgår, at herredsfogeden er så alvorligt syg, at han næppe kan overleve, mens præstens datter er i Aalsøpræstens varetægt.<ref name="arkiv291">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 291</ref>
 
Den anden optegnelse, som er nedskrevet 21 år senere, er skrevet af Aalsøpræsten, kort efter at denne havde truffet Niels, som ikke var død af slaget, men sammen med sin bror havde planlagt, at han skulle flygte ud af landet, hvorefter broderen ville anklage præsten for drab. De havde fundet et nylig begravet lig, iklædt det Niels' tøj og begravet det i et hjørne af præstens have. Motivet var Mortens had til præsten, fordi denne havde afslået hans frieri til datteren. <ref name="arkiv293>''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 293</ref>
 
Planen lykkedes altså, men efter de mange års forløb valgte Niels at vende hjem til sit fødeland, således at sandheden om "drabet" blev afsløret.
 
== Fortælleteknik ==
I 1982 udgav historikeren Robert Nielsen en bog, hvor han på baggrund af retslige dokumenter og andre kilder konkluderede, at Søren Jensen Quist havde dræbt Jesper Hovgaard, fordi denne havde et forhold til præstefruen.<ref name= "rob">Nielsen, Robert (1982)</ref> I 2016 tog Mogens Møller tråden op i en anden bog, hvor han gennemgår de overleverede dokumenter minutiøst.<ref name="mol">Møller, Mogens: ''Præsten i Vejlby og hans søn - ofre eller mordere? Forlaget BOD, København, 2016''</ref> Han påpeger, at selv om kuskens forsvinden fandt sted 27. eller 28. september [[1607]], var det først i [[1625]], at sagen blev realitetsbehandlet ved retten.<ref name="mol64">Møller (2016), s. 64</ref> Hovedvidnet, Jep Skade, bevidnede, at han havde set præsten overfalde Hovgaard, men præstefamilien satte tvivl om påstanden, fordi han under forhøret var usikker på tidspunktet. Alligevel blev han dømt, men blandt andet på grund af hans embede som præst blev der ført en appelsag, som førtes for [[Rigsrådet]].<ref name="mol84">Møller (2016), s. 84</ref>
At præsten blev dømt og henrettet, selv om vidnerne mod ham var almuefolk, er et indicium for hans skyld.<ref name="mol86">Møller (2016), s. 86</ref> Ved en appelsag, hvor hans søn søgte oprejsning for sin faders "navn og ære". Jep Skade tilstod her, at hans første forklaring havde været falsk, og derfor fik præsten og hans familie oprejsning. Tilståelsen, som førte til dødsdom over Jep Skade blev dog afgivet under tortur, og den er derfor ifølge Møllers rekonstruktion ubrugelig.<ref name="mol84">Møller (2016), s. 84</ref>
 
 
== Kanonisering ==
11.440

redigeringer