Præsten i Vejlbye: Forskelle mellem versioner

 

Handlingen er baseret på virkelige begivenheder, med udgangspunkt i præsten [[Søren Jensen Qvist]] fra [[Vejlby (Norddjurs Kommune, tidligere Grenaa Kommune)|Vejlby]] ved [[Grenaa]]. De centrale dele af handlingen berettes af [[herredsfoged]] Erik Sørensen i [[dagbog]]sform, men den endelige opklaring af denne [[krimi]]nalhistorie finder sted gennem ''tvende Optegnelser af Præsten i [[Ålsø]]''. Blicher brugte selv betegnelsen ''Criminalhistorie'' i tekstbladet til novellen, der bl.a. er optrykt i ''Arkiv for dansk litteratur''<ref name="arkiv">[http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?p_udg_id=193&p_sidenr=268&hist=&nnoc=adl_pub Arkiv for Dansk Litteratur, ''Præsten i Vejlby, Arkiv for dansk litteratur, ss. 268-288 i Steen Steensen Blichers værker} Hentet den 19. december 2016</ref>

 

== Komposition ==

Da præsten bliver konfronteret med vidnerne, erkender han, at han er [[søvngænger]] og muligvis har nedgravet liget i søvne. Den stærkt religiøse præst overbeviser sig selv om, at det er Guds straf for tidligere synder, som han fået ham til (ubevidst) at begå forbrydelsen. Herredsfogeden er igen i et uløseligt dilemma, da hans forlovede indtrængende beder ham om at redde sin fars liv. Som en sidste bøn minder hun ham om, at han har lovet præsten at tage hende til sin barm. I stedet, siger hun, "gennemborer I min barm".<ref name="arkiv281">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 281</ref> Som en sidste udvej tilbyder Erik Sørensen nu at hjælpe præsten til at flygte fra arresten, men det ønsker præsten ikke.

 

 

Præsten bliver herefter halshugget, og herredsfogeden bliver opsøgt af sin forlovede. Han er sengeliggende, uden at det oplyses, hvilken sygdom han lider af. De sidste ord, han skriver i sin dagbog, er følgende:

Planen lykkedes altså, men efter de mange års forløb valgte Niels at vende hjem til sit fødeland, således at sandheden om "drabet" blev afsløret.

 

== Fortælleteknik ==

Blicher bruger en jeg-fortæller, og det bliver langsomt afsløret, at han mangler afgørende informationer på vigtige tidspunkter i forløbet. Han fremstår derfor – i alt fald delvis – utroværdig. Teknikken har Blicher benyttet i tidligere noveller, bl.a. "[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]" og "[[Sildig Opvaagnen]]". Herved overlades mere til læserens fantasi end vanligt på Blichers tid. Efter Søren Baggesens ''Blicher – afhandling''<ref>Baggesen, Søren (1965)</ref> er "Præsten i Vejlbye" – og flere af Blichers andre noveller – anerkendt som en forløber, eller ligefrem en del af [[Det Moderne Gennembrud]]. Der opstår flere dramatiske højdepunkter, når Erik Sørensen på grund af sine følelser, fortrænger betydningen af vigtige informationer. Da præsten erkender, at han slået Niels med en spade under deres skænderi, men nægter at have dræbt ham, vælger herredsfogeden at opfatte drabet som en affekthandling, som er djævelens værk.<ref name="arkiv"/> I Søren Baggesens [[disputats]], der er det hidtil mest omfattende videnskabelige værk om Blicher, omtales genren som "realistisk skæbnefortællinger". Dette uddyber han med, at personerne vikles ind i uundgåelige situationer, hvor..:

Blichers værker er derfor udtryk for en tragisk realisme. Hans bedste noveller handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol.<ref> Baggesen (1965), s. 276f </ref> Baggesen påpeger også, som noget nyt i Blicher–fortolkningen, at mange af novellerne indeholder en [[fortællerrollen i litteraturen|fortælleposition]], hvor den, der beretter begivenhederne, enten misforstår, fortrænger eller fortier væsentlige dele af begivenhedsforløbet, hvilket netop karakteriserer både Erik Sørensen og- gennem dennes skildring- præsten. Virkningen er ifølge Baggesen:

 

I løbet af fortællingen opstår der et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Han opdager imidlertid ikke selv, at han er direkte medvirkende til et [[justitsmord]], fordi han ikke blot er juridisk, men også menneskeligt uerfaren.<ref Name="kult142"/> I "Præsten i Vejlbye" kommer sandheden først til udtryk i efterskriftet, og det er usandsynligt, at herredsfogeden selv har indset sin fejltagelse. Både han selv, præsten og hans forlovedes tolkning af begivenhederne er styret af en Gudsfrygt og skæbnetro, som forhindrer dem i at se, "at det er menneskelig nederdrægtighed, der fra det skjulte har styret hele forløbet".<ref Name="kult142"/> Et af de skjulte spor, som hererdsfogeden overser, ligger gemt i to af vidneudsagnene. To kvinder fortæller, at de om dagen har hørt præsten og karlen i et skænderi, men at de ikke kunne se noget, kun høre skænderiet, da diget var for højt og hækken for tæt.!"<ref name="arkiv276"/> Vidnet Jens Larsen hævder i forbindelse med Morten Bruus' arrangerede graven i præstegårdshaven, at han har set præsten i haven sent på aftenen."<ref name="arkiv276"/> Den klare uoverensstemmelse mellem vidneudsagnene efterforsker Erik Sørensen ikke. Hans opmærksomhed henledes også fra sagen i flere afgørende situationer, fordi han koncentrer sig om at bekymre sig om præstens eller sin forlovedes sindstilstand. Et godt eksempel er, da hans forlovede besvimer under opgravningen af liget.<ref name="arkiv280"/> Ligeledes fastholder præsten både før og efter sin tilståelse, at Niels Bruus var "løbet af plads" uden at der sættes en undersøgelse i gang af, hvornår han i givet fald var vendt tilbage.

{{endspoiler}}

 

== Litteratur ==

* Baggesen, Søren: ''Den blicherske novelle'', [[Odense Universitetsforlag]] 1965

* Nielsen, Robert: ''Jalousidramaet i Vejlby : om en af Danmarkshistoriens mest omstridte kriminalgåder'', Forlaget Klerken, 1982,

ISBN 87-88237-00-1