Versionen fra 10. okt. 2015, 21:37 redigér Ditlev Petersen (diskussion \| bidrag) Patruljanter 3.077 edits m →‎Fedt skyer vand: henvisninger ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 23. dec. 2016, 18:07 redigér fjern redigering Majagrogun (diskussion \| bidrag) 110 edits Jeg er i gang med at udbygge artiklen og gøre den mere letlæselig, og redigerer yderligere i den kommende tid. Har forinden bl.a. besøgt litografiske værksteder. Gå til næste forskel →
Linje 1: [[Fil:112 Groß-Sonntag, Schloß - Velika Nedelja - J.F.Kaiser Lithografirte Ansichten der Steiermark 1830.jpg\|thumb\|Litografi af den østrigske bogtrykker og litograf [[Joseph Franz Kaiser]].]] '''Litografi''' (også kaldet ''stentryk'' eller ''stentegning''. ''Lithos'', gr: sten) er en [[grafik (teknik)\|grafisk teknik]], hvor trykpladen udgøres af en særlig kalkstenstype i plansleben og forarbejdet form. Det er desuden betegnelsen for selve det grafiske blad eller billedet. '''Litografi''' (græsk), stentegning, stentryk kaldes den af [[Aloys Senefelder]] 1798 opfundne kunst at tegne skrift eller billeder på en art kalksten (i den nyere tid også på [[zink]], [[aluminium]] og andet) eller overføre fotografiske optagelser på denne, således at den ved en kemisk behandling egner sig til at aftrykkes på papir og andre stoffer. Sten til litografisk brug findes flere steder i den gamle og ny verden, men den bedste kommer fra stenbruddene ved [[Solnhofen]] i [[Bayern]]. Litografisk sten består for det meste af kulsur kalk; dens masse er både tæt og ensdannet og er i stand til at modtage en fin politur. Den forekommer i to arter, en blågrå, der er meget hård og derfor egner sig særlig godt til arbejder med fine linjer, og en gullig. Teknikken hører under [[plantryk]], en af grafikkens tre hovedkategorier. Det betyder at trykpladen er i ét plan i modsætning til i [[dybtryk]] og [[højtryk]], hvor trykfarven ligger henholdsvis i fordybninger og på forhøjninger i pladen før den trykkes over på papiret. ~~Personen der udfører arbejdet kaldes en litograf.~~ Litografiet opstod i 1700tallet, hvor den tyske dramatiker og skuespiller [[Aloys Senefelder]] eksperimenterede sig frem til teknikken, og i starten brugte den som en billig metode til reproduktion af sceniske værker. Op gennem 1800tallet fik litografiet stor betydning som industriel reproduktionsteknik, og det fortsatte frem til det beslægtede [[offsettryk]] overtog dets plads. I dag anvendes litografiet primært som billedkunstnerisk medie, og det praktiseres blandt andet på professionaliserede litografiske værksteder rundt om i verden. ~~== Fedt skyer vand ==~~ Forinden stenen er brugelig til formålet, må den planeres, og fladen, hvorpå tegningen skal anbringes, omhyggelig slibes med sand- og pimpsten og sluttelig poleres mere eller mindre. Skal den afslebne sten bruges til litografisk kridttegning, må stenen »kornes« med fint sigtet sand eller lignende, så at overfladen får en fin og ensartet ruhed; skal den derimod anvendes til tegninger, som udføres med litografisk blæk ved hjælp af [[pen]] eller [[ridsefjer\|ridsefjeder]], må den være glat, dog uden politur. At fedt skyer vand og vand fedt, er det princip, hvorpå litografi hviler. Det mål, der tilstræbes ved stenens forarbejdning til en trykplade, er derfor at gøre de steder af overfladen, der skal tjene som trykform, varigt modtagelig for den fede trykfarve, hvilket sker ved, at tegningen udføres med fede sæbeholdige stoffer (fedt, talg, sæbe, voks) og et farvestof, [[kønrøg]], for at tegneren kan se, hvad han udfører, og at gøre den øvrige, til tegning ubenyttede del af overfladen varigt modtagelig for vand. Når tegningen, der ved de fedtagtige stoffer, hvormed der tegnes, er indsuget eller har forbundet sig med stenen, er færdig, ætses stenens overflade med fortyndet salpetersyre og overstryges derefter med opløst [[arabisk gummi]]. Efter denne behandling kan grunden endnu lige såvel som forhen befugtes med vand, men fedtstoffet kan ikke trænge ned i den, og følgen heraf bliver, at når man befugter stenen og derefter påfører den fede trykfarve, vil farven kun afsætte sig på tegningen, men ikke på grunden. Kun hvis stenen ikke har været tilstrækkelig befugtet, vil der også afsætte sig farve på grunden, men denne farve kan let bortviskes med en våd svamp eller klud. den farve, der sidder på tegningen, kan derimod, ligesom det litografiske kridt eller blæk, hvormed der er tegnet, vaskes bort med terpentinolie; men herved bortfjernes ikke den del af fedtstoffet, der er trængt ned i stenen, og når den således afvaskede og derefter befugtede sten atter indsværtes, vil der på ny afsætte sig farve på tegningen, men ikke på grunden. Det princip at [[fedt]] skyer [[vand]] og omvendt er bærende for litografiet som teknik. Og samtidig er den kalkstenart som anvendes central, idet den kan suge og holde på en vis mængde både vand og fedtholdigt stof. Forholdet mellem fedt og vand udnyttes til at definere områder på stenen, hvor den kan tage imod (fedtholdig) trykfarve, og andre hvor den ikke kan, fordi den mættes med vand. Der gives litografiske metoder, ved hvilke tegningen og grunden ikke, således som ved den her omtalte, ligger i samme plan. Man kan ætse eller gravere i stenen således, at grunden bliver kendelig fordybet; men det bruges sjældnere. Derimod graverer eller ætser man tit i stenen således, at tegningen bliver fordybet og tillige modtagelig for trykfarven, medens grunden holder sig ren. her må man begynde med at gøre hele den afslebne overflade uimodtagelig for trykfarven, og dette kan ske ved at indgnide den med en blanding af gummiopløsning og syresalt (sur oksalsur kali). hvis der derefter skal ætses i stenen, dækkes den med en ætsgrund, der især består af [[asfalt]]. I denne grund indridses tegningen med stålnåle, som gennemskærer dækgrunden, og derefter ætses med syre, som kun angriber stenen på de steder, hvor dækgrunden er bortfjernet. derefter vaskes syren bort med vand, tegningen indgnides med olie, dækgrunden bortfjernes med terpentinolie, og stenen er nu skikket til farvning og aftrykning. Skal tegningen ikke indsættes, men graveres i stenen med stålnåle eller [[diamant]]er, må stenen forberedes som anført, med den forskel, at der i stedet for en dæk grund, som kan modstå syrens indvirkning, kun påføres et meget tyndt lag af et mørkt farvestof og gummi, så at man desto lettere kan skelne de graverede træk, der viser sig hvide på den mørke grund. Litografi ses både som enkelt- og flerfarvetryk. ==Grundlæggende metode== ''Traditionelt litografi'' Grundlæggende kan forløbet se ud som følger; Stenen vaskes fri for gummi ([[gummi arabicum]]) fra tidligere brug og den slibes, til den foregående tegning forsvinder. Til slut under slibningen kan stenen også kornes, hvilket betyder at der tilføjes et grovere slibepulver, som giver stenen en ru overflade. Kanterne rundes desuden af. Med [[litografisk kridt]] eller [[litografisk tusch\|-tusch]] males eller tegnes motivet på stenen, spejlvendt i forhold til resultatet i trykket. Herved bliver stenen fedtholdig på de tegnede og bemalede steder. Undervejs undgås at røre ved stenen og afsætte fedt fra huden, der gør den modtagelig for trykfarve hvor det ikke er meningen. Stenen overstryges med en blanding af gummi arabicum og en svag [[salpetersyre]] opløsning. Det gør, at der ætses en lille smule ned i overfladen, og at stenens porer åbnes, så den i højere grad bliver vandbærende. Gummien lægger sig som et vandholdigt lag på stenen, de steder hvor der ikke er tegnet eller malet. Stenen overstryges løbende med gummi arabicum opløst i vand. Mens den er fugtig, indvalses den med såkaldt [[pennefarve]], en tyktflydende og fed farve, som er fremstillet af [[kønrøg]] (sod) og kogt [[linolie]]. Det sker ved hjælp af en særlig [[lædervalse]]. Formålet med pennefarven er at præparere stenen de steder, hvor der er tegnet eller malet. Farven er meget langsomt tørrende, og bruges kun sjældent som trykfarve. Nu udvaskes stenen ved først at stænke vand på, og med den svamp der bruges til gummi, opløse det eksisterende gummilag, som aftørres med en ren klud, til der kun er et tyndt lag gummi tilbage. Stenen må ikke tørre ind. [[Petroleum]] eller [[lampeolie]] fordeles ud på tegningen og den øvrige sten. Det forhindrer fordampning fra gummiet og opløser samtidig tegningen. Farven vaskes ud af stenen, der til gengæld beholder sin fedtholdighed hvor tegningen har været, og vandholdighed de øvrige steder. Nu vaskes stenen med vand og en svamp, der løbende ’tømmes’ i en spand undervejs. Rent vand påføres og suges væk med svampen, så både petroleum, opløst farve og gummi fjernes fra stenen. Nu skal trykfarven påføres. Forinden fugtes stenen med henholdsvis en vandsvamp og en fugtesvamp, til stenen står med en silkeglans, uden søer af vand. Herefter indfarves tegningen med trykfarve ved hjælp af valsen, der føres frem og tilbage over stenen med faste bevægelser. Der stryges et tyndt lag gummi over stenen, og endnu et lag farve kan derefter valses ind. Papiret fugtes eventuelt op, og der trykkes. Der kan bruges forskellige typer af presser til formålet, blandt andet en håndpresse, der trykker ved hjælp af en såkaldt river, en slags svaber-lignende nylonbånd, der trækkes eller gnides henover stenen og papiret, og en tynd akrylplade, som er lagt ovenpå det øvrige. <ref>Ponsaing, E. (1995). Stentryk : Litografien I Kunstens Tjeneste</ref> == Autografi ==

Litografi: Forskelle mellem versioner