Præsten i Vejlbye: Forskelle mellem versioner

I en længere periode efter Blichers død blev hovedvægten hos kritikerne lagt på de [[biografi]]ske træk i Blichers forfatterskab.<ref name="rune">[http://runeberg.org/dbl/2/0382.html Steen Steensen Blicher i P. Hansen, ''Illustreret dansk Literaturhistorie'', 1902:282]</ref><ref group="note"> detteDette gælder fx Evald Tang Kristensen og M.A.S. Lund (1882)</ref> I [[1904]] udkom [[Jeppe Aakjær]]s tre-bindsværk med mere end 1.000 sider om Blicher, hvilket markerede en ændring i tolkningen af Blicher. Aakjær gendrev den biedermeierske læsning af Blicher og fremhævede Blichers evne til at beskrive tragiske menneskeskæbner, med reference til Blichers eget tragiske livsforløb. Hans Brix anskuede derimod de dystre træk ved noveller som Præsten i Vejlbye som udtryk for Blichers indsigt i den menneskelige natur og seksualitet.<ref>Hans Brix:''Blicher Studier'' (Nordisk Forlag 1916) s. 57-63.</ref> Efter 1920, hvor [[Sigmund Freud]]s ''Det ubevidste'' blev oversat til dansk, fremhævede anmelderne i stigende grad det [[psykologi]]ske element i novellerne.

Blichers værker kan derfor bedst beskrives som ''tragisk realisme''. Hans bedste noveller handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol.<ref> Baggesen (1965), s. 276f</ref> I præsten fra Vejlbye er det tragiske, at alle uskyldige hovedpersoner misforstår den manipulation, Bruus - familien udøver. Realismen er, at retfærdigheden ikke altid er afslutningen på et drama.<ref name=holk/> Dette grundmotiv, som findes i flere af Blichers noveller, er blevet betegnet som [[psykisk]] tvang.<ref name="Bag"> Baggesen (1965) s. 161-67</ref> Den psykiske tvang i den blicherske novelle betegnes her som en skæbneopfattelse, der "…viser det enkelte menneskes skæbne som et begivenhedsforløb, der er immanent determineret af den virkelighed, som er menneskenes, af deres karakter og af de situationer, som skabes af de mellemmenneskelige relationer;" <ref> Baggesen (1965), s. 167</ref>