Ganosis: Forskelle mellem versioner

De [[antikken|antikke]] teknikker [[enkaustik]] og ganosis blev genstand for mange diskussioner og forsøg i tiden efter udgravningerne af [[Pompeji]] og [[Herculaneum]], hvor man fandt antikke vægmalerier, da man mente, at disse var malet eller overfladebehandlet med voks.

Vægge overfladebehandles eller lakeres med voks, ganosis, dette gælder specielt for vægge malede med [[cinnober]], hvor [[punisk voks]] anvendtes for at beskytte cinnoberet mod at mørkne. Denne metode beskrives også som anvendt til [[marmor]], for som Plinius skriver, at få det til at skinne, medens Vitruvius skriver, som nøgne statuer behandles. Plutarch skriver at der arbejder enkausterere i billedhuggerværkstederne og at ganosis af statuer var nødvendig for at bibeholde rød farve. Homolle, 1890, s. 497-503, beskriver, at kosmesis var vedligeholdelse af værdsatte statuer på Delos i den hellenistiske periode, og at man hertil anvendte rengøringsmiddel, olie, voks, klude og rosenolie <ref>Reuterswärd, P. (1960). ''Studien zur Polychromie der Plastik. Griechenland und Rome''. Stockholm. Lindbergs boktryckeri. 70</ref>.

Voks kan have været anvendt i Grækenland allerede i det 5. og 4. århundrede BCE som indikeret fra studierne af [[Parthenon]]s og Hephaistions marmor. Rossmann skriver i 1933, at den enkaustiske stenbemaling af Parthenontemplet, trods sin ødelæggelse synes at være i god bevaringstilstand. Parthenonmuseet har et stort antal rester af enkaustiske bemalede marmorstykker, som A. Eibner har fastslået, har voks som bindemiddel <ref>Rossmann, E. (1933). Haltbarkeitsaussichten enkaustischer Malerei bei Innen- und Aussenanwendung. Technische Mitteillungen für Malerei 49. 197</ref>. Alexander Eibner, var leder af 'Versuchsanstalt für Maltechnik' i München. Mod slutningen af hans liv, i 1932, publicerede han en artikel om analyser af bindemidler, der giver en vigtig opsummering af emnet, og var “state of the art” på den tid <ref>Mills, J. & White, R. (1978). Organic Analysis of Art: Some Further Paint Medium Analyses. National Gallery Technical Bulletin, Volume 2. [www.nationalgallery.org.uk/organic.../40721]. (2012, 4. oktober)</ref>.

Brinkmann skriver, at man har fundet voks på skulpturudsmykning på Tempel E i Selinute, græsk koloni på Sicilien. Tempel E er et [[Dorisk orden|dorisk]] tempel, dateret til ca. 490 - 470 BCE, sandsynligvis dedikeret til [[Hera]]. Gudindernes hudområder er af tilsatte marmordele, de øvrige dele er af kalksten, man har fundet voks tilsat lidt lyst [[pigment]] på overfladen af disse marmordele <ref>Brinkmann, V. (2010). Farben und Maltechnik. In: Brinkmann, V. & Scholl, A. (eds.). Bunte Götter. ''Die Farbigkeit antiker Skulptur''. Hirmer. Antikensammlung Staatliche Museen zu Berlin. 241</ref>.

Wolters har fundet bivoks på Paramythion-stelen[[stele]]n. Fundet er beskrevet i Eine bemalte attiche Grabstele unter der Quarzlampe, MüJb 11, 1960, 13 Anm. 3 <ref>Schmaltz, B. (2009). Die kore akropolismuseum inv. 682 - versuch einer rekonstruktion. Jahrbuch des Deutschen Archäologischen Institus band 124, sonderdruck. 98</ref>. Paramythion-stelen, der befinder sig på Staatliche Antikensammlungen und Glyptothek, Munchen, inventarnr. 483, er græsk og dateret til ca. 380-370 BCE, er blevet rekonstrueret, men ikke anvendende voks <ref>Posamentir, R. (2004). Farverige gravsten fra det klassiske Athen - og rekonstruktion af Paramythions stele. I: Nielsen, A.M. & Østergård, J.S. (eds.). ''Classicolor - farven i antik skulptur.'' København: Ny Carlsberg Glyptotek. 71 - 79</ref>.

Trajan-søjlen, der står på Trajans[[Trajan]]s forum i Rom og blev indviet i 113 CE, beskrives i 1933, som havende farverige rester af enkaustisk bemaling <ref>Rossmann, E. (1933). Haltbarkeitsaussichten enkaustischer Malerei bei Innen- und Aussenanwendung. Technische Mitteillungen für Malerei 49. 197</ref>.

Under den såkaldte Sosandra-terme, dateret til 2. årh. CE og som er en del af et romersk badeanlæg beliggende i Baia, Italien, fandt man i 1950erne i et kælderrum nogle antikke gipsafstøbninger. Disse var fragmenterede og anvendt til opfyld sammen med jord, de menes, at stamme fra afstøbninger af græske bronzestatuer. De finkornede af disse gipsafstøbninger havde en lejlighedsvis voksagtig og glinsende overflade <ref>Landwehr, C. (1985). Die Antikken Gipsabgüsse aus Baiae. Griechische Bronzestatuen. In: ''Abgüssen Römischer Zeit''. mit beitragen von Fallab, S. und Schmid, E et al.. Archäologische Forschungen band 14. Berlin, Gebr. Mann Verlag, 1-7</ref>. Denne overflade blev analyseret og viste at indeholde organisk materiale bestående fedt- og voksagtige bestanddele <ref>Landwehr, C. (1985). Die Antikken Gipsabgüsse aus Baiae. Griechische Bronzestatuen. In: ''Abgüssen Römischer Zeit''. mit beitragen von Fallab, S. und Schmid, E et al.. Archäologische Forschungen band 14. Berlin, Gebr. Mann Verlag, 202</ref>. Holdet mener, at en blanding af olivenolie og [[bivoks]] har været anvendt til at overfladebehandle gipsafstøbningerne <ref>Landwehr, C. (1985). Die Antikken Gipsabgüsse aus Baiae. Griechische Bronzestatuen. In: ''Abgüssen Römischer Zeit''. mit beitragen von Fallab, S. und Schmid, E et al.. Archäologische Forschungen band 14. Berlin, Gebr. Mann Verlag, 203</ref>.

Da [[Pompeji]] blev opdaget og man startede på udgravningen i 1748, fandt man de fantastiske vægmalerier, der var blanke og skinnende, og man mente, at de var voksbehandlede. Men da denne skinnende blanke overflade begyndte at blegne og blive mat efter nogen tid, blev nogle af væggene behandlet med voks. Derfor er det nu svært at afgøre, om der oprindeligt var voks eller voksen er påført efter udgravningen, da dokumentation er mangelfuld eller ikke eksisterende <ref>Freccero, A. (2002). ''Encausto and ganosis. Beewax as Paint and Coating during the Roman Era and its Applicability in Modern Art, Craft and Conservation''. Gøteborg. Acta Universitatis Gothoburgensis. 134-139</ref>.

De antikke skulpturer har ofte været udsat for ret hårdhændede behandlinger for at rense dem, for at de kunne fremstå så hvide som muligt, da det var således, en antik skulptur skulle se ud fra midt 1700 tallet til 1900 tallet. Det var i netop denne periode, nyklassicismen[[nyklassicisme]]n, at antikken og de antikke skulpturer var højt skattede. Men skulpturerne kunne også blive behandlet med [[voks]] og andre materialer for at få den rette [[patina]]. Antikke skulpturer kan således have været udsat for afrensning, hvor en eventuel antik voks kan være fjernet, men på den anden side, kan en nyere voks også være påført. Dette forhold gør voksfund fra antik skulptur vanskelig at vurdere.