Ægyptiske mumieportrætter

Ægyptiske Mumieportrætter

Mumieportrætter er så langt den største gruppe af bevarede antikke malerier, der findes omkring 900 til 1000, blandt disse er der flere eksempler på [enkaustik|enkaustisk] maleri. De er bevaret næsten uændret i 2000 år. Mumieportrætterne dateres fra omkring 50 CE til 350 CE, og stammer fra den ægyptiske provins af det romerske imperium . De er fundet i hele Ægypten, men især er der fundet mange i Fayum-oasen i den ægyptiske ørken (heraf navnet Fayum-portrætter), hvor der siden ptolemæisk tid var græske bosættelser . Aleksander den Store erobrede Ægypten i 330 BCE, efter Alexanders død i 323, kom ptolemæerne til magten og de herskede i Ægypten indtil Octavian, den senere kejser Augustus, erobrede Ægypten, som blev en romersk provins i 30 BCE.

De to vigtigste fundsteder i Fayum-området er er-Rubayat, nekropol for Philadelphia, og Hawara, nekropol for Arsinoe . Sidstnævnte var den største by med græsk-romerske indbyggere, og nogle mener, at de bedste portrætter kom herfra. Langt de fleste enkaustiske malerier kom også herfra, disse menes, at have en større håndværksmæssig/kunstnerisk kvalitet end de tempera-bemalede. I 1885 fandt nogle fellah’er i Fayum et stort antal mumieportrætter og udgravningerne begyndte for alvor og fortsatte til op i starten af 1900 tallet. Borg nævner et nyere fund fra 1991-92 af mumieportrætter ved kysten nær Marina el-Alamein .

Teodor Graf (1840-1903) var den første, der værdsatte disse portrætter, han var en østrigsk samler, der købte en stor samling portrætter, over 200, og udstillede dem i Europa og Amerika i 1887. På denne måde blev de offentligt kendt, de fleste af disse portrætter stammede fra er-Rubayat . Den berømte engelske ægyptolog Sir William Flinders Petrie, gravede i Hawara i 1888 og fandt flere mumieportrætter. Vendte tilbage i 1911 og fandt endnu flere, der var et marked for portrætterne. Mumierne blev ikke fundet i sarkofager, men blev fundet i sandet eller huller bygget af mursten i sandet, ofte blev flere fundet sammen oven på hinanden og der var ingen beskyttelse af dem. Petrie mener, at de har været opbevaret i en periode efter balsameringen og er så senere stuvet væk. Dette har fornyligt vist sig at være rigtigt, da man i el-alamein har fundet templer for begravelsesritualer, bygget for tilbedelse af forfædre. I disses underjordiske kamre fandt man portrætmumier, stuvet til side ; . Mange af mumierne var i så dårlig stand, flere var rådne, da de blev fundet, at Petrie valgte kun at beholde mumieportrættet, eventuelt beholdt han kraniet, medens resten blev kasseret, således er langt de fleste mumieportrætter fjernet fra mumien. På andre, var selve portrættet i så dårlig stand, at han så sig nødsaget til konservere dem, han anvendte forskellige metoder, blandt andet smeltning af det originale vokslag eller applikation af ny bivoks eller paraffinvoks . Disse metoder kan interferere med analyser for bindemidler.

De mennesker, der er afbilledet på mumieportrætterne, er børn, mænd og kvinder, i alle aldre, men måske påfaldende mange yngre. Man diskuterer stadig, hvornår portrættet blev malet i forhold til dødstidspunktet. De virker for de flestes vedkommende til at være velhavende. Kvinderne bærer mange smykker: guld, perler og smaragder. Deres klædedragt og frisurer afspejler romersk stil, de dateres især efter deres frisures lighed med romerske kejsere og deres familie. På flere af mumierne er der opgivet navne og flere af disse navne er græske, heraf nogle skrevet med græske bogstaver. Det diskuteres om kunstnerne/håndværkerne var græske eller af græsk oprindelse . Mumifisering er en del af ægyptisk kultur, og det, at portrætterne er indsat over en mumies hoved, viser at den ægyptiske religion er assimileret. På flere af mumierne er der afbildninger af ægyptiske guder . Mumieportrætterne er således en antik multikulturel frembringelse.

Malerierne er hovedsagelig malet på en tynd træplade, som har været indsat over mumiens hoved mellem mumiebandagerne, enkelte er malet på lærred og andre er malet i helfigur. Portrætterne begynder at optræde i midten af det 1. årh. og frem, de fleste er fra starten af det 2. årh., til slutnigen af det 4. årh., nogle af de seneste kan ses som eksempler på tidlig kristen, [koptisk] kunst. Det enkaustiske maleri forsvinder stort set efter de tidlige Byzantinske ikoner . Nogle portrætter er malet enkaustisk, andre er malet med tempera. Få er malet, hvor begge metoder er anvendt, i så fald, er det den enkaustiske metode, der er anvendt til inkarnatet .

Borg mener at kunne dele mumieportrætterne op i forskellige stilistiske grupper, efter hvordan de er malet. Andre deler dem op i tre grupper, de naturalistiske, de stilistiske og en blandingsstil af disse to. Nogle mener at portrætterne bliver mere stilistiske jo senere de er, andre igen mener, at både de stilistiske og de naturalistiske er sideløbende (Borg, 1996). Tilsidst forsvinder de, muligvis grundet kristendommens fremkomst. Som regel er de enkaustiske portrætter mere naturalistiske end portrætterne malet med tempera .

Anvendelsen af bivoks i mumieportrætter er ikke længere omstridt og er i mange tilfælde analytisk dokumenteret . Der er dog også fundet en hidtil ukendt voks fra to mumieportrætter . Bivoksen kan muligvis have været blandet med harpiks ; . Anvendelsen af vokstempera/emulgeret voks og/eller punisk voks er derimod meget omdiskuteret. Det er ofte ret uklart, hvad de forskellige forfattere mener med disse benævnelser; vokstempera, emulgeret voks og punisk voks. Begreberne er sammenblandede. Borg skriver om vokstempera, som en forsæbet voks emulgeret i vand, og beskriver fremstillingen af punisk voks på to måder, ved begge metoder fås en forsæbet punisk voks, den ene ikke emulger-bar i vand, den anden emulger-bar i vand. Men hun skriver samtidig, at det ikke er bevist at punisk voks eller vokstempera er fundet i mumieportrætter . Igen i 2010 nævnes teknik med emulsionsmaling . Doxiadis mener, at bivoksen, kan havde været påført kold efter at have blevet emulgeret, hvorved det bliver muligt at blande emulgeringen med vandbaseret bindemidler, som æg og gummi arabicum. Hun nævner nogle portrætter, som hun beskriver, som malet med punisk voks, men skriver samtidig, at indtil nu har relativ få været analyseret . Kühn og Cuni et al. har fundet sæbeholdigt bivoks fra mumieportrætter (; . Freccero mener, at nogle af de mumieportrætterne hun har undersøgt, kan være malet med punisk voks, da hun i voksen finder sæber. Hun beskriver den puniske, som en bivoks, der er kemisk behandlet og delvist forsæbet. Freccero mener, at i portrætter malet med punisk voks ses penselstrøg og de udviser nogle af de karakteristika, man ser ved olie- eller temperamaleri .

Nogle mumieportrætter udviser et pastost skinnende malingslag, andre et tyndt mat malingslag. Mange af de mumieportrætter, der rent udseendesmæssigt, tyndt mat malingslag og stilistisk malemetode, har været bestemt til at være temperabemalet, har vist sig ved analyser at være voksbemalet. Freccero har undersøgt 27 mumieportrætter fra Nationalmuseet i Stockholm, 8 af disse bliver grundigt undersøgt. Hun finder voks i alle 8, også i dem, der før mentes, at have være malet med tempera . Man kan således ikke rent udseendesmæssigt bedømme om et bindemiddel er voks eller ikke, da der åbentbart er flere teknikker, der kan se forskelligt ud. De typiske enkaustiske billeder er dog generelt mere pastose og modellerede og har et mere fedtet eller skinnende udseende, omvendt kan noget der ligner temperamalet være voks, eventuel en emulgeret eller punisk voks .

Nogle mumieportrætter er malet med både pensel og med et eller flere hårde redskaber, dog er nogle billeder kun malet ved brug af pensel. På portrætter malet med voks ses både penselstrøg og redskabsspor . Doxiadis mener, at baggrund, tøj og hår blev først pålagt og derefter huden, der blev påført med pensel og når den var afkølet bearbejdet med et hårdt redskab .

Borg beskriver, hvorledes et mumieportræt oftest er malet: Portrættet bliver skitseret, oftest med en mørk farve, derefter males baggrunden. Ørerne males måske for sig selv, de ligner i hvert tilfælde ikke den måde inkarnatet er malet på, og har ikke en organisk forbindelse til resten at ansigtet. Så bliver ansigt og hals malet, derefter kommer håret, først en grundfarve og så herover laves den egenlige frisure. Klædningen bliver nogle gange lavet før, andre gange efter inkarnatet. Der anvendes pensler i forskellig størrelse og forskellig blødhed, da penselsporene ofte mangler. Man kan også se spor efter et spidst redskab, muligvis identisk med cestrum, hvilket især anvendes til øjenvipperne. Et redskab med en afrundet form kan der også ses spor efter, disse spor er uden spor af penselhår og er regelmæssige, måske et cauterium. Petrie mener, at disse spor måske er udført med den anden side af penslen .

Büll mener, at selvom han ikke har fundet spor efter opvarmning efter pålægning af farven, kan den godt være foregået, grundet tilstedeværelsen af stor transparens og dybde. Dette forhold bliver større ved opvarmning, og herved forsvinder også skarpe kanter og rande, der ellers ville være blevet stående . Borg mener ikke, at en efterfølgende varmepåvirkning kan have fundet sted, da de enkelte penselspor stadig ses .

I følge Doxiadis så var temperabemalinger lavet på en gessogrund af gips eller kalk blandet med dyrelim , medens enkaustiske aldrig blev lavet på gesso, men i stedet på en grund af lim eller gummi . Doxiadis sammeligner mumieportrætterne med byzantinske ikoner, deres grunderinger følger nogenlunde det samme mønster. Grunderinger ligger som flade farver og kan være forskelligt for hvert område af portrættet, farverne varierer fra helt lyse til mørke . Borg derimod finder, at de enkaustiske portrætter kan males direkte på træet eller på en grundering . Freccero har undersøgt grunderingen af tre enkaustiske mumieportrætter, af disse er et lavet på gipsgrund, et andet havde ingen grundering, det tredie havde en grund af voks blandet med blyhvidt og gul okker .

Petrie beskriver, at enkelte portrætter besad et mørkerødt overtræk, som var svært at fjerne og som han formodede var lagt i antikken for at beskytte maleriet, man har også i nyere tid analyseret et brunligt overtræk som indeholdt protein . Laurie skriver, at de mumieportrætter han har studeret var overfladebehandlet med en fernis i en varm farve, muligvis en naturlig balsam . Kühn beskriver at shellak sandsynligvis var tilstede i et mumieportræt .

Litteratur

• Borg, Barbara E. (2010). Painted Funerary Portraits. In Willeke Wendrich (ed.), UCLA Encyclopedia of Egyptology, Los Angeles. 1-12. [4]. (2012, 14. august).

• Borg, B. (1996). Mumienporträts, Chronologie und kultureller Kontext. Mainz: Verlag Philipp von Zabern. 5-18.

• Büll, R. (1977). Das Grosse Buch vom Wachs. Geschichte Kultur Technik. Band 1 und 2. München. Verlag Callwey. 29-55, 319-379, 785-873, 898-911, 931-937.

• Cunì, J., Cunì, P., Eisen, B., Savizky, R. & Bovè, J. (2012). Characterization of the binding media used in Roman encaustic painting on wall and wood. Anal. Methods, 4,659-669. [5]. (2012, 12. oktober).

• Doxiadis, E. (1995). Tecnique: Scale, Materials and Colours. In: The Mysterious Fayum Portraits Faces from Ancient Egypt. Thames and Hudson. 93-102.

• Doxiadis, E. (2007). The Fayum Portraits: ´They are not art they are “Truth”. In: Picton, J.; Quirke, S. & Roberts, P.C. (eds.). Living images. Egyptian Funerary Portraits in the Petrie Museum. Left Coast Press. 143 - 148.

• Freccero, A. (2000). Fayum portraits. Gøteborg: Acta Universitatis Gothoburgensis. 119.

• Kühn, H. (1960). Detection and Identification of Waxes, including Punic Wax, by Infra-red Sprectrography. Studies in Conservation Vol. 5, No. 2. 71-81.

• Laurie, A. P. (1910). Greek and Roman Methods of Painting. Cambridge. University Press. 56, 104-114.

• Petrie, F. (1930). Seventy years in archaeology. London: Sampson Low, Marston & Co. 81-85.

• Roberts, P. (2008). Mummy Portraits from Roman Egypt. London: The British Museum Press. 96.

• Seipel, W., (ed.). (1998). Bilder aus dem Würstensand, Mumienportraits aus dem Ägyptischen Museum Kario. Ausstellungskatalog des Kunsthistorischen Museums. Wien. 96-97, 181-187.

• Spaabæck, L. (2007). Conservation of Mummy Portraits at the Ny Carlsberg Glyptotek. In: Picton, J.; Quirke, S. & Roberts, P.C. (eds.). Living Images. Walnut Creek: Left coast Press. 113-141.