Relikvie: Forskelle mellem versioner

'''Relikvier''' (latin; levninger) bruges allerede i klassisk latin undertiden om ligrester eller aske og anvendes i det kirkelige sprog oprindeligt om ligrester af [[helgen]]er, senere tillige om hele liget og om alt, hvad der var kommet i berøring med helgenerne eller deres legemer. Det var ærbødigheden for helgenerne og martyrerne, som skabte relikviedyrkelsen. Man ønskede at besidde noget af den hensovede fromme for derved mere håndgribelig at kunne bevare samfundet med ham. Allerede i 2. århundrede spores relikvievæsenet, og fra østen breder det sig til vesten. Efterhånden knytter der sig allehånde overtro til relikvier, at de kunne beskytte mod ulykker og gøre mirakler, og relikviers antal bliver hurtig svimlende stort, samtidig med, at relikviers art bliver mere og mere fantastisk. enkelte røster i [[Oldtiden]] og [[Middelalderen]] hævede sig mod relikvievæsenet, men de overdøvedes, og kirken anbefalede officielt relikviedyrkelsen ved at bestemme, at hvert alter skulle gemme relikvier. Efterhånden fik man også relikvier af [[Kristus]]. Da [[reformationen]] begyndte, angreb alle reformatorerne kraftig relikvievæsenet såvel som helgenvæsenet, men både den romerske-katolske og den græsk-katolske kirke har bevaret ærefrygten for relikvier og tilliden til deres kraft, om end sædvanlig Middelalderens værste udvækster på relikviedyrkelsens område er forsvundne.

 

 

{{Autoritetsdata}}

 

[[Kategori:Religion]]

[[Kategori:Mytologiske genstande]]