Åbn hovedmenuen

Ændringer

184 bytes fjernet ,  for 2 år siden
m
Robot: Fjerner {forældet} fra artikel indeholdende {{DBL}}; kosmetiske ændringer
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
 
{{harflertydig}}
[[Fil:Hans Gram.jpg|thumb|Hans Gram malet af [[Johan Salomon Wahl]] i [[1743]].<br />Portrætsamlingen på [[Frederiksborg Slot]].]]
 
== Opvækst og ungdom ==
Gram var født i [[Bjergby (Hjørring Kommune)|Bjergby]] nogle kilometer nord for [[Hjørring]], hvor hans fader Niels Hansen Gram var [[præst]] fra [[1676]] til sin død [[1712]]. Moderen Anne Christensdatter Mule døde [[1731]]. Begge forældrene tilhørte slægter, der havde hjemme i [[Vendsyssel]]. De havde ni børn. Et par af sønnerne blev præster, deriblandt den dygtige Laurids Gram ([[1701]] – [[1775]]), der begyndte sin embedsbane som [[subrektor]] i [[Ribe]] og endte som præst i [[Stege]] og [[provst]] på [[Møn]]. Fra hans hånd foreligger en [[latin]]sk biografi af hans berømte broder, der havde været som en fader for ham. ''Vita Johannis Grammii'' blev udgivet i [[1942]].
 
Hans Gram var meget svag som barn, og ingen ventede, at det skulle leve, men siden kom han til kræfter og udviklede sig godt. Da faderens embedsindtægter var små, underviste han selv sønnen, der allerede tidlig viste en sjælden begavelse. Navnlig udmærkede han sig ved en utrolig sikker [[hukommelse]], et fortrinligt sprogtalent og en energisk flid. Faderen, der selv var en dygtig filolog, fandt i sønnen en overordentlig lærenem discipel. [[1703]] dimitterede han ham til [[Københavns Universitet]], og allerede ved den [[Studentereksamen|Første Prøve]] vakte Hans Gram en formodning om, hvad den lærde verden med tiden kunne vente af ham. Som privatist blev han sat nederst på sit hold, ukendt stod han der, fattig klædt og uanselig, men da han i [[græsk (sprog)|græsk]] opgav hele [[Homer]] og [[Callimachus]], udbrød den eksaminerende [[professor]] [[Poul Vinding]]: "Hvad, du have læst og forstaa Callimachus!" Og end mere forøgedes forundringen, da han næsten fandt sin overmand i den 18-årige ''[[Rus (student)|depositurus]]''. Samme dag indbød han ham til sit bord, som om han anede, at Gram med tiden skulle afløse ham selv som lærer i græsk ved universitetet. Og efter denne gode begyndelse blev det ikke vanskeligt for Gram at vinde velyndere blandt professorerne, da hans flid og begavelse var parrede med et beskedent og tiltalende væsen. Snart åbnede [[Regensen]] sig for ham, og de værste bekymringer for fremtiden var således ryddede af vejen.
 
Universitetet var for øvrigt dengang ikke i nogen blomstrende tilstand. [[Frederik 4.]]s tid var lige så lidt som hans forgængers gunstig for litteratur og videnskabelighed. Men da lavmålet var nået, begyndte lidt efter lidt genrejsningen. [[Ludvig Holberg]], der blev student året før Gram og udnævntes til professor samme dag som han, blev skaber af en ny litteratur, og Gram blev grundlægger af en ny videnskabelighed. Da han forstod selv at bane sig vej til kilderne og ved sit overordentlige sprogtalent ikke blot var i stand til at tilegne sig den [[antikken|klassiske oldtids]] viden til fuldkommenhed, men også at trænge ind i de fleste nyere kultursprog, blandt hvilke navnlig [[fransk (sprog)|fransk]] i tiden blev ham som et nyt [[modersmål]], så savnede han mindre den kyndige og omhyggelige vejledning end de fleste andre studerende, der ikke i den grad som han var selvhjulpne. Mange år efter, da Gram for længst var en af universitetets fædre, udtalte han:
At Gram har talt ud af erfaringer, han selv i sin ungdom har gjort, er højst sandsynligt. Og da han allerede som ung student viste den ham egne villighed til at meddele af sit selverhvervede forråd, blev han meget afholdt af sine medstuderende, mens de kyndigste af dem betragtede ham som den, der snart ville overstråle dem alle. En af Grams venner fra de dage var [[Christian Falster]], med hvem han bevarede forbindelsen livet igennem.
 
Allerede fra [[1704]], da Gram havde taget [[filosofikum]], deltog han i de akademiske [[disputation]]er over [[filologi]]ske emner, og sådanne øvelser gav ham den første anledning til at betræde forfatterbanen, hvorved han kom i forbindelse med den berømte [[hamborg]]ske filolog [[Johann Albert Fabricius]], hvem han senere ydede væsentlige litterære tjenester. Tidlig blev han også kendt med [[Frederik Rostgaard]], til hvem han siden var knyttet i 40 år, og med den lærde [[Søren Lintrup]], i hvis ''[[Societas litteraria indagantium]]'' han indtrådte. Selv nævner han biskop [[Jens Bircherod]] i [[Ålborg]] (død [[1708]]) som den, der først gav ham lyst til historiske undersøgelser. [[1705]] tog Gram den da brugelige ''[[baccalaureus]]''-grad, og året efter blev han [[alumne]] på [[Elers Kollegium]]. Den plads, han fik, var bestemt for en [[matematiker]], men skønt det egentlig ikke var hans fag, og [[Ole Rømer]] skal have ytret sig tvivlende, om han kunne udfylde pladsen, viste han dog snart ved nogle afhandlinger vedrørende oldtidens [[matematik]], at han ikke gjorde den ham viste tillid til skamme. For øvrigt var [[teologi]] og filologi hans hovedstudier. I hans hjem næredes det ønske, at han skulle blive præst, men skønt intet ville have været ham lettere end at tage [[teologisk attestats]] med ære, underkastede han sig dog aldrig denne prøve, som ellers dengang blev taget af de fleste studerende, selv om de just ikke havde den gejstlige stand for øje. Derimod erhvervede han [[1708]] [[magister]]graden og ernærede sig nu i nogle år dels ved undervisning, dels som korrektør i [[assessor]] Lauerentzens [[bogtrykkeri]], hvilken sidstnævnte virksomhed han fortsatte også længe efter, at han var kommet i embede. I øvrigt studerede han videre med den ham egne utrættelighed og erhvervede det rige fond af kundskaber i forskellig retning, der med tiden gjorde ham til "Danmarks lærdeste mand".
 
I [[pest]]ens tid [[1711]], da så mange flygtede, forblev Gram i [[København]] og bestyrede på Lauerentzens vegne det kongeligt privilegerede bogtrykkeri. Da [[konrektor]]en ved [[Metropolitanskolen|Vor Frue skole]] var bortreven af den frygtelige [[epidemi]], overdrog biskop [[Christen Worm]] Gram det ledige embede, som ganske passede for ham, da han havde både lyst og gaver til at vejlede ungdommen. Senere optog den store [[bogsamler]], juraprofessor [[Christian Reitzer]], ham i sit hus. Gram havde vistnok allerede tidligere benyttet Reitzers udmærkede bibliotek, men nu fik han endnu bedre lejlighed til at fordybe sig deri og blev som en søn i huset. Reitzer har ved en given lejlighed på denne tid karakteriseret Gram som "et ærligt og dydigt Menneske, et ypperligt Hoved, som var lærd og foruden Hebraisk, Græsk og Latin forstod de fleste evropæiske Sprog, ja endog var bekvem til verdslige Sager og af den Færdighed, at han i 1 Time kunde gjøre det, som mange andre skulde være ganske Dage om."
I de forskellige kommissioner, hvortil Gram kaldtes, ydede han altid dygtigt arbejde. Således i den vedrørende [[latinskole]]rnes reform, der førte til udstedelsen af forordningen af [[17. april]] [[1739]], hvorved mange småskoler nedlagdes, og de øvrige udrustedes med større midler, ligesom undervisningen reformeredes. Det fremhæves, at Gram hindrede en alt for overdreven reduktion af skoler, og at han beskærmede de fattiges adgang til [[stipendium|stipendier]]. I den kommission, der fra 1739 havde til formål at revidere den danske bibeltekst, var Gram egentlig den, der trak læsset, som hans endnu bevarede udkast viser. Det lå ham alvorlig på sinde, at de bibelske bøger blev gengivet i et så rent dansk sprog som muligt, men de endeløse forhandlinger i kommissionen trykkede ham dog i ikke ringe grad, da hans kostbare tid derved bortødsledes, uden at et tilsvarende udbytte opnåedes. Af størst betydning for videnskaberne blev hans sæde i den såkaldte Medaillekommission fra 1739, der havde til formål at beskrive [[Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling]], for vel kom værket ikke på den tid til udførelse, men det gav anledning til, at Gram [[1742]] indkom til kongen med et forslag til oprettelse af et selskab for fædrelandets antikviteter og historie efter det svenske [[Antikvitetskollegium]]s mønster. Planen modtog nogle ændringer og førte da til oprettelsen af [[Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab]], idet samfundets opgave udvidedes til at omfatte også andre videnskaber end oldstudiet og historien. Selskabet begyndte sin virksomhed [[1743]], og gehejmeråd [[J.L. Holstein]] blev dets første præsident, men sjælen i samfundet var i dets første periode Gram, som hans afhandlinger i 1.-5. bind af selskabets skrifter tydeligt viser.
Også med hensyn til et andet litterært selskab, der, til forskel fra det mere omfattende Videnskabernes Selskab, sædvanlig kaldtes "det lille", nemlig [[Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie]] (ved stiftelsen var navnet Det danske Selskab til den nordiske Histories
og Sprogs Forbedring), der blev stiftet [[1745]], har Gram ikke ringe fortjeneste, skønt det er hans discipel Jacob Langebek, der har æren af dets stiftelse og blev dets første forstander.
 
Grams breve til Rostgaard, grev Chr. Rantzau og andre viser tydeligt, hvor megen tid han anvendte i sine venners tjeneste, ofte i aldeles illitterære sager. De hverv, der pålagdes ham af regeringsautoriteter, plejede dog at stå i nærmere forhold til hans egentlige kald, om de end kunne være besværlige nok, som da kongen 1734 forlangte hans betænkning om den af en tysker givne forklaring af indskriften på det ved [[Møgeltønder]] fundne [[Guldhornene|guldhorn]], eller da [[udenrigsminister]] [[Johan Sigismund Schulin (f. 1694)|J.S. Schulin]] 1741 forlangte og fik oplysninger om [[fiskeri]]et og den for fremmede nationer forbudte handel på [[Island]], [[Færøerne]] og Norge.
 
Ikke få af Grams skrifter har deres oprindelse fra opfordringer eller spørgsmål der blev stillet ham, og da han ikke synes at have haft nogen stærk selvdrift i retning af offentliggørelse af sine studier, kan man sige, at disse tilskyndelser udefra har været betydningsfulde, idet efterslægten derved delagtiggjordes i det uhyre kundskabsforråd, som Gram sad inde med, men som vel ellers unyttet ville være gået med ham i graven. Dette gælder således hans deltagelse i udgivelsen af [[Niels Pedersen Slange]]s ''Christian IV's Historie''. Konferensråd Slange havde udarbejdet et sådant værk, men da han var en meget gammel mand, og værket led af adskillige mangler, gav Christian 6. omkring 1733 Gram det hverv at gennemgå skriftet inden trykningen og at påse, at der intet fandtes i samme, der stred imod sandheden eller kunne være krænkende for [[Christian 4.]] Det var et såre møjsomt hverv for Gram, især på grund af det ejendommelige forhold, hvori han var stillet til Slange, hvorved det ikke blev muligt for ham at røre sig frit før efter dennes død i 1737. Med hensyn til den nævnte historie, som først udkom [[1749]], efter at også Gram var gået bort, var forholdet derfor dette: Historien før [[1613]] er væsentlig Slanges arbejde, 1613-[[1629]] har Gram bidraget betydeligt til at udfylde manglerne, og 1629-[[1648]] har han haft fri hånd over det foreliggende manuskript.
 
En noget lignende stilling indtog Gram også til den [[Firenze|florentinske]] udgave af [[Johannes Meursius]]' ''Historia Danica''. [[Johannes Lamius]], en [[Italien|italiensk]] videnskabsmand, ville foranstalte en samlet udgave af Meursius' lærde værker og henvendte sig derfor her til landet for at få bistand. Gram påviste da, at Meursius' ''Historia Danica'' var et andenhåndsarbejde uden videnskabeligt værd, men da Lamius alligevel ville have den med i udgaven, påtog han sig det uhyre arbejde i form af [[note]]r under teksten at rette, supplere og forbedre den foreliggende historie, så at den 9. del af Meursius' ''Opera'' (udkommet 1746) fra at være et værk, der kun havde værdi i stilistisk henseende, blev et af de vigtigste kildeskrifter til Danmarks ældre historie. Tillige forsynede han den italienske udgiver med afskrifter af en stor samling breve fra og til Meursius, der blev trykt i værkets 11. del. Grams "Commentatio de ficta Henrici Aucupis expeditione Danica", der udkom i et [[tidsskrift]] i [[Leipzig]], er en udvidet bearbejdelse af en af de kritiske undersøgelser, som Meursius' historie gav anledning til.
 
Mere egentlig filologisk karakter har en anden afhandling fra 1710: ''Observationes ad Arati Phænomena'', en [[eksegese|eksegetisk]]-kritisk kommentar til dette [[astronomi]]ske læredigt. Af hans universitetsarbejder er det betydeligste vistnok hans ''Historia deorum ex Xenophonte'' (1716), i hvilket han i tilknytning til de navne på [[gud]]er og [[hero]]er, der findes i [[Xenofon]]s værker, giver en på visse punkter meget udførlig og indgående, på andre mere knapt holdt, udvikling af de [[mytologi]]ske forestillinger, der samler sig om disse navne. I et tillæg dertil yder han en ret anselig række bidrag til den da meget mangelfulde græske [[leksikografi]], væsentlig hentede fra læsningen af Xenofon. Værket, som egentlig kun er første afsnit af et påtænkt større arbejde, ''Antiqvitates Xenophonteæ'', der dog aldrig kom til udførelse, vidner om stor belæsthed i den [[Græsk litteratur|græske litteratur]] og om nøje bekendtskab med de foreliggende arbejder af ældre filologer. Mod disse
retter han ofte en berigtigende og supplerende kritik, men over for selve oldtidsforfatterne optræder han mere som notitssamlende end som kritiserende, når undtages, at han på enkelte steder
ikke uden held forsøgte sig i [[verbalkritik]]. Enkelte ret værdifulde bidrag til [[Thukydid]]s eksegese og kritik foreligger i hans ''Castigationes ad scholia in Thucydidem'', to disputationer fra 1721-22. De er også benyttede af senere udgivere, f.eks. [[K.W. Krüger]]. Til sidst må omtales hans ''Notitia veterum Græcæ lingvæ autorum contractior'', to disputationer fra 1729-32, en kortfattet græsk litteraturhistorie, der (til dels i kronologisk orden) omhandler de bevarede og nogle enkelte af de tabte græske forfattere fra [[Homer]] til [[Aristoteles]]. Efter angivelsen på titelbladet har skriftet nærmest været bestemt til at danne grundlaget for udførligere forelæsninger over den græske litteraturhistorie. Værket er udarbejdet i stil med [[Oluf Borch]]s latinske litteraturhistorie, men af ringere værd. Den alt for ensidige fremhævelse af forfatternes stilistiske ejendommeligheder, mens andre og vigtigere karaktermærker for deres forfattervirksomhed forbigås eller dog ikke kommer fuldt til deres ret, er her ikke på sin plads, og i de biografiske og bibliografiske bemærkninger følges den da antagne overlevering temmelig godtroende.
 
Om Grams filologiske arbejder i det hele kan man vel udtale den dom, at de vistnok for deres tid har været meget dygtige og godt kunne gøre det forståeligt, at han har vundet ry for at være en meget lærd og grundig filolog, men de bærer dog så stærkt præg af den tids arbejdsbetingelser og arbejdsmetode, at de, bortset fra visse enkeltheder, ikke kunne have megen betydning for nutiden. En totalanskuelse af den græske oldtid kommer ingensteds til orde hos ham. Hans latinske sprog er i de ældre skrifter tungt og knudret, i de senere betydelig bedre, men dog aldrig rigtig elegant.
 
For skolerne har han virket ved udgivelsen af sin ''Nucleus Latinitatis'', hvis dette værk da virkelig skyldes ham, for efter Worms udtalelse i hans litteraturleksikon synes der at have hersket
nogen tvivl derom, og vist er det, at det ikke bærer hans navn på titelbladet. Men det har dog almindelig gået for at være af ham, og det var fra dets første fremkomst i 1722 den mest brugte latin-danske (og ved det tilføjede register også dansk-latinske) [[ordbog]] i skolerne, lige indtil [[Jacob Baden]]s ordbøger afløste det.