Carl Gustaf Pilo: Forskelle mellem versioner

Carl Gustaf Pilos gamle fader, som ville føre sønnen frem ad de studerendes vej, gav kun efter stærk modstand efter for sønnens ubetvingelige lyst til at blive maler og satte ham i lære hos en den gang vel anset, nu ganske forglemt maler Crisman i [[Stockholm]]. Den unge Pilo besøgte nu Akademiet der, malede, så godt han kunne, for at friste livet og havde i sin egenskab af Svend hos Crisman så mange bataljer med malerlavet i Stockholm, der ville have ham tiltalt som [http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=b%F8nhas&submit=S%F8g bønhas] (fusker) og løsgænger, at han til sidst forlod [[Sverige]] og gik til [[Wien]] ([[1734]]).

Efter to års ophold i denne by vendte han hjem til Sverige og slog sig ned i [[Skåne]], hvor han snart vandt navn som habil kontrafejer og malede en del for den skånske adel, således et stort familiebillede for en enkegrevinde Lewenhaupt. Efter nogle års forløb drog han til [[København]] ([[1741]]), hvor han hurtig opnåede at blive ridsemester (ɔ: tegnelærer) for de kongelige [[page]]r og [[landkadet]]terne, og hvor det lykkedes ham at vinde admiral, grev [[Frederik Danneskiold-Samsøe|Danneskiold-Samsøes]] yndest, i hvilken høje herres galleri han nu flittigt studerede.

Det bedrøvelige Akademi, som under [[Hieronimo Miani]]s og [[Louis-Augustin le Clerc]]s ledelse sad med sin halve snes lærlinge i enken Lyders' hus, støttede han ved selv at tegne og undervise i tegning der, ligesom han også nogle år senere syslede med en plan til Akademiets "Forbedring". Samtidig malede han en del portrætter, deriblandt et af kronprinsesse Louise, fik [[1745]] en kongelig årpenge af 500 [[rigsdaler]] [[kurant]] – en den gang betydelig sum – og blev [[1747]] kongelig hofmaler. Han blev også en del år senere ridsemester for kronprins [[Christian 7.|Christian (VII)]], Da den hendøende kunstskole under [[Nicolai Eigtved|Eigtveds]] ledelse vågnede til nyt liv, var Pilo den ene af de fire første professorer, der ansattes ved Akademiet ([[1748]]), og da dette endelig langt om længe havnede på [[Charlottenborg]], var det Pilo, som der holdt talen til hans majestæt ved Akademiets indvielse [[30. marts]] [[1754]].

Få dage efter fjernedes den fortjente Eigtved. Under den myndige [[J.F.J. Saly|Salys]] direktorat havde Pilo kun ringe indflydelse på Charlottenborg; men da Saly [[1771]] nedlagde direktoratet, blev Pilo hans eftermand. For at skaffe Akademiet en mægtig beskytter foranledigede Pilo, at [[arveprins Frederik]] udnævntes til præses ([[1772]]), men da præses første gang indfandt sig i Akademiet på dettes stiftelsesdag, holdt Pilo ikke den sædvanlige hyldesttale til prinsen, hvad denne næppe har glemt Pilo. Det er da også øjensynligt, at Pilo fra tiden omkring [[Johann Friedrich Struensee]]s fald ikke mere var i nåde på de høje steder, og han, som var en stolt mand med stærk selvfølelse, har mulig undertiden stødt de store og mægtige for hovedet ved djærv optræden.

Det lykkedes ham dog endnu at frelse Charlottenborg - hvor Pilo havde embedsbolig - for Akademiet, da meget indflydelsesrige personer ville have Kunstakademiet ud af slottet. Da kort efter [[Gustav 3. af Sverige|Gustav III]] sendte Pilo Ridderkorset af den nystiftede [[Vasaordenen|Vasaorden]], søgte og fik Pilo Christian VII's tilladelse til at anlægge og bære denne dekoration og i tilgift et tilsyneladende hjerteligt lykønskningsbrev fra [[Ove Høegh-Guldberg]], men to måneder efter krævede regeringen ham barsk en erklæring om og redegørelse for den riddered, han havde aflagt til den svenske konge, og som man vel fandt utilbørlig for en embedsmand i kongen af Danmarks tjeneste. Pilo afgav de forlangte oplysninger og fik derefter ordre til inden 24 timer at rejse til [[Gottorp Slot]] og male prins [[Carl af Hessen]] og dennes familie.

Pilo, der, som der meldes, snart skal have angret sin overilelse og [[1773]] gennem det danske udenrigsministerium have indledet underhandlinger om at vende tilbage til København, gik til [[Helsingborg]],der fra til Stockholm, hvor Gustav III modtog ham med åbne arme, og bosatte sig derpå i [[Nyköping]]. [[1775]] blev han medlem af [[Kungliga Akademien för de fria konsterna|Akademiet i Stockholm]] og [[1778]] dettes direktør. Han døde i Stockholm 2. marts 1793, barnløs. Han havde været to gange gift. Hans første ægteskab ophævedes 1747, da det kom for en dag, at konen, Eva Marie født Malmgren, var skyldig i [[bigami]]; 1749 ægtede han Charlotte Marie Dorothea Desmarez, søster til Almers hustru og født i København af franske forældre.

Som kunstner var Pilo hovedsagelig portrætmaler - skønt hans billeders portrætlighed er bleven meget omtvistet - og overvættes frugtbar. Utallige er de billeder, store og små, han fra 1748 til hen ad 1770 malede for det danske hof, af [[Frederik 5.|Frederik V]], dronningerne [[Louise af Storbritannien|Louise]] og [[Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel|Juliane Marie]], Christian VII, [[Caroline Mathilde]] osv., i brystbilleder, knæstykker, hel figur, til hest; disse malerier anvendtes mest som kongelige gaver til fyrstelige personer og høje herrer. Desuden malede han talrige portrætter af adelspersoner, diplomater, ansete embedsmænd og københavnske borgere, som af den russiske [[gesandt]] [[Johann Albrecht von Korff]], af [[Adam Gottlob Moltke]], [[Johan Ludvig Holstein]], [[Enevold Ewald]], et par akademiprofessorer osv., og mange er uden tvivl de arbejder af Pilo, som endnu findes i gamle københavnske patricierhuse. Endog helt ned til den i de dage lidet estimerede skuespillerstand nåede hans frugtbare pensel, han malede således det bekendte portræt af skuespillerinden [[Caroline Thielo]].

Han må, efter hans produktion at dømme, have malet med overordentlig lethed; hans billeder er dog ikke mesterværker, der er ikke altid tilstrækkelig kraft og dybde i farvegivningen, derimod ofte kedelige gråliggrønne toner i de tilbagetrædende partier af køddelene; bedst er uden tvivl enkelte af hans portrætter, som Chr. Æmilius Biehls på Charlottenborg. Han malede også genrebilleder i de bedste hollandske masteres smag, blomster og fugle osv. Hans sidste (ufuldendte) arbejde var det store ''Gustav III's kroning'' (se billedet i denne artikel), på [[Drottningholm Slot|Drottningholm]].