Frederik Horn: Forskelle mellem versioner

Frederik Horn var en søn af toldkontrollør Lars Nielsen Horn (død [[1735]]) og Margrethe Simonsdatter og fødtes i [[Nykøbing Falster]]. Fra skolen her, af hvilken han forresten en tid var udvist formedelst et sammenstød med en lærer, blev han student [[1728]] og var en af de få yngre, der stærkt påvirkedes af [[Ludvig Holberg]].

Under navnet "Frands Hansen, Drejer i Helsingør" udgav han [[1731]] ''Somnium poëticum eller en poetisk Drøm'', et vidtsvævende og usammenhængende satirisk digt, der begynder med forsvar for satirikerens kald, som sammenlignes med præstens, men derefter polemiserer mod alle tidens fejl, lige fra forgudelsen af [[latin]]en og grammatikken, fra kvindesæder og moder, forlovelser og dueller indtil komplimenterne, skødehundene og studenternes kårder.

Mere poetisk værd har de 4 satiriske æredigte, der indleder hans ''Somnium'' og, vistnok under påvirkning af gratulationsverset i Holbergs ''Skjæmtedigte'', parodiere højtravende poeters mytologiske ordskvalder, fuskerfejl i vers, puristernes obsolete eller selvdannede ord (i [[folkevise]]tone med omkvæd: "Men Sandhed i Heima har ingen Sted Hyld") samt [[anagram]]mer og poetiske kunstlerier. Her opgiver han også de kedelige [[aleksandriner]]e og rimer ganske frit og let.

Denne litterærkritiske satire, hvori Horn har sin styrke, fortsættes i hans muligvis anden (digtenes kronologiske orden er ikke sikker) digtsamling fra samme år, især i fortalen og det første og bedste digt, ''Poesiens Misbrug'', uden at han dog som [[Thøger Reenberg]] eller [[Jørgen Jørgensen Sorterup]] efter [[Nicolas Boileau]]s mønster "sigter paa nogen i Særdeleshed" eller nævner navne.

Det var åbenbart mere Horns varme hyldest af Holberg end evnen til at træde i mesterens fodspor, der i samtiden skaffede ham navn af "Hans Mikkelsens Abe" (Hans Mikkelsen var Holbergs pseudonym); thi hans talent er meget begrænset og bevæger sig væsentlig inden for det gamle, moralsk-satiriske læredigts Ramme. De sammen med ''Somnium'' trykte ''Epigrammata varia'' hæve sig ikke over tidens almindelige fabrikgods af denne art, og hans ''Lykønskning til [[Christian 6.|Christian VI]]’s og [[Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach|Sophie Magdalenes]] Salving» ([[1731]]) er affattet i en art prosaisk lapidarstil med pedantiske ordspil på navnene Dania og Diana, der kunne have afgivet en passende genstand for hans egen satire.

Med den første ungdom lagde han også klogelig poesien på hylden, og bevarede han end sine litterære interesser, så forsømte han derover ikke fagstudierne, skønt han måtte opholde sig fjernt fra [[Københavns Universitet|Universitetet]] som informator, bl.a. måske på [[Gurrehus]], hvor han efter eget udsagn skrev nogle af satirerne. Da den nye [[fundats]] af 1732 fordrede skrevne værker ("specimina") og beviser ("attestata") for de studerendes flid, nedsendte han [[1734]] fra [[Tønsberg]], hvor han den gang levede, sit ''Forsøg til et veloptugtet og veloplært Barn'' (trykt 1735), en ufuldendt opdragelseslære, der viser ikke ringe belæsthed og antyder flere af de principper, som senere udvikledes af [[Jean-Jacques Rousseau]], [[Johann Bernhard Basedow]] og [[Joachim Heinrich Campe]].

Imidlertid var Horn blevet en dygtig jurist og anset sagfører, [[1739]] [[Højesteret|højesteretsadvokat]]. At det også her var ham en trang at forklare sig sin stilling teoretisk, derom vidne hans ''Meditationer over Prokuratorprofessionen'' ([[1737]]), et filosoferende forsvar for denne da ilde ansete stand, og de samtidig affattede, men først [[1743]] trykte ''Meditationer angaaende Vidners Examination''.

1750 var han indtrådt som medlem af teaterdirektionen, da den danske skueplads lagdes under magistratens styrelse; men om hans virksomhed i denne stilling, der skulle synes at måtte ligge godt for hans anlæg og tilbøjeligheder, har vi intet andet vidnesbyrd end det lille forsvar for skuepladsen, han [[1754]] udgav under titelen: ''Sinceri Gjensvar paa Hypocritæ Skrivelse imod Komediegang''. Det er en trivielt moraliserende imødegåelse af [[pietisme]]ns sædvanlige indvendinger mod skuespil, som hist og her, bl.a. i fortalen, der er underskrevet "Frands Hansen, Kokkedreng", temmelig ubehændig søger at slå ind på den satiriske tone.