Versionen fra 6. nov. 2016, 22:54 redigér PalnaBot (diskussion \| bidrag) Botter 188.448 edits m →‎top: der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 4. jan. 2017, 22:28 redigér fjern redigering Cgtbot (diskussion \| bidrag) Botter 14.292 edits m Robot: Fjerner {forældet} fra artikel indeholdende {{salmonsens}}; kosmetiske ændringer Gå til næste forskel →
Linje 1: ~~{{forældet\|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}~~ {{sprog\|dato=januar 2015}} [[Fil:Arrhenius2.jpg\|thumb\|Svante Arrhenius.]] Line 6 ⟶ 4: '''Svante August Arrhenius''' ([[19. februar]] [[1859]] på slottet [[Wijk]] ved [[Mälaren]] ikke langt fra [[Uppsala]] – [[2. oktober]] [[1927]] i [[Stockholm]]) var en [[Sverige\|svensk]] [[kemiker]] og [[fysiker]]. Arrhenius [[studerede]] ved [[Uppsala Universitet]] fra [[1876]]-81 og fra [[1881]]-84 i [[Stockholm]]; [[1884]] blev han [[licentiat]], samme år tog han [[doktorgraden]] og blev [[privatdocent]] i [[fysisk kemi]] ved Uppsala Universitet. Hans [[doktorafhandling]] omhandlede undersøgelser over [[elektrolyt]]ternes [[galvanisk]]e [[ledningsevne]]; den vandt ikke nogen anerkendelse ved Uppsala Universitet straks ved dens fremkomst, men det viste sig snart, at de undersøgelser, som den omhandlede, skulde blive af meget stor betydning for den fysiske kemi. Arrhenius fik da [[1886]] et betydeligt rejsestipendium fra [[Videnskabs-Akademiet i Stockholm]] til videre uddannelse i denne gren af kemien; han studerede 1886-88 i [[Riga]], [[Würtzburg]], [[Graz]] og [[Amsterdam]], henholdsvis hos [[Ostwald]], [[Kohlrausch]], [[Boltzmann]] og [[van't Hoff]]. Under studiet i Würtzburg lærte han van’t Hoff’s arbejde over analogien mellem luftarter og opløsninger at kende og opstillede kort efter teorien om den elektrolytiske dissociation (se opløsningers teori), som har gjort hans navn verdenskendt. 1891 blev han lærer i fysik ved Stockholms Højskole, 1895 professor i fysik smst.; 1905 blev han direktør for det fys. -kern. Nobel-Institut. 1902 havde han fået Davy-medaljen, 1903 Nobelprisen for sine undersøgelser over den elektrolytiske dissociation. 1899-1902 var han rektor for Stockholms Højskole. Arrhenius har offentliggjort en lang række udmærkede arbejder på den fysiske kemis område, hvorved han har bidraget betydeligt til denne videnskabs udvikling og anvendelse på forskellige områder. Også kosmogoniske og immunokemiske arbejder foreligger fra hans hånd. Hans arbejder findes navnlig offentliggjorte i »Zeitschrift für physikalische Chemie«, men også i andre tidsskrifter. Han har desuden udgivet en lærebog i elektrokemi, i immunokemi o.fl.a. værker. Afzelius interesserede sig i sine sidste år for kosmiske forhold og skrev »Lehrbuch der kosmischen Physik« og »Das Werden der Welten«, hvori han bl.a. forklarer, hvorledes overførelsen af liv fra klode til klode kan være gået for sig.

Svante Arrhenius: Forskelle mellem versioner