Peter Jerndorff: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PalnaBot (diskussion | bidrag) m der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB |
Cgtbot (diskussion | bidrag) m Robot: Fjerner {forældet} fra artikel indeholdende {{salmonsens}}; kosmetiske ændringer |
||
Linje 1:
{{wikify|dato=august 2011}}
{{Infoboks skuespiller
Line 30 ⟶ 28:
Jerndorff havde gennemgået en lang [[uddannelse]], der strakte sig over frivillig deltagelse i [[krigen 1864]] med efterfølgende [[løjtnant]]charge til [[medicinsk embedseksamen]] (1870), inden han gav efter for trangen til at blive skuespiller og hos [[Ludvig Phister]] lærte den klare [[diktion]], der senere blev et særkende for hans kunst. Han debuterede [[17. februar]] [[1871]] som ''Aage'' i "[[Mester og Lærling]]" og viste sig i besiddelse af en smuk [[Stemmeleje|sangstemme]], hvis vellyd erstattede, hvad han som romantiker manglede i ydre skønhed og individuel poesi.
Da hans vokale evner var store nok til så fordringsfulde partier som [[Farinelli]], [[Gounod]]s og [[Arrigo Boito|
Han stod som den sidste repræsentant for nationalscenens traditioner. Hans smagfulde, både rytmiske og logiske versfremsigelse gjorde ham til prologus ved højtidelige lejligheder, og hans foredrag af gamle danske [[folkeviser]] har vundet ham venner overalt. For scenens unge var han en sikker lærer, og han har også udenfor teatret, bl.a. ved skriftet »Om Oplæsning« (København 1897), virket for talesprogets renhed og skønhed. 1918 udgav han sine ungdomserindringer under titlen »Minder fra det gl. kongelige Teater«. 17. februar 1921 fejrede han som den gamle præst i [[Jakob Knudsen]]’s skuespil sit 50-årige jubilæum. Han tog 1923 afsked med Det kgl. Teater, men fortsatte til sin død sin oplæservirksomhed, også i [[DR#Radio|radio]], og udførte enkelte gange professor Petersen’s rolle i »[[Skærmydsler]]«, sidste gang på [[Casino (teater)|Casinos lille teater]].
|