Åbn hovedmenuen

Ændringer

27.727 bytes tilføjet ,  for 2 år siden
Har skrevet noget om antikke skiftlige kilder, der handler om enkaustik~~~~
[[Fil:Fayum-02.jpg|thumb|140px|Romersk-ægyptisk begravelsesportræt af en kvinde]]
'''Enkaustik''' (af gr. ἔγκαυσις, ''enkauston'' = "indbrændt"). varDer betegnelsener forflere dendefinitioner kunstaf atenkaustik: overtrækkeAt skrivetavlerenkaustere afbetyder træat medimprægnere etanvendende lagvarme af smeltetog [[voks]]., Udtrykketsom blevman desudengjorde brugti antikken når man lagde ny voks i skrivetavler eller når man på billedhuggerværkstederne opvarmede marmor for at give stenen det første lag af grækernevoks, ogmen romerneordet omenkaustik dækker også over en [[maleri|malemetode]], hvor der benyttedeanvendes voksvarme iog smeltethvor tilstandvoks anvendes som [[bindemiddel]] for [[pigment]]er eller farvestoffer, derafandre udtrykketindholdsstoffer ''enkaustisk''kan være iblandet, dvssåsom olie eller harpiks. maletDe medmest voksfarverkendte eksempler på antik enkaustik er de [[ægyptiske mumieportrætter]].
 
'''Voksmaleri''' benyttes ofte i samme betydning som oldtidens enkaustik. Denne teknik har været genstand for mange undersøgelser, men der er kastet nyt lys over ved de bemærkelsesværdige [[mumie]]portrætter, der er fundet i [[Fayyum]]<ref>Richard Graul, ''Die antiken Porträtgemälde aus den Grabstätten des Faijûm'', Leipzig 1888</ref>. Her synes fremgangsmåden at have været den, at man satte voksfarverne på med tørre stifter. Farverne indbrændtes derefter i den omhyggeligr tillavede flade. Derimod omfatter voksmaleri i moderne forstand ingen indbrænding, for vokset benyttes som [[bindemiddel]] for [[pigment|farven]] eller i alt fald som befæstelsesmiddel. Allerede langt tilbage i tiden har man forsøgt at rekonstruere fortidens voksmalerier, dels af historisk interesse, dels for at frembringe en ny, brugbar teknik. i 18. århundrede arbejdede Caylus og andre med undersøgelser over voksmaleri, og i 19. århundrede mente bl.a. Jacques-Nicolas Paillot de Montabert at have fundet et praktisk voks-bindemiddel (''Traité complet de la peinture'' [1829—30]). I [[Tyskland]], hvor professor [[Jakob Wilhelm Roux]] i [[Heidelberg]] i 1820'erne tog spørgsmålet om voksmaleri op til undersøgelse, praktiserede man ved fremstillingen af malerierne i [[Königsbau]] i [[München]] 1833 en art voksmaleri (et bindemiddel, der bestod af [[dammar]]harpiks, [[terpentinolie]] og voks). Til vægmalerierne i Hohenstaufer-Salen i Münchens Neue Residenz brugte man en fremgangsmåde, der var opfundet af maleren Franz Xavier Fernbach (1793—1851) (hvor bindemidlet bestod af opløsninger af harpiks, der var fortyndet med terpentinolie). Andre forsøg ved Eichhorn og ved A. Müller i Düsseldorf, særlig den sidstes metode, er blevet anvendt en del i praksis; [[Carl Rottmann]] brugte en art voksmaleri til sine græske landskaber i Münchens Ny Pinakotek, [[Friedrich Preller den ældre]] ligeså til Odyssé-Landskaberne i Weimar-Museet. I [[England]] blev nogle af [[Armitage]]s vægbilleder i University Hall udført med en blanding af voks og [[terpentin]]. Når man i nyere tid ret ofte har forsøgt sig i voksmaleri (der har tilbøjelighed til at eftermørkne) ved udførelsen af større vægmalerier, har det gerne været for at komme uden om den vanskelige [[fresko]]teknik og for at opnå en rigere kolorit.
 
De antikke teknikker enkaustik og ganosis blev genstand for mange diskussioner og forsøg i tiden efter udgravningerne af [[Pompeji]] og [[Herculaneum]], hvor man fandt antikke vægmalerier, da man mente, at disse var malet eller overfladebehandlet med voks. Herefter optog flere kunstnere ideen op og begyndte at arbejde med voks som bindemiddel, blandt andre Georg Treu’s assitent Ludwig Otto, maler, som arbejdede med at rekonstruere bemalingen af antik skulptur <ref>Kader, I. (2003). Die Rekonstruktion des Olympia-Ostgiebels von Georg Treu. In: Brinkmann & Wünsche R. (eds.)(2003). Bunte Götter. Die Farbigkeit antiker Skulptur. Munchen: Glyptothek München. 246-247</ref>, der kan også nævnes den berømte franske kunstner [[Jean-Leon Gerome]] (1824-1904) og den amerikanske kunstner [[Jasper Johns]] (1930-).
 
==Enkaustik i Antikken==
Ordet “cera/cerae” (voks) var i antikken synonymt med, ikke kun enkaustik, men også med maleri/maling/farver og voksportrætter <ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 173, 186-187</ref>; <ref>Cuni, J. (2010) Encaustic cuni. [http://encausticcuni.com/esw_preview/index.html, http://encausticcuni.com/esw_preview/Note1whatwas.html] (2011, 27. maj), [http://www.encausticcuni.com/Note2WhatWasEncaustic.html], [http://encausticcuni.com/esw_preview/Note5whatwas.html], (2012, 4. september), [http://encausticcuni.com/Note7WhatWasEncaustic.html] [http://encausticcuni.com/Note9WhatWasEncaustic.html]. (2012, 16.oktober)</ref>; <ref>Lahusen, G. (2010). ''Römische Bildnisse. Auftraggeber-Funktionen-Standorte''. Mainz. von Zabern. 205</ref>). Det engelske ord “sincere” kommer fra Latin “sine cere” og betyder uden voks, i de antikke romerske tider anvendtes voks til at reparere marmorskulpturer og “sine cere” betød altså uden voksreparation <ref>Brown, R. (1995). ''Beeswax''. Burrowbridge. BeeBooks New & Old. 12</ref>.
 
 
===Antikke skriftlige kilder om enkaustik===
Ifølge de antikke kilder blev voks anvendt til bemaling af skibe, vogne, templer, skulptur og til flademaleri. Antikke forfattere har skrevet om enkaustik, især [[Plinius den ældre]], men andre har omtalt emnet, også en del antikke inskriptioner har behandlet emnet.
Først gives en en oversættelse af Plinius’ citater, derefter en beskrivelse og sammenfatning af hans skildringer af enkaustik, derefter gives oversættelse af andre antikke forfatteres citaters omhandling af enkaustik, derefter en kort opsummering og sammenfatning af nogle af de andre antikke forfattere, der har behandlet emnet, senere gives en kort opsummering og sammenfatning af nogle af de de antikke inskriptioner, der omhandler emnet.
 
====Antikke forfattere om enkaustik====
'''Plinius den ældre''', Gaius Plinius Secundus, var romersk statsborger og levede fra 23 - 79 CE. Han var i millitær-administrationen og rejste en hel del. Han var så stærkt interesseret i sin omverden, at han døde af det, faktisk fordi han ville undersøge det vulkanudbrud fra Vesuv, der forårsagede at Pompeji og Herkulanum blev begravet i aske i 79 CE, man mener at giftgasser fra udbruddet var årsagen til hans død. Hans eneste overleverede værk er Naturalis Historia (NH) i 37 bind, herfra er mange oplysninger om antikken overleveret.
 
Plinius, skriver i NH 35.39: “Vi ved ikke med sikkerhed, hvem der først opfandt kunsten at male med voksfarver og indbrænde maleriet. Nogle mener at det blev opfundet af Aristeides og derefter perfektioneret af Praxiteles, men enkaustiske malerier af en noget tidligere tid har eksisteret, for eksempel, af Polygnotos og af Nikador og Mnasilaaos fra Paros. Elasippos af Aigina skrev også på en af hans malerier è𝑣é𝑘𝑎𝑒𝑣, indbrændt, hvilket han med bestemthed ikke ville have gjort før opfindelsen af det enkaustiske maleri.” <ref>Jex-Blake, K., Sellers, E. & Schoder, R.V. (Eds.) (1968). ''Pliny the Elder. The Pliny’s Chapters on the History of Art''. Chicago. Argonaut, Inc., Publisher. 151</ref>. Jex-Blake skriver i note hertil, at Praxiteles anvender enkaustik til circumlitio af hans statuer <ref>Jex-Blake, K., Sellers, E. & Schoder, R.V. (Eds.) (1968). ''Pliny the Elder. The Pliny’s Chapters on the History of Art''. Chicago. Argonaut, Inc., Publisher. 150, note</ref>.
 
Plinius, i NH 35.51: “…Fra de tidligste tider har der eksisteret to metoder af enkaustisk maleri - en med voks, den anden på elfenben - ved hjælp af et cestrum eller spidst redskab….” <ref>Jex-Blake, K., Sellers, E. & Schoder, R.V. (Eds.) (1968). ''Pliny the Elder. The Pliny’s Chapters on the History of Art''. Chicago. Argonaut, Inc., Publisher. 173</ref>.
 
I den latinske udgave af Mayhoff, skriver Plinius i NH 1.84: “Dem som maler med pensel for at de syngende fugle skal være stille, Dem der maler enkautisk med kauterium, cestrum og pensel” <ref>Mayhoff, K.F. T. (ed.). (1906). ''Pliny the Elder. Naturalis Historia'' (latin). Bind 1, kap.84. [http://www.perseus.tufts.edu/hopper/text?doc=Perseus%3Atext%3A1999.02.0138%3Abook%3D1%3Achapter%3D84]. (2012, 16. oktober</ref>).
Plinius skriver i NH 35.10, at kejser [[Augustus]] lod et billede indsætte i væggen på Curia på [[Forum Romanum]], som forestillede en Nemea siddende på en løve og bærende en palme i hendes hånd, tæt ved hende er en gammel mand, der står med en stav, oven over hans hoved hænger der et billed af en vogn med to heste. Nicias har på dette billede skrevet, at han har udført det i enkaustik, è𝑣é𝑘𝑎𝑒𝑣 <ref>Rackham, H. (ed.) (1952). ''Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV.'' London. Harvard University Press. 281</ref>.
 
Dette samme billede beskrives igen senere i NH 35.40: “Antidotus selv var mere omhyggelig end frodig, og alvorlig i hans brug af farver; hans hoved udmærkelse var at være lærer for Atheneren Nicias, som var en yderst omhyggelig maler af kvindeportrætter. Nicias var en striks fortolker af lys og skygge, og gjrode sig stor umage for at få sine malerier stå ud fra baggrunden. Hans værker er: en Nemea, bragt til Rom fra Asien af Silanus og deponeret i senatbygningen som tidligere nævnt….”. Senere i samme afsnit får vi at vide, at det er denne samme Nicias som bemalede den berømte billedhugger [[Praxiteles]] marmorskulpturer, “…Det er denne Nicias over hvem Praxiteles plejede at sige, når han blev spurgt, hvilke af hans marmorværker han satte højst ‘Dem som Nicias har sat sin hånd på’ - så meget værdig tilskrev han bemalingen af hans overflader” <ref>Rackham, H. (ed.) (1952). ''Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV.'' London. Harvard University Press. 357, 359</ref>. Jex-Blake skriver dog, at han kun malede attributerne <ref>Jex-Blake, K., Sellers, E. & Schoder, R.V. (Eds.) (1968). ''Pliny the Elder. The Pliny’s Chapters on the History of Art''. Chicago. Argonaut, Inc., Publisher. 157</ref>, men i den latinske tekst står der circumlitioni.
 
I NH 35.40 skriver Plinius: “det er også noteret at Pamphilius, læreren af [[Apelles]], ikke kun malede enkaustissk men også lærte det til Pausias af Sicyon…. dette kapitel fylder 20 sider og beskriver formodentlig arbejder udført i enkaustik, han beskriver hvorledes Pausias, bliver drillet med sin langsomme enkaustiske metode, hvorefter han, for at tilbagevise dette, maler et billede af en dreng på en dag. Pausias malede hovedsageligt miniature billeder af børn, men også kassettelofter. Han lavede blomster i enkaustik (det er noget usikkert, om han malede blomster, modellerede dem eller lavede voksfarver i blomsternes toner, det er oversat forskelligt). Pausias malede dog også store billeder, blandt andet et forestillende ofringen af en sort okse, og her står noget om den enkaustiske maleteknik: “I dette maleri opfandt han forskellige forbedringer, som mange kunstnere senere har imiteret, men ingen med samme succes. Skønt det i billedet især var hans ønske at give et indtryk af oksens længde, så malede han den i frontal, ikke set fra siden, men stadigvæk forstår man helt dyrets store dimensioner. Og derudover, hvor alle andre malere giver hvid farve til de dele, som de ønsker skal være fremtrædende, og sort farve til de områder, der skal være i baggrunden, så malede han alle dele af oksen med sort farve, og viste kroppens dimensioner ved at materialet selv kaster skygge, der hvor skyggen skal være; således udvisende en vidunderlig grad af evner i at lave relief på en pels malet med en enkel farve, formidlende et indtryk af ensartet masse på en opbrudt grund.” <ref>Rackham, H. (ed.) (1952). ''Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV.'' London. Harvard University Press. 351 - 371</ref>.
 
I NH 35.64 skriver Plinius om enkaustiske vægge i badene: “…[[Agrippa]] bestilte lertøjsvæggene til at blive enkaustisk bemalet i de varme bade, i termerne som han var ved at bygge i Rom..”<ref>Bostock, J. (ed.). (1855). ''Pliny the Elder. The Natural History''. London. Taylor and Francis. [http://www.perseus.tufts.edu/hopper/text?doc=Perseus:text:1999.02.0137]. (2010-2012)</ref>, men i NH 35.31, at enkaustik ikke kan anvendes til vægge <ref>Rackham, H. (ed.) (1952). ''Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV.'' London. Harvard University Press. 297-298</ref>.
 
Plinius om skibsmaling.
“… Da det blev moderne at male krigsskibe, en tredie metode blev introduceret, af voks smeltet ved ild og anvendende en børste. Maling påført skibe på denne måde kan ikke ødelægges hverken af solen, saltet eller vinden.” forlyder det i NH 35.51 <ref>Jex-Blake, K., Sellers, E. & Schoder, R.V. (Eds.) (1968). ''Pliny the Elder. The Pliny’s Chapters on the History of Art''. Chicago. Argonaut, Inc., Publisher. 173</ref>.
 
Og i NH 35.31: “Af alle de farver som elsker det hvide lers tørre overflade, og nægter at blive påført en fugtig gips, er purple, [[indigo]], blå, melian, orpiment, appian (en persillegrøn) og ceruse. Voks farves med disse samme farver til enkaustisk maleri, en arbejdsgang som ikke kan anvendes til vægge men er almindelig til flådens skibe, og bestemt nu om dage også til handelsskibe, siden af vi endog dekorerer fartøjer med maleri, så behøver ingen at blive overraskede over at selv tømmer til begravelsesbål er bemalede; og at vi, som gladiatorer der går i kamp, i pragt rider ind på dødens scene eller i hvert fald til blodbad.” <ref>Rackham, H. (ed.) (1952). ''Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV.'' London. Harvard University Press. 297-298</ref>.
 
Plinius beretter i NH 16.23, at grækerne anvendte til mange formål en blanding af beg og voks, som de kaldte Zopissa, og som blev skrabet af bunden af havgående skibe. Denne blanding har vist sig mere effektiv til alle de formål i hvilke beg og voks anvendes, da den får en større hårdhed, hvilket skyldes effekten af saltvandet og NH 24.26 nævner han blandingen igen, zopissa er beg bearbejdet med saltvand og voks, som er skrabet af bunden af skibe, den bedste, er den taget fra både, der har været på havet for første gang <ref>Bostock, J. (ed.). (1855). ''Pliny the Elder. The Natural History''. London. Taylor and Francis. [http://www.perseus.tufts.edu/hopper/text?doc=Perseus:text:1999.02.0137]. (2010-2012).</ref>
 
Praxiteles var en af antikkens berømte billedhuggere, han arbejdede især i marmor. Vi får at vide at Nicias malede Praxiteles skulpturer, at Nicias malede enkaustisk og at Praxiteles forbedrede den enkaustiske teknik. Det er således nærliggende at antage, at Praxiteles’ marmorskulpturer var enkaustisk malede. Praxiteles og Nicias, er fra 300 - 400 BCE, den sene klassiske græske periode, hvor skulpturen begynder at blive mere naturalistisk, men stadig udviser interesse for individets følelser, karakter og alder, som i den tidlige klassiske periode. Nicias har skrevet på et af hans billeder “indbrændt”, og om dette billede, beretter Plinius, at Augustus skulle have fået det indsat i væggen af Curia på Forum Romanum. Det er ikke umuligt, at Plinius selv kan havde set det beskrevne billede. Senere beskrives Nicias´ teknik, hans evne til at lave lys og skygge og at male i relief, således at hans figurer trådte frem fra overfladen.
 
Plinius skriver, at den enkaustiske teknik blev anvendt til at male skibe med. Denne teknik beskrives som værende meget stærk og med gode bevaringsegenskaber, da hverken, sol, vind eller saltvand ødelagde den. Bemaling blev skrabet af bunden af havgående skibe, og anvendtes til mange formål, da den skulle havde fået en større hårdhed af saltvandet. Det var en blanding af beg og voks, som kaldtes zopissa.
 
Af andre enkaustiske malere nævnes at Apelles´ ([[Alexanders den Store]]s berømte maler, første halvdel af det 4. årh. BCE) læremester malede enkaustisk og lærte teknikken til Pausias. Plinius skriver ret meget om Pausias og nævner også nogle af hans tekniske fordele, han omtaler et af hans malerier af en okse. Han skulle have været meget god til at skabe dybde i maleriet og ikke, som andre malere, gøre brug af hvid og sort, når de henholdsvis vil fremhæve eller lade noget være i baggrunden. Han malede hele oksen i sort, og viste kroppens proportioner ved at lade materialet selv skabe skyggerne. Han skabte således et ensartet hele, ved kun at male pelsen i en farve, også selvom grunden var ujævn, da der blev malet med reliefstruktur.
 
Plinius beskriver de redskaber, der anvendes til enkaustik: nemlig pensel, cestrum og cauterium. Cestrum menes at være en stylus, en metalgriffel, der i antikken blev anvendt til at skrive på vokstavler med. Et cauterium, er et brændejern til at brændemærke køer med eller til at lukke forblødningen fra kar ved operationer, altså et redskab der kunne opvarmes. Dette sidste redskab nævnes dog kun et enkelt sted i Mayhoff latinske udgave, dette sted er ikke er med i de engelske oversættelser, der har været anvendt.
 
Enkaustik beskrives, som ikke egnet til vægge, dog beskrives anvendelsen af enkaustiske lertøjsvægge i termerne. Til gengæld kunne vægge overfladebehandles eller lakeres med voks, [[ganosis]], dette gælder specielt for vægge malede med cinnober, hvor punisk voks anvendtes for at beskytte cinnoberet mod at mørkne. Denne metode beskrives også som anvendt til marmor, for som Plinius skriver, at få det til at skinne, medens Vitruvius skriver, som nøgne statuer behandles.
 
Den bedste voks er den, der er kendt som [[punisk voks]], herefter beskrives de næstbedste fra Pondus, Kreta og Korsika. Honning og propolis nævnes i samme forbindelse. Det er således nærliggende at tro, at den puniske voks er en bivoks. Og da, andre geografiske områder nævnes, at punisk voks simpelthen hedder således, fordi det stammer fra Nordafrika/Kartago, hvor det folk levede, som romerne kaldte punere. Plinius beskriver ligeledes hvordan den puniske voks fremstilles og dens hvidhed.
 
Voks blev blandet med forskellige farvestoffer og pigmenter for at illudere forskellige farvetoner og kunne således anvendes til at skabe lighed med (modellere/[[keroplastik]] eller male/enkaustik) eller talrige andre formål. Voks blev anvendt til støbning i gipsforme. Man lavede gipsforme over levende ansigter og støbte med voks heri, og derefter lavede korrektioner for at gøre portrættet så livagtigt som muligt. Dette skulle først være anvendt af Lysistratos, broder til den berømte billedhugger Lysippos, født ca. 390 BCE, før denne tid var man kun interesseret i at gøre portrættet så kønt som muligt. Her ses igen en stærk relation mellem skulptur og voks. I det tidlige Rom, havde man også farvede portrætter modelleret i voks, disse blev opbevaret i separate skabe eller nicher, hvor de kunne betragtes og hvor familiens træk kunne spores. De blev anvendt i familiens begravelsesoptog, således at alle anerne kunne være tilstede ved begivenheden.
 
 
'''[[Anakreon]]''', græsk poet, 582 - 485 BCE. Han udfordrer den bedste maler fra [[Rhodos]] til at male hans elskede, “når voksen tillader det, så dufter der også af myrra” og senere “Ja, jeg ser dig livagtig, voks, du vil vel snart også tale.” tilskrevet Anakreon, vers 28 <ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 174</ref>.
 
'''[[Varro]]''', romersk forfatter, 116 - 27 BCE. Varro skriver i De Re Rustica, III, 17, 4: “Pausias malede med enkaustik”, "Pausias og de andre malere af den samme skole havde store bokse med inddelinger for opbevaring af deres vokse i forskellige farve.” <ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 226</ref>.
 
'''[[Seneca]]''', romersk tragedieforfatter, ca. 4BCE - 65 CE. Seneca skriver i Epistulae, 121, 5: “Maleren vælger med stor hastighed mellem hans farver som han har placeret foran sig i store mængder og forskellige toner, for trofast at portrættere livagtigheden af et motiv, og går frem og tilbage med øjnene og med hænderne mellem voksene og billedet” <ref>Büll, R. (1977). ''Das Grosse Buch vom Wachs. Geschichte Kultur Technik''. Band 1 und 2. München. Verlag Callwey. 327</ref>.
 
'''[[Statius]]''', romersk digter, ca. 45 - 96 CE. Statius skriver i Silvae I, 1, 100, idet han henvender sig til [[Domitian]]: “Apelles’ voksfarver var begærlige efter at fastholde dine træk” <ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 175</ref>, og i Achilleid 1, 332-334: “Ligesom et maleri (cerae), som kunstnerens tommelfinger vil bringe til live, modtagende form efter ilden og hånden, sådan var billedet af gudinden da hun transformerede sin søn” <ref>Cuni, J. (2010) Encaustic cuni. [http://encausticcuni.com/esw_preview/index.html, [http://encausticcuni.com/Note9WhatWasEncaustic.html]. (2012, 16.oktober)</ref>.
 
'''Lucian fra Samosata''', satiriker, assyrisk eller syrisk men skrev på græsk, ca. 125-180 CE. I følge Berger lader Lucian, det af malerne Apelles, Parrhasios og Polygnotos anvendte materiale, bestå af træplade, voks og farve <ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 175</ref>.
 
'''[[Pollux]]''', græsk sofist, født ca. 180 CE i Ægypten. Pollux beskriver i Onomastikon, VII, 126-129, anvendelsen af smeltet voks til maleri i hans 10 binds værk <ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 183.</ref>, han beskriver enkaustisk maleteknik, men det er vanskeligt at tolke.
 
'''[[Aetius]]''', byzantinsk læge og forfatter, omkring 5 - 6 årh. CE. Wunderlich og Berger gengiver Aetius, som omtaler nødde- og mandelolies anvendelse til forgyldning og enkaustik, da denne tørrer og gør forgyldningen og det enkaustiske maleri hårdt og holdbart (<ref>Wunderlich, C.H. (2000). Enkaustische Maltechniken Ein Versuch zur Rekonstruktion anhand von Quellen. Restauro 2. 112</ref>; <ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 205</ref>).
 
'''[[Procopius]]''', østromersk historieskriver, ca. 500 - 565 CE
Procopius bemærker i De Aedificiis, 1, 10, 15, at kejser Justinian ikke har enkaustisk loftsmaleri, men i stedet mosaikker. Han skriver om voksfarver og voksmaleri <ref>Freccero, A. (1997). ''Wax Painting, Encausto and Ganosis. Ancient Painting Techniques with Wax as a Binding Medium and Methods of Surface Coating''. Göteborgs Universitet, Institutionen för kulturvård, Institute of Conservation. 39</ref>.
 
Af eksemplerne over antikke forfatteres omtale af enkaustik, ses at perioden går fra omkring 600 BCE til 600 CE, både det latinske og græske sprog er repræsenteret, geografien spænder fra de græske områder, over [[Romerriget]], herunder Ægypten og Syrien til det Østromerske rige. Genrerne der er repræsenteret spænder ligeledes vidt, såsom poesi, tragedie, satire, til skrivning om arkitektur og historie.
 
 
====Antikke inskriptioner hvor voks nævnes====
Der findes inskriptioner især fra templer og helligdomme, hvor voks nævnes. Det er oftest lister med inventar og betalinger og de tillægges høj kildekritisk værdi.
 
Nogle af disse er:
I bygningsinskription fra 407-408 BCE for byggeregnskab for [[Erechtheum]] i Athen, er der tydelige henvisninger til brugen af voks i arkitekturen, der er endda nævnt prisen, som arbejderen skulle have. I Inscriptiones Graeae I2 372 ff: “Die Enkausten, welche das Kymation des inneren Arc hitavs eingebrannt haben, 5 obolen den fuss: Dionysidor von Melita, Hetaclides von Oa soviel wie XXX Drachman, Summe für die enkausten XXX Dr.” (<ref>Graeve, v. V. & Preusser, F. (1981). Zur Technik griechischer Malerie auf Marmor. JdI 96. 155</ref>; <ref>Laurie, A. P. (1910). ''Greek and Roman Methods of Painting''. Cambridge. University Press. 56</ref>; <ref>Freccero, A. (2002). ''Encausto and ganosis. Beewax as Paint and Coating during the Roman Era and its Applicability in Modern Art, Craft and Conservation''. Gøteborg. Acta Universitatis Gothoburgensis. 67-68</ref>. Andre steder, Inscriptiones Atticorum I 324, col I del 42 og II S. 242, beskrives bemaling af vægge og gesimser og “indbrænding” af døre <ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 215-216</ref>. I Inscriptiones Graeae 13 476.25, Udgifter 7/408 – 6/407 BCE står: “For opførelsen af stillads til de enkaustiske malere til indersiden af loftet, til Manis indbygger i Kollytos: 1 drachma og 3 oboler.” <ref>Cuni, J. (2010) Encaustic cuni. [http://encausticcuni.com/esw_preview/index.html, [http://www.encausticcuni.com/Note2WhatWasEncaustic.html], (2012, 16.oktober)</ref>.
 
Inskription, Inscriptiones Graeae I, 324 a 21, 42, for byggeregnskab i Asklepios Tempel i Epidaurus, fra starten af 4. årh. BCE, afslører at enkaustik også var anvendt her <ref>Büll, R. (1977). ''Das Grosse Buch vom Wachs. Geschichte Kultur Technik''. Band 1 und 2. München. Verlag Callwey. 323</ref> og i Inscriptiones Graeae 421 no. 102 line 303, står: "Til Hektoridas, for en model af det enkautiske maleri af løvens hoved, 16 drachmaer og en 1/2 obol." <ref>Cuni, J. (2010) Encaustic cuni. [http://encausticcuni.com/esw_preview/index.html, http://encausticcuni.com/esw_preview/Note1whatwas.html] (2011, 27. maj)</ref>.
 
I Reinach & Milliet, 1921, Textes grecs et latins relatifs a l´histoire de la peinture ancienne, Paris, s. 18, skrives, at skulptørers anvendelsen af enkaustiske farver nævnes ved en inskription på et alter på Thassos <ref>Cuni, J. (2010) Encaustic cuni. [http://encausticcuni.com/esw_preview/index.html, [http://encausticcuni.com/esw_preview/Note5whatwas.html], (2012, 4. september)</ref>, og ordlyden "enkaustisk statue fremstiller” forekommer i en inskription beskrevet i Inscriptiones Graeae VIV, no. 1494 <ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 216</ref>.
 
Regnskab på [[papyrus]], Papyrus michigan.apis.1823, dateret til 3. årh. BCE, for maling af et hus i Philadelpheia, Fayum, Ægypten “af de enkaustiske malere ( έγκαυσταî ) Artemidoros and Demetrios." <ref>Cuni, J. (2010) Encaustic cuni. [http://encausticcuni.com/esw_preview/index.html, [http://encausticcuni.com/Note7WhatWasEncaustic.html]. (2012, 16.oktober).</ref>
I en anden papyrus, British Museum, inventarnummer 2305, også fra Fayum i det 3 årh. BCE fra en græsk bosættelse, er beskrevet anvendelsen af, udover træ, store mængder harpiks, voks, rød-kridt eller bly-rødt til skibsbygning i et der eksisterende skibsværft <ref>Rostovtzeff, M.I. (1922). A Large Estate in Egypt in the Third Century BC. Madison, University of Wisconsin, 123 [http://socserv.mcmaster.ca/econ/ugcm/3ll3/rostovtzeff/LargeEstateEgypt.pdf]. (2012, 12. oktober)</ref>. Rostovtzeff, som var en førende russisk historiker med interesse for sociologi og økonomi, skriver “Man forstår af de mængder af voks, der anvendes i skibsbyggeriet, hvorfor biavl var så vigtigt i Ægypten” <ref>Rostovtzeff, M.I. (1922). A Large Estate in Egypt in the Third Century BC. Madison, University of Wisconsin, 123. [http://socserv.mcmaster.ca/econ/ugcm/3ll3/rostovtzeff/LargeEstateEgypt.pdf]. (2012, 12. oktober)</ref>.
 
Gennem mere end 300 år har man lavet årlige inventarlister af værdifulde genstande i helligdomme på øen [[Delos]], disse lister er inskriptioner på sten, de fleste dateres til 3. - 2. årh. BCE, på disse er der adskillige referencer til brugen af enkaustik. Homelle, 1890, s. 499 beskriver en inskriptionen, der omtaler enkaustik af en kultstatue af [[Afrodite]] i et lille tempel dedikeret af Stesileios på Delos <ref>Bourgeois, B. & Jockey, P. (2008). The Polychromy of Hellenistic Marble Sculpture in Delos. In: Brinkmann, V.; Primavesi, O.; & Hollein, M. (eds.). ''Circumlitio The Polychromy of Antique and mediaeval Sculpture''. Frankfurt am Main: Liebieghaus Skulpturensammlung. 225-239. Ligeledes Homolle, 1890, s. 497-503</ref>, beskriver, at kosmesis var vedligeholdelse af værdsatte statuer på Delos i den hellenistiske periode, og at man hertil anvendte rengøringsmiddel, olie, voks, klude og rosenolie <ref>Reuterswärd, P. (1960). ''Studien zur Polychromie der Plastik. Griechenland und Rome''. Stockholm. Lindbergs boktryckeri. 70</ref>.
 
Inventarliste fra helligdomme i Athen, nævner flere enkaustiske objekter:
I Athenian Inventories ID 3. 1417: I Oikos nær Ekklesiasterion. “....doored pezikon in frame with encaustic, dedication of Timar(a)tos of Rhodes; another hippikon, with encaustic, dedication of Theoxenos of Leontini; another pezikon in frame, with encaustic where the inscription was illegible; another pezikon, with encaustic, dedication of Menelaus of Epirus; another gilded hippikon, with encaustic, dedication of King Ptolemy son of Lysimachos; another gilded pezikon, with gilded lightningbolt, dedication of Ptolemy son of King Ptolemy; shield in frame, uninscribed, with encaustic;" <ref>Bryn Mawr College, (2012). Bryn Mawr. Pennsylvania. [http://www.brynmawr.edu/classics/inscriptions/id3.htm]. (2012, 4. september)</ref>.
 
Antikke inskriptioner har en høj kildeværdi. Her opremses en del, der hovedsagelig er græske, men også en enkel romersk og to græske-ægyptiske papyrus. Disse to papyrus er begge fra Fayum, det samme sted som mange mumieportrætter kommer fra. Inskriptionerne varierer fra tempelinskriptioner, over inventarlister, til byggeregnskab. Flere af inskriptionerne er ikke dateret, men dem, der er, er fra starten af det 4. årh. BCE til det 2. årh. BCE. De fleste omhandler enkaustik af arkitektur, skulptur og maleri. En enkelt omhandler vedligehold af skulpturer, kosmesis, hvortil voks indgår.
 
== Kilde ==
[[Kategori:Maleri]]
[[Kategori:Salmonsens]]
[[Kategori:kunstens teknikker]]
26

redigeringer