Den italiensk-tyrkiske krig: Forskelle mellem versioner

Nogle tyrkiske jagere blev sænket den 29-30. september ved [[Prevesa]] og [[Durazzo]], men på østrigskøstrig-ungarnsk foranledning måtte Italien efterfølgende afstå fra videre operationer i det Adriatiske og Joniske hav for ikke at bringe ''status quo'' på [[Balkanhalvøen]] i fare. Byen Tripolis blev bombarderet den 3. oktober og besat den 5 oktober; de fåtallige tyrkiske stridskræfter trak sig ind i landet. Italienerne erklærede den 6. oktober hele kysten for blokeret. Byen [[BengasiBenghazi]] blev besat den [[20. oktober]], [[Horns]] den [[21. oktober]]. Et tyrkisk-arabisk fremstød mod byen Tripolis’ nærmeste omgivelser den 23. oktober førte til hårde kampe og foranledigede italienerne til at gribe til yderst hårde repressalier mod den indfødte befolkning i området. Nye kampe 27. oktober-12. november fik dem dog til at trække sine linjer tilbage til Tripolis’ forstæder. Kort efter bevirkede regntidens indtræden en afbrydelse i krigsoperationerne.

Den lille ø [[Astropalia]] blev besat den 28. april, og den 4. maj tog generalløjtnant Ameglio øen [[Khodos]] i besiddelse. I [[Det Røde Hav]] bombarderedes den arabiske havneby [[Hodeidah]], og det sydvestlige [[Arabien]]s kyst blokeredes. Italiens ubestridte herredømme til søs fratog Tyrkiet enhver udsigt til at undsætte de tappert kæmpende små troppeafdelninger i Tripolis og BengasiBenghazi, hvor italienerne i sommeren 1912 gjorde ret store, omend langsomme og hårdt vundne fremskridt.

På begge sider var man, ikke mindst under hensyn til den voksende spænding på Balkanhalvøen, nu indstillede på fred, forhandlinger derom indledtes i stor hemmelighed i sensommeren i Lausanne og resulterede i fredsaftalen i Ouchy den [[15. oktober]], ofte kaldt [[freden i Lausanne]]. Italien, som allerede den [[5. november]] 1911 havde erklæret provinserne Tripolis og BengasiBenghazi annekterede, gennemtvang en erklæring af sultanen til deres befolkning om at bevilge dem af "uindskrænket autonomi", de tyrkiske tropper og civile embedsmænd tilbagekaldtes fra de således faktisk, men ikke formelt, afståede områder. Italien lovede at hjemkalde sine tropper fra de okkuperede øer i det Ægæiske hav samt at påtage sig den del af den tyrkiske statsgæld, for hvilken indkomsterne fra Tripolis og Bengasi udgjorde garanti. Befolkningen på øerne i det Ægæiske hav lovede sultanen en retfærdig forvaltning og visse [[selvstyre]]reformer.

Tilbagegivelsen til Tyrkiet af de såkaldte [[Dodekanesiske øer]] blev i praksis udskudt til fremtiden og var ikke sket ved [[1. verdenskrig]]s udbrud i 1914.