Enkaustik: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Tilføjet en litteraturlidte~~~~ Tag: Hoar |
Tilføjet et afsnit om diskussion af enkaustisk maleteknik sammenholdt med antikke skriftlige kilder~~~~ Tag: Hoar |
||
Linje 94:
==Den enkaustiske maleteknik==
Det er enkelt at fremstille voksfarver. Voksen kan blandes med alle afprøvede farvestoffer og pigmenter. Teknikken kan anvendes på akvarelpapir, [[gips]] og [[marmor]]. Voksen kan applikeres med hårde og bløde pensler, og andre redskaber kan efterfølgende anvendes til at lave struktur, spor, mønstre eller fjerne materiale. Voksen kan både pålægges meget tyndt eller og meget tykt, endda med reliefvirkning. Voksfarverne kan være dækkende eller transparente. Man kan arbejde varmt i varmt og på den måde blande farverne, denne metode er dog ikke egnet til gips. Voksen kan efter applikation indbrændes, partielt eller totalt. Overfladen kan være mat eller skinnende. Den kan være helt jævn, emaljeagtig, hvilket kan opnås ved enten opvarmning og/eller polerring. For at anvende den enkaustiske teknik på marmor kræves, at denne først enkausteres. Denne erfaring er i overensstemmelse med de antikke beskrivelser, hvis en omskrivning og sammenholdning af tre specifikke steder af Plinius, Vitruvius og Plutarch er rigtig, nemlig den at marmorskulptur kunne blive enkausteret før bemaling. Hvis dette er tilfældet, så betyder det, at denne bemaling har været enkaustisk, da vandopløselige bindemidler ikke kan anvendes på enkausteret marmor. Alle andre anerkendte bindemidler fra antikken er vandopløselige.
Enkaustik kan være enkel at udføre, men er dog en teknik, som kræver en del erfaring, for at kunne mestre. Det kan være vanskeligt, at lave fine detaljer, at finde det rette temperatur af voksen og at styre processen ved efterfølgende indbrænding i forhold til det udtryk, man ønsker. Poleringen er heller ikke helt enkel.
===Fremstilling af voksfarver===
Hertil kan anvendes f.eks. bleget [[bivoks]] og
De fleste (måske alle) pigmenter og farvestoffer kan blandes med voks. Nogle pigmenter er dog lettere at fordele i voksen og farver dermed bedre, end andre. Ægyptisk blå og smalte er så tunge, at de bundfældes, så med disse er det bedst at fremstille små koncentrerede portioner, ellers farver de meget lidt.
Linje 137:
Ved en enkaustik på sten, er det vigtigt, at stenen er helt tør før pålægning og det er ligeledes vigtigt med en god opvarmning, så voksen trænger ned i overfladen, hvorved bindingen mellem sten og voks bliver så god som mulig. Dermed hæmmes afskalning, f.eks ved temperatursvingninger, hvor voks og sten ikke arbejder på samme måde. Ulemper ved voks er, at det smelter ved varme og ved kulde bliver det sprødt. Voks er også følsom for mekanisk slid. Voksoverfladen synes at ændre sig svagt, når voksen ligger ubeskyttet hen. Overfladen bliver en anelse mørkere og lidt mere hård og skinnende, men det vides ikke om dette skyldes udsættelsen for luft, lys eller fugtighed eller en kombination af flere af disse forhold.
==Diskussion af enkaustiske teknikker i forhold til de antikke kilders beskrivelse==
Det er vigtigt at marmoret enkausteres godt før bemaling med voks er mulig. Dette stemmer godt overens med den teori, om at marmorskulptur i antikken kan have været behandlet med voks før bemalingen, altså en enkaustering. Hvis denne teori er rigtigt, så er det sandsynligtgjort at antik polykromi på marmorskulptur kunne være enkaustisk. Da det ikke er muligt at male på en enkausteret marmor med andet end netop voks. Det er ikke muligt at male med vandopløselige bindemidler, såsom lim, gummi og æg på voks, da voks er vandskyende. Olie kan udover voks eventuelt være en mulighed, og netop olie beskrives som iblandet voks, men olie er endnu ikke materiale, der er anerkendt som et i antikken anvendt i bindemiddel. Faktisk så stemmer Plinius og Vitruvius beskrivelse af ganosis til cinnober bemalede vægge, godt men en enkaustering, der beskrives at den varme voks pensles på overfladen og der beskrives hvordan varme anvendes til at få voksen integreret i overfladen. Ganosis kan således have været et andet udtryk for en enkaustering af en bemalet væg og/eller et andet udtryk for enkaustering af marmorskulptur, sandsynligvis før en bemaling og muligvis også efter en bemaling. Enkaustering kan således anvendes til både ganosis og enkaustik.
Man kan forestille sig at man i billedhuggerværkstedet langsomt opvarmede den færdige marmorskulptur, så alt fugt fordampede, derpå påførte man smeltet voks med børster og lod det trænge godt ind i overfladen. Dette arbejde blev udført af enkausterere. En indfarvet eller en tonet voks, kan have været anvendt, hvis man ønskede at skabe en grundfarve. Der kan muligvis også havde været anvendt forskellige farve og transparens på skulpturens forskellige områder, som hud og klæder. Tykkelsen af vokslaget kan også have varieret. Således var skulpturen efter afkøling klar til yderligere bemaling med pensel og smeltet voks og bearbejdning af voksen med hårde redskaber, dette arbejde blev sandsynligvis udført af malere. Til dette arbejde kan bløde pensler være anvendt, til de fine detaljer kunne fine bløde pensler anvendes. Hårde redskaber blev anvendt til at tegne med i voksen med, skabe strukturer eller mønstre og lave reliefstruktur, de hårde redskaber kunne være spidse, konkave eller flade. Når voksen så igen var kold, kunne denne poleres, helt eller delvist, for at få glatte og/eller blanke overflader. Hvis skulpturen ikke skulle overfladebehandles eller på anden måde dekoreres f.eks med guld, var den færdig, og kunne eventuelt placeres udendørs.
Hvis den enkaustiske teknik fra starten har været en slags enkaustering, så giver Plinius omdiskuterede afsnit (NH 35.51)<ref>Rackham, H. (ed.) (1952). ''Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV.'' London. Harvard University Press. 421</ref> meget bedre mening. Sætningen (NH 35.51) “Fra de tidligste tider, var der to metoder af enkaustisk maleri med voks og på elfenben med cestrum” giver ikke umiddelbart mening. Hvis “metoder” erstattes med “materialer”, “på” erstattes af “med” og “med” med “som”, så bliver elfenben et materiale, man maler med i form af et hårdt redskab, i stedet for på, så ville sætningen kunne omskrives til: “Fra de tidligste tider, var to materialer anvendt til enkaustik, voks og elfenben i form af et cestrum”. Hvis elfenben kan have været det, man maler med, behøver det ikke at udelukke, at også elfenben har været bemalet med voks. Da sætningen, hvis man bibeholder “metoder” og “på”, kan forstås således “Fra de tidligste tider, anvendtes to metoder til enkaustik på elfenben indbrænding med voks og anvendelse af cestrum”. Hvis disse to omskrivninger sammenholdes, kan sætningen forstås således: Fra de tidligste tider, var to materialer/metoder anvendt til enkaustik, voks, der blev indbrændt (enkausteret eller opvarmet), og cestrum, der blev anvendt til efterfølgende bearbejning af voksen, elfenben kan være både, det der males på eller med. Man har undret sig over, hvorledes det er muligt at male med voks med en spids skraber, men det giver rigtig god mening, hvis man forestiller sig, at man enkausterer et tykt lag indfarvet voks på sit underlag, f.eks marmor, træ eller elfenben, og så anvender man sit hårde elfenbensredskab til at tegne, lave mønstre eller struktur med. Det er på denne måde muligt at lave den reliefstruktur, som Plinius (NH 35.40)<ref>Rackham, H. (ed.) (1952). ''Pliny, Natural History. Libri XXXIII - XXXV.'' London. Harvard University Press. 421</ref> netop fremhæver som en fordel ved enkaustik. Fortsættelsen af afsnit NH 35.51 giver således også bedre mening nemlig: Senere da man begyndte at male krigsskibe, anvendtes et tredie materiale/metode nemlig børster/hår, man smeltede voksen og påførte den med børste/pensel og her var underlaget altså træ. Afsnittet kan tolkes således, at tidligt i antikken enkausterede/indbrændte man kun og anvendte et hårdt redskab, senere, dengang da man begyndte at male krigsskibe, anvendte man udover dette også pensel til at påføre voksen med. Hvilket stemmer overens, med den måde den enkaustiske teknik er vist, at kunne udføres på. Muligvis har underlaget i de tidligste tider kun været på elfenben, og man har så senere også anvendt andre materialer som underlag.
Hvis det forhold, at oprindelig enkaustik var en indbrænding af voks/enkaustering, hvilket er logisk og ligefremt, er rigtig, så forklarer det også, hvorfor Plinius netop fremhæver den enkaustiske malemetode og ikke andre. Det er fordi, teknikken oprindeligt ikke var en malemetode, men snarere en slags bearbejdning af en blød voksoverflade med et hårdt redskab. Altså snarere en form for tegning og/eller modellering, altså en slags keroplastik. Dermed er der her en forbindelse mellem enkaustik og keroplastik.
At enkaustere betyder at gennemtrænge med voks eller imprægnere med voks. Så ganosis er måske et andet udtryk for at enkaustere med en voks uden tilsatte pigmenter eller farvestoffer, og enkaustik oprindeligt betød en indfarvet voks, der blev indbrændt (tilføjet varme og smeltet), så disse ord kan meget vel have været udtryk for stort set det samme blot uden eller med farve. Den enkaustiske teknik blev så senere udvidet til også at omfatte bemaling med smeltet indfarvet voks. Enkaustering/ganosis er således en slags grundering for voksbemaling på marmor. Hvis ganosis svarer til det enkaustere, så kan ganosis på marmor være både en grundering og en overfladebehandling.
Desværre er der ikke mange overleverede malerier fra antikken, udover de [[ægyptiske mumieportrætter]]. Flademaleri blev kaldt tavlemaleri. Man mener, at tavlerne for det meste var af træ, men muligvis kan de også havde været af andet materiale som elfenben, marmor eller skifer. Tavler overtrækket med voks, anvendtes også til at skrive på med cestrum/stylus. Ordet enkaustik betyder, udover det at fremstille enkaustisk maleri, kunsten at overtrække skrivetavler med smeltet voks. Det er nærliggende at tænke sig, at man også har anvendt disse vokstavler til at tegne på. Farvet voks og harpiks har været anvendt til tavlerne<ref>Büll, R. (1977). ''Das Grosse Buch vom Wachs. Geschichte Kultur Technik''. Band 1 und 2. München. Verlag Callwey. 785-873</ref>. Skrivetavlerne var oftest af træ, men kunne også være af elfenben<ref>Büll, R. (1977). ''Das Grosse Buch vom Wachs. Geschichte Kultur Technik''. Band 1 und 2. München. Verlag Callwey. 785-873</ref>. Herfra er der således ikke langt til tidlig enkaustisk tavlemaleri. Den indfarvede voks kan være hældt over tavlen i smeltet form, eller den kan være pålagt tavlen i kold form, enten modelleret i en tilsigtet form med hænderne eller skåret i form og nedlagt i tavlen som en slags mosaik. Derefter er voksen blevet opvarmet (indbrændt) og de enkelte kolde voksstykker er smeltet sammen. Når denne overflade er afkølet, har den kunnet bearbejdes med hårde redskaber og man har kunnet lave den reliefstruktur, som Plinius fremhæver, som en af den enkaustiske tekniks store fordele. Det er ikke usandsynligt, at også Apelles, antikkens mest berømte maler, malede enkaustisk. Plinius (NH 35.40) går meget tæt på dette emne, dog uden at skrive det direkte, men han skriver at Apelles´ læremester malede enkaustisk. I følge Berger skriver Lucian og Stratius (Silvae I, 1,100), at Apelles anvendte voksfarver<ref>Berger, E. (1917). ''Die Wachsmalerei des Apelles. Neue untersuchungen und versuche über die antike malertechnik''. München. Verlag von Georg D. W. Callwey. 175</ref>.
==Litteratur==
| |||