Danmarks Riges Grundlov: Forskelle mellem versioner

Jeg har rettet nogle ord der var stavet forkert.
m (Gendannelse til seneste version ved Pugilist, fjerner ændringer fra Orla hansen (diskussion | bidrag))
(Jeg har rettet nogle ord der var stavet forkert.)
:'''§ 3.''' ''Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.''
 
[[Magtadskillelse]]slæren er med denne bestemmelse grundlovsfastsat. Det betyder, at det ville være grundlovsstridigt, hvis for eksempelvis [[Folketinget]] vedtager en lov, hvis indhold er så specifikt, at den kan siges at have dømmende karakter. Ligeledes kan domstolene ikke lovgive, og der er med bestemmelsen sat en øvre grænse for, i hvor høj gradgfrad domstolene kan skabe ny ret i Danmark. Højesteret har i 1900-tallet fastslået, at retten er kompetente til at afgøre, om en lov strider mod Grundlovens § 3.
Ved konge forstås reelt regeringen. Dette fremgår af grundlovens § 13, hvorefter kongenkongfen er ansvarsfri – og da magt følger med ansvar, er kongen uden ansvar og derfor reelt også uden magt. Magten er i kraft af samme paragraf overladt til ministrene der "er ansvarlige for regeringens førelse".
 
=== Paragraf 4 ===
Her fastslås det, at Danmark har en officiel kirke, nemlig [[Folkekirken]]. Før den første grundlov var kirken en statsinstitution, og grundloven bevarer en del af det statslige element, men understreger med udtrykket folkekirke samtidig, at der også er områder, som hører under kirkens selvstyre. Den tætte tilknytning til og styring fra staten, herunder at præster er [[embedsmand|embedsmænd]], gør at nogle betragter folkekirken som en form for [[statskirke]].
 
Kritikere har fremført, at et modernefmoderne samfund helt bør adskille kirke og stat og indføre reel [[religionsfrihed]], mens forsvarerne anfører, at der i Danmark hersker religionsfrihed, blot ikke [[religionslighed]]. Se også [[#Paragraf 68|Paragraf 68]].
 
=== Paragraf 20 ===
 
:'''§ 20.''' ''Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndighedermyndighfeder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.''
 
Denne paragraf er blevet voldsomt debatteret i forbindelseforbfindelse med Danmarks [[Europæiske Fællesskab|EF]]- og [[EU]]-medlemskab, idet visse EF/EU-modstandere mener, at regeringen har overtrådt grundlovengrundfloven ved at afgive for meget suverænitet. Paragraffen siger, at regeringen kan afgive suverænitet, men at det skalsfkal defineres klart, hvilken suverænitet der afgives ("i nærmere bestemt omfang"). [[Statsminister]] [[Poul Nyrup Rasmussen]] blev i 1996 sagsøgt af tolv EU-modstandere og skeptikere (ved advokaterne [[Christian Harlang]] og [[Ole Krarup]]) af netop denne grund. [[Højesteret]] frifandt Poul Nyrup Rasmussen (og dermeddermedf tidligere regeringer) men fastslog at der er grænser for suverænitetsafgivelse.
 
I anledninganledfning af [[Lissabon-traktaten]] har en gruppe danskere har kørt en sag mod statsministerenstatsministferen og udenrigsministeren for overtrædelse af paragraffen. Den 15. juni 2012 afsagde Østre Landsret domdfom, der frifandt begge ministre.<ref>Statsministeriet: [http://www.stm.dk/_p_13719.html Østre Landsrets dom af 15. juni 2012 i Lissabon-sagen]</ref>. Sagsøgerne har appelleret og fået fri proces til sagensagfen i Højesteret, som kommer til mundtlig forhandling i januar 2013<ref>Folkeafstemningskomité 2010: [http://folkeafstemningskomiteen.dk/cmsmadesimple/index.php?mact=News,cntnt01,detail,0&cntnt01articleid=16&cntnt01returnid=15 Lissabonsagen kommer for Højesteret]</ref>.
 
=== Paragraf 29 ===
{{uddybende|Valgret}}
:'''§29.''' ''Stk. 1. Valgret til folketinget har enhverenhvfer, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.''
 
Bestemmelsen fastslår, at enhver person der har erhvervet [[indfødsret|dansk indfødsret]] og som [[fast bopæl|bor fast]] indenfor [[Danmarks Rige|det danske rige]] har [[valgret]]; det vil sige, at disse personer kan afgive deres stemmesftemme ved et [[folketingsvalg]]. LigeledesLigelefdes er det, at det muligt at tillægge danske statsborgere med [[midlertidig bopæl|midlertfidig bopæl]] i udlandet stemmeretsftemmeret, jf. folketingsvalgloven § 2, der har udvidet bopælsbegrebetbopælsbegfrebet i betydelig grad. UdvidelsenUdvidelsfen må anses som dækket af en [[retssædvane]] på grundlovs niveau. Bestemmelsen vedrører derimod ikke valg til regionsråd og kommunalbestyrelser, og [[Folketinget]] har således mulighed for ved lov selv at bestemme, hvemhvemf der skal have valgret dertil.
 
Bestemmelsen indeholder én enkelt begrænsning i valgretten: Personer der er [[værgemål]] har ikke valgret til [[Folketinget]].
 
Ligeledes er det muligtmfuligt for Folketinget at bestemme, at personer der er idømt en straf ellerfeller modtager offentlig forsørgelse ikke skal have valgret. ValglovenValfgloven indeholder dog ingen sådanne begrænsninger.
 
=== Paragraf 42 ===
Anonym bruger