Præsten i Vejlbye: Forskelle mellem versioner

Novellen er blevet omsat til film i henholdsvis [[Præsten i Vejlby (film fra 1922)|1922]] (Danmarks første tonefilm), [[Præsten i Vejlby (film fra 1931)|1931]] og [[Præsten i Vejlby (film fra 1972)|1972]]. Derudover betragtes den som værende verdens første krimi. Den er en af de tre Blicher-noveller, som ofte betegnes som de "fire store". De tre andre er ''[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]'', ''[[Sildig Opvaagnen]]'' og ''[[Hosekræmmeren]]''.<ref>[https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870970-basis%3A06930875'' Dødens fortællere : om Blichers bedste noveller'']. [[Bibliotek.dk]]. Hentet 21/12-2016</ref><ref>[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=40&p_fpkat_id=modt Steen Steensen Blicher - Ry og Eftermægle]. [[Arkiv for Dansk Litteratur]]. Hentet 21/12-2016</ref><ref name="blichernu">[http://www.blicher-nu.dk/Den_kanoniserede_Blicher Den kanoniserede Blicher]. Blicher-nu.dk. Hentet 21/12-2016</ref> I 2006 kom "Præsten i Vejlbye" med på [[Kulturministeriet]] [[Kulturkanon]] blandt i alt 12 litterære værker.

Novellen er opbygget som en egentlig [[krimi]], selv om den er skrevet længe før denne [[genre]]s regler blev fastlagt og også nogle år tidligere end [[Edgar Allan Poe]] skrev sine første kriminalhistorier.<ref>[https://www.odensebib.dk/print/2840 Odense Bibliotekerne:''På kanten af en krimi''] Hentet den 18. december 2016</ref> Kompositionen omfatter en forbrydelse, en opklaringsfase, nogle tvetydige spor, en domfældelse og en overraskende pointe.<ref group=note>Et skema, som var typisk for de såkaldte klassiske krimier af fx [[Conan Doyle]] og [[Agatha Christie]]</ref> Ved at anvende dagbogsformen med en registrerende fortæller i centrum, får fremstillingen en karakter af ''pålidelighed,'' idet fortælleren forventes at fremstille det forløb, han eller hun virkelig har iagttaget. Læseren må derforderimod være indstillet på, at dagbøger ikke altid er helt [[troværdighed|troværdige]] på grund af skribentens begrænsede indsigt eller langsomme opfattelsesevne. Det er imidlertid normalt ikke ”tilladt” direkte at lyve om faktiske hændelser i en [[dagbog]], fordi læseren vil føle sig bedraget, ikke blot af fortælleren, men også af forfatteren. Derimod må læseren acceptere, at selvbedrag kan forekomme.<ref group=note>Et eksempel på en fortæller, der i større eller mindre grad lider af selvbedrag, findes i to andre anden af Blichers noveller, "[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]" og "[[Sildig Opvaagnen]]", jf. Baggesen (1965)</ref>

Fra Erik Sørensens hånd er der ialt 30 særskilte dagbogsoptegnelser, som i starten udgør et mønster. Hver anden drejer sig om Erik Sørensens privatliv og hver anden om hans embede som herredsfoged. Denne symmetri brydes i løbet af fortællingen og fra den tolvte optegnelse, som omhandler forlovelsen mellem Erik Sørensen og præstedatteren Mette, er det selve sagen mod Søren Qvist, der udgør det egentlige tema i dagbogen, mens de mere personlige emner flettes ind som kommentarer, der fortrinsvis handler om Erik Sørensens dilemma. Pålideligheden i disse kan i nogen grad kontrolleres gennem læsning af de to, korte beretninger fra Aalsøepræsten, der endeligt belyser sagen. Skønlitterære tekster, som bygger på kilder, der foregiver at være ægte dokumenter, var i Blichers samtid ny og enestående. Senere er disse ''dokumentfiktioner'' blevet omtalt som en hjørnesten i forfatterskabet. Blichers konklusion (gennem Aalsøpræsten) er trods det dokumentariske præg næppe historisk korrekt.<ref>{{Harvnb|Baggesen (|1965), s|p=246. 246}}</ref>

Historien i "Præsten i Vejlbye" blev inspireret af præsten Søren Jensen Quists [[retssag]], der foregik i [[Grenaa]] i 1626. Sagen omhandlede en landarbejder og [[kusk]] ved navn Jesper Hovgaard, som havde arbejdet for Quists [[præstegård]], og som på uforklarligvis var forsvundet i 1607.<ref name="Grenaa">{{cite web|url = http://norddjursarkiver.dk/formidling-2/mindesmaerker-skulpturer-og-udsmykning/sten-over-soren-quist/|title = Sten over Søren Quist|work = Grenaa Egnsarkiv|publisher = Grenaa Egnsarkiv|accessdate = 23. november 2013}}</ref> 15 år senere, i 1622 var der blevet fundet menneskeknoglemenneskeknogler ved præstegården.<ref name="Grenaa"/> Der var mistanke om, at de stammede fra Hovgaard, og der begyndte at versere rygter om, at pastor Quist havde myrdet ham. Der blev kørtført en officiel retssag mod Quist på [[Kalø Slot]], hvor han havde siddet fanget.<ref name="menvedmarked">[http://www.kongmenvedsmarked.dk/side/historien-om-kaloe-slot Historien om Kalø Slot]. kongmenvedsmarked.dk. Hentet 18/12-2016</ref><ref name="Kalø">{{cite web | url=http://www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Beskrivelser/Djursland/Kaloe/lenssaede/ | title=Lenssæde og storgods | language= | date=9. juli, 2012 | accessdate=2013-11-23 | work=The history of Kalø | publisher=[[Naturstyrelsen]]}}</ref> To mænd, der havde en forhistorie med uvilje mod Quist, vidnede mod ham, og bekræftede, at han havde myrdet Hovgaard i et raserianfald mens han var fuld. Quist blev fundet skyldig og blev henrettet ved [[halshugning]] den 20. juli 1626. I 1634 fandt Quists søn, der nu var blevet præst i Vejlby, ud af, at vidnerne var blevet betalt for at givetgive falsk vidneudsagn<ref name="Kalø"/> og at der således var blevet begået [[justitsmord]] mod hans far.<ref name="menvedmarked"/> De to mænd blev henrettet for [[mened]] i 1634.<ref name="Grenaa"/>

Blicher bruger en jeg-fortæller, og det bliver langsomt afsløret, at han mangler afgørende informationer på vigtige tidspunkter i forløbet. Han fremstår derfor – i alt fald delvis – utroværdig. Teknikken har Blicher benyttet i tidligere noveller, bl.a. "[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]" og "[[Sildig Opvaagnen]]". Herved overlades mere til læserens fantasi end vanligt på Blichers tid. Efter Søren Baggesens ''Blicher – afhandling''.<ref>{{Harvnb|Baggesen, Søren (|1965)|p=.}}</ref> er "Præsten i Vejlbye" – og flere af Blichers andre noveller – anerkendt som en forløber, eller ligefrem en del af [[Det Moderne Gennembrud]]. Der opstår flere dramatiske højdepunkter, når Erik Sørensen på grund af sine følelser, fortrænger betydningen af vigtige informationer. Da præsten erkender, at han slået Niels med en spade under deres skænderi, men nægter at have dræbt ham, vælger herredsfogeden at opfatte drabet som en affekthandling, som er djævelens værk.<ref name="arkiv"/> I Søren Baggesens [[disputats]], der er det hidtil mest omfattende videnskabelige værk om Blicher, omtales genren som "realistisk skæbnefortællinger". Dette uddyber han med, at personerne vikles ind i uundgåelige situationer, hvor..:

:”''Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.''”<ref> {{Harvnb|Baggesen (|1965), s. |p=275.}}</ref>

Blichers værker er derfor udtryk for en tragisk [[Realisme (litteratur)|realisme]]. De noveller, som bliver betragtet som Blichers bedste, handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol.<ref> {{Harvnb|Baggesen (|1965), s. |p=276f .}}</ref> Baggesen påpeger også, som noget nyt i Blicher–fortolkningen, at mange af novellerne indeholder en [[fortællerrollen i litteraturen|fortælleposition]], hvor den, der beretter begivenhederne, enten misforstår, fortrænger eller fortier væsentlige dele af begivenhedsforløbet, hvilket netop karakteriserer både Erik Sørensen og- gennem dennes skildring- præsten. Virkningen er ifølge Baggesen:

:"'Men ved at lade denne mand være totalt uforstående over for forløbets egentlige betydning opnår forfatteren at tvinge læserens interesse delvis bort fra personerne og over på begivenhederne selv.''"<Refref name="Bag66>{{Harvnb|Baggesen (|1965), s|p=266. 66}}</ref> I løbet af fortællingen opstår der derfor et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Den Blicherske novelle har således flere fortællelag; at læse den er, som at "skrælle et løg".<Refref name="Bag66/>

I løbet af fortællingen opstår der et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Han opdager imidlertid ikke selv, at han er direkte medvirkende til et [[justitsmord]], fordi han ikke blot er juridisk, men også menneskeligt uerfaren.<ref Namename="kult142"/> I "Præsten i Vejlbye" kommer sandheden først til udtryk i efterskriftet, og det er usandsynligt, at herredsfogeden selv har indset sin fejltagelse. Både han selv, præsten og hans forlovedes tolkning af begivenhederne er styret af en Gudsfrygt og skæbnetro, som forhindrer dem i at se, "''at det er menneskelig nederdrægtighed, der fra det skjulte har styret hele forløbet''".<ref Namename="kult142"/> Et af de skjulte spor, som hererdsfogeden overser, ligger gemt i to af vidneudsagnene. To kvinder fortæller, at de om dagen har hørt præsten og karlen i et skænderi, men at de ikke kunne se noget, kun høre skænderiet, da "''diget var for højt og hækken for tæt!''"<ref name="arkiv276"/> Vidnet Jens Larsen hævder i forbindelse med Morten Bruus' arrangerede graven i præstegårdshaven, at han har set præsten i haven sent på aftenen.<ref name="arkiv276"/> Den klare uoverensstemmelse mellem vidneudsagnene efterforsker Erik Sørensen ikke. Hans opmærksomhed henledes også fra sagen i flere afgørende situationer, fordi han koncentrer sig om at bekymre sig om præstens eller sin forlovedes sindstilstand. Et godt eksempel er, da hans forlovede besvimer under opgravningen af liget.<ref name="arkiv280"/> Ligeledes fastholder præsten både før og efter sin tilståelse, at Niels Bruus var "løbet af plads" uden at der sættes en undersøgelse i gang af, hvornår han i givet fald var vendt tilbage.

:”''Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.''”<ref> {{Harvnb|Baggesen (|1965), s. |p=275.}}</ref>

Blichers værker kan derfor bedst beskrives som ''tragisk realisme''. Hans bedste noveller handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol.<ref"> {{Harvnb|Baggesen (|1965), s|p=276f. 276f}}</ref> I præsten fra Vejlbye er det tragiske, at alle uskyldige hovedpersoner misforstår den manipulation, Bruus - familien udøver. Realismen er, at retfærdigheden ikke altid er afslutningen på et drama.<ref name=holk/> Dette grundmotiv, som findes i flere af Blichers noveller, er blevet betegnet som [[psykisk]] tvang.<ref name="Bag"> {{Harvnb|Baggesen (|1965) s|p=161f. 161-67}}</ref> Den psykiske tvang i den blicherske novelle betegnes her som en skæbneopfattelse, der "…viser det enkelte menneskes skæbne som et begivenhedsforløb, der er immanent determineret af den virkelighed, som er menneskenes, af deres karakter og af de situationer, som skabes af de mellemmenneskelige relationer;" .<ref>{{Harvnb|Baggesen (|1965), s|p=167. 167}}</ref>