Åbn hovedmenuen

Ændringer

153 bytes fjernet ,  for 2 år siden
KOSMETISKE ÆNDRINGER
I indledningen til dagbogen fremgår det, at Erik Sørensen er meget stolt af udnævnelsen til [[herredsfoged]] og han påkalder sig [[Gud (monoteistisk)|Gud]]s hjælp til at udføre hvervet, som også indebærer at rejse anklager mod mistænkte for forbrydelser. Herefter udtrykker han sin opfattelse af to af de personer, som er helt centrale for den videre handling:
 
:"''Den Morten Bruus er mig ret en modbydelig Person - jeg veed neppe selv hvorfor; men naar jeg seer ham, rinder mig Noget, ligesom en slem Drøm, isinde; men saa dunkelt og utydeligt, at jeg ikke engang kan sige, om jeg nogensinde haver drømt om ham.''"<ref name="arkiv268">''Præsten i Vejlbye, hos [[Arkiv for Dansk Litteratur]] s. 268</ref>
 
:"''I dag var jeg i Besøg hos Præsten i Vejlbye. Det er vist en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende: han taaler ingen Modsigelse; og knap tillige paa Skillingen, det er han.''"<ref name="arkiv269">''Præsten i Vejlbye, hos [[Arkiv for Dansk Litteratur]] s. 269</ref>
 
Morten Bruus er en storbonde, som ifølge oplysninger, herredsfogedens har erfaret fra landsbysladderen, har friet til præstens datter Jomfru Mette. Besøget hos præsten skyldes, at Erik Sørensen selv er forelsket i præstedatteren. Det kan muligvis diskuteres, om der er tale om romantisk kærlighed, selv om han senere udtaler sig i romantiske vendinger. For en egenskab, han sætter højt er:
Skilling, naar den Gamle engang falder af.<ref name="arkiv269"/>
 
Under alle omstændigheder føler han sig lykkelig, da han erfarer, at Jomfru Mette har nægtet at gifte sig med Morten Bruus. Ved et nyt besøg i præstegården opdager Erik Sørensen med bekymring, at præsten har ansat Niels Bruus, Mortens bror og ifølge dagbogen en upålidelig karl."<ref name="arkiv270>''Præsten i Vejlbye, hos [[Arkiv for Dansk Litteratur]] s. 270</ref> Hans bekymring for, at denne ansættelse kan føre til problemer for præsten, forsvinder dog )i alt fald midlertidigt, da det lykkes ham at få præstens tilladelse til at blive [[Forlovelse|forlovet]] med hende, ligesom hun selv er villig til at indgå denne forlovelse.
 
"Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard. Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord: "Jeg har givet min Pige i din Barm." [[Første Mosebog|1ste Mos. Bog 16,5]]. Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig sin kjereste Skat her paa Jorden, og at jeg for alle Ting maatte være god imod hende (Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud!)".<ref name=arkiv271>[http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?p_udg_id=193&p_sidenr=5&hist=udg&nnoc=adl_pub Præsten i Vejlbye hos [[Arkiv for Dansk Litteratur]]], s. 271</ref>
Kort efter begynder tingene dog at gå skævt for herredsfogeden. Niels Bruus har haft et skænderi med præsten, som endte med, at præsten stak sin karl en lussing og slog ham en gang med en spade. Kort efter forsvinder Niels sporløst, ifølge forlydender i landsbyen efter endnu et skænderi med præsten."<ref name="arkiv273">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 273</ref> Samtidig med, at han forbereder sig på bryllyppet og køber en guldring til sin forlovede, spekulerer han over karlens forsvindingsnummer og præstens tiltagende dårlige humør."<ref name="arkiv273>''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 273</ref> Blot tre uger før brylluppet skal stå, tager det sagen en fatal drejning, da Morten Bruus sammen med flere vidner, officielt anklager præsten for at have slået Niels ihjel."<ref name="arkiv275>''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 275</ref> Nu må han udføre sin embedspligt og nødtvunget efterforske, om hans kommende svigerfader virkelig har har dræbt sin karl. Det værste vidnesbyrd kommer fra en kvinde, der har hørt præsten sige til karlen:
 
:"''Jeg skal slaae din Hund, Du skal ligge død for mine Fødder!''"<ref name="arkiv276">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 276</ref>
 
Konfronteret med vidnesbyrdene, gentager præsten sin forklaring om, at han har slået Niels med spaden under skænderiet. Han fastholder samtidig, at slaget ikke dræbte karlen, som selv løb bort. Vidnerne siger hertil, at de ikke har set karlen løbe bort, men Erik Sørensen ser i øvrigt ikke, at deres udsagn er afvigende fra præstens, så han meddeler Morten Bruus, at der ikke er beviser, som kan bære en tiltale mod "en gudsfrygtig mand."<ref name="arkiv276"/>
Morten Bruus lader ham ikke få ro:
 
:"Vi har jo Lov og Ret i Landet; og en Morder kan ikke undgaae sin Straf, om han saa havde Stiftamtmanden til Svigersøn."<ref name="arkiv277/>
havde Stiftamtmanden til Svigersøn."<ref name="arkiv277/>
 
Morten Bruus' indblanding i opklaringen, de fremlagte [[indicium|indicier]] og den slet skjulte anklage om partiskhed, tvinger nu herredsfogeden til at rejse sagen mod præsten. Hans dilemma bliver understreget af hans løbende vurdering af de to modstandere. Han finder Morten Bruus direkte frastødende, men ser også nogle negative egenskaber hos præsten, blandt andet præstens opfarende karakter. Under det retslige forhør fremtvinger Morten Bruus, at der graves efter liget på det sted, hvor vidner har set præsten den fatale aften. Han udpeger først et sted, hvor der er tegn på gravearbejde, men da der ikke findes noget her, bliver Erik Sørensen grebet af lettelse.<ref name="arkiv278">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 278</ref>. Netop som han triumferende erklærer, at jorden er hård, spørger Morten Bruus vidnet Jens Larsen, hvor han har set præsten grave. Vidnet udpeger et sted bagest i haven, og her finder man et lig i begyndende forrådnelse. Det er ikke til at genkende i den henfaldne tilstand, men det har ifølge broderen Niels' tøj på.<ref name="arkiv279">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 279</ref> Præsten bedyrer sig uskyld idet han påberåber sig Gud som vidne på, at han ikke har begravet liget. Han tilføjer, henvendt til Erik Sørensen:
:"''Trøst min Datter! og tænk paa, at det er eders Fæstemøe!''", hvor til Sørensen bemærker: "''Neppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Skrig og et Fald bag ved mig - det var min Kjereste; hun laae der daanet paa Jorden - Gud give, vi havde ligget Begge saaledes, og aldrig opvaagnet meer!''"<ref name="arkiv280">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 280</ref>
 
Denne episode henleder herredsfogedens opmærksomhed bort fra undersøgelsen af liget, og han når blot at konstatere, at der er et frygteligt sår i hovedet.<ref name="arkiv280"/>
 
Herefter er det herredsfogedens opgave at pådømme sagen, og i retten gentager vidnerne deres påstande, uden at Erik Sørensen, der nu fortryder at han af hovmod har søgt embedet, finder noget, der taler til præstens forsvar.<ref name="arkiv280">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 280</ref>
 
Herredsfogeden forsøger flere udveje af dilemmaet, men føler sig tvunget af omstændighederne til sidst nødt til gennemføre retssagen.
:"Gud give, jeg aldrig havde opnaaet den bedrøvelige Post, jeg Daare saa ivrigt eftertragtede! Det er en tung Bestilling den, at være Dommer - gid jeg kunde bytte med en af Stokkemændene! - Da denne Ordets Tjener fremstilledes for mig paa Thinget, lænket fra Haand til Fod: da tænkte jeg paa vor Herre, som han stædes for Pilati Domstoel." , er hans opgivende kommentar til den forestående retssag. "<ref name="arkiv280"/>
 
Ud over de oprindelige vidneudsagn melder der sig nu yderligere to vidner, som fortæller, at de har set en person iført præstens grønne slåbrok komme gående ad stien fra skoven med en sæk på ryggen. Erik Sørensen tænker, at dette strider mod de hidtidige beviser om, at præsten havde begravet liget i haven. Hans opmærksomhed bliver imidlertid afledt fra betydningen heraf, fordi præsten nu uddyber sine tidligere vidneudsagn. Da præsten bliver konfronteret med vidnerne erkender han, at han er [[søvngænger]] og muligvis har nedgravet liget i søvne. Den stærkt religiøse præst tilføjer, at hvis han ubevidst har gjort således, må det være Guds straf for tidligere synder, som han fået ham til at begå forbrydelsen. Morten Bruus kræver nu, at der benyttes "redskaber", men Erik Sørensen afviser dette med udbruddet: "Det forbyde Gud".<ref name="arkiv282">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 282</ref>
 
Herredsfogeden er igen i et uløseligt dilemma, som forstærkes da hans forlovede indtrængende beder ham om at redde sin fars liv. Som en sidste bøn minder hun ham om, at han har lovet præsten at tage hende til sin barm. I stedet, siger hun, "gennemborer I min barm".<ref name="arkiv283">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 283</ref> Som en sidste udvej tilbyder Erik Sørensen nu at hjælpe præsten til at flygte fra [[arrest]]en, men det ønsker præsten ikke.
Herredsfogeden må nu gøre sin pligt og gennemføre den endelige sagsfremstilling, hvor præsten på baggrund af vidneudsagnene mod ham - og hans delvise tilståelse - idømmes [[dødsstraf]]. Herredsfogeden ser ikke anden udvej, idet der må bødes "liv for liv". Denne vurdering må være moralsk; for på denne tid var tyende underlagt herskabets revselsesret, så der har været en [[jura|juridisk]] mulighed for i alt fald at idømme en mild straf for forseelsen.<ref name="mol84"/>.<ref group=note>Dette påpeger Mogens Møller i sin analyse af den ''autentiske'' retssag mod Søren Quist. I efterskriftet til dagbogen bemærker præsten i Aalsø, at folk i sognet anså dommen for at være for hård i forhold til omstændighederne, selv om præsten selv anså den for Guds retfærdige straf.</ref>
Præsten bliver herefter dømt til døden, og herredsfogeden bliver opsøgt af sin forlovede. Han er sengeliggende, uden at det oplyses, hvilken sygdom han lider af. De sidste ord, han skriver i sin dagbog, er følgende:
 
:"''Farvel, min Hjerteven!" sagde hun jo: "jeg forlader Eder uden Nag; thi I gjorde kun eders strænge Pligt; men nu farvel|! for vi sees aldrig meer." - Hun gjorde Fredens Tegn over mig - Gud skjænke mig dog snart den evige Fred!''"<ref name="arkiv289">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 289</ref>
 
Sagens videre forløb belyses af to korte optegnelser fra præsten i Aalsø. Den første, nedskrevet kort efter præstens henrettelse omhandler især præstens sidste dage før han fandt sin endelige trøst og gjorde bod.<ref name="arkiv291">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 291</ref> Det fremgår, at herredsfogeden er så alvorligt syg, at han næppe kan overleve, mens præstens datter er i Aalsøpræstens varetægt.<ref name="arkiv291">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 291</ref>
Den anden optegnelse, som er nedskrevet 21 år senere, er skrevet af Aalsøpræsten, kort efter at denne havde truffet Niels, som ikke var død af slaget. Han forklarede nu, at han sammen med sin bror havde planlagt at opgrave et nylig begravet lig af en [[selvmord]]er. Det var nødvendigt for planens gennemførelse, at vidner ville se præsten grave liget ned, og til det formål stjal Morten Bruus præstens nattøj i ly af natten, således at vidnerne kunne forveksle Bruus med Qvist. De iklædte liget Niels' tøj og begravede det i et hjørne af præstens have. Herefter skulle Niels, udstyret med en sum penge, flygte ud af landet, hvorefter broderen ville anklage præsten for drab. Motivet var Mortens had til præsten, fordi denne havde afslået hans frieri til datteren.<ref name="arkiv293>''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 293</ref>
 
Planen lykkedes altså i første omgang, men efter mange års forløb valgte Niels at vende hjem til sit fødeland, således at sandheden om "drabet" blev afsløret.
11.644

redigeringer